search

Kurt Westergaards farvel: Vi bevæger os mod selvcensur

»Jeg har en basal følelse af vrede og krænkelse over at være blevet truet, fordi jeg har ytret mig,« siger Kurt Westergaard i et tv-interview med Journalisten.dk. Se det her.

»Jeg har en basal følelse af vrede og krænkelse over at være blevet truet, fordi jeg har ytret mig,« siger Kurt Westergaard i et tv-interview med Journalisten.dk. Se det her.

Kurt Westergaard har besluttet sig for at fratræde sin stilling som tegner hos Jyllands-Posten fra 1. juli.

Vi har besøgt den omstridte tegner i sit eget politibeskyttede hjem til en snak om fortid, fremtid og ytringsfrihed.

Kurt Westergaard advarer blandt andet imod selvcensurens komme i Danmark, der er både farlig og udemokratisk, men lægger ikke skjul på, at truslerne er en af årsagerne til, at han stopper – også af hensyn til kollegerne på Jyllands-Posten.

Kommentarer
9
Katrine Hvitved
08.06.10 10:18
Re: Kurt Westergaard siger farvel til Jyllands-Posten

Trist - hvis jeg forstår det korrekt - at han delvis er "presset" af pinden af gamle kolleger på JP - fordi de er bange...

Skal ekstremister virkelig have så stor indflydelse på en af landets største redaktioner?

Hvor går grænsen for, hvad ekstremisterne skal diktere?

Fremhævet af Journalisten
Susanne Sayers
08.06.10 16:00
Re: Kurt Westergaards farvel: Vi bevæger os mod selvcensur

Kære Kurt Westergaard, 

Jeg deler din vrede over, at du er blevet angrebet for din tegning. Vi er i et land, hvor enhver - under det sædvanlige ansvar i forhold til straffeloven - har lov at ytre sig. Hvad enten det er i tekst, tegning, tale eller noget fjerde. Sådan skal det være.

Men når talen falder på selvcensur, bliver jeg en anelse bekymret. Ikke al selvcensur er af det dårlige. Faktisk er meget af det, vi til daglig kalder etik, en slags selvcensur. Loven sætter de ydre grænser, etikken de indre for vores virke. Pressen har for eksempel ikke pligt til at offentliggøre navnene på forbrydere, når de bliver dømt. Pressen har heller ikke pligt til at lade være. Så når de fleste medier tilslutter sig en fælles forståelse for, hvornår man gør det, er der tale om en slags selvcensur.

På samme måde har vi ikke pligt til at overskride andre menneskers grænser. Vi kan vælge at gøre det, hvis vi synes, at det tjener et højere formål. Personligt kunne jeg ikke drømme om at holde mig tilbage med en vigtig og kritisk artikel, hvis formålet berettigede den skade, som den også var skyld i. Men omvendt kunne jeg ikke drømme om heller at offentliggøre en historie (eller et billede eller en tegning), hvis eneste formål var at gøre skade på eller krænke bestemte personer. Det kan man kalde selvcensur, jeg kalder det etik.

Hvis selvcensur skyldes frygt for selv at blive skadet, er det en tvivlsom og beklagelig ting, især hvis det fører til, at vigtige oplysninger eller debatter bliver holdt tilbage. Hvis selvcensur skyldes frygt for at skade mere, end man gavner, ja, så synes jeg, at billedet er mere broget. Nogle hensyn er misforståede. Det er nogle manglende hensyn også.

Jeg ser ikke noget tegn på mere selvcensur i pressen nu end tidligere. Jeg kender ikke nogen - bortset fra muligvis du selv - som har holdt budskaber tilbage af frygt for egen eller kollegernes sikkerhed, og det burde i den grad ikke være nødvendigt. Men det sker da fra tid til anden, at vi holder historier tilbage, fordi den skade, de vil volde på nogle mennesker, efter vores bedste overbevisning er større end historiens vigtighed. Og det gælder langt fra kun historier om etniske minoriteter. Selvcensur? Eller etik?

Bedste hilsner, og alt godt i dit otium,

Susanne Sayers

tidligere kollega på JP 

Fremhævet af Journalisten
Jan G Hansen
08.06.10 16:11
Re: Kurt Westergaards farvel: Vi bevæger os mod selvcensur

Respekten for andre menneskers følelser, og i tilfældet med muhammedtegningerne, andres religiøse følelser er en god egenskab, der også hører med til at være et demokratisk funderet menneske. Ytringsfriheden er jo netop reguleret af straffelovens paragraf 266b (race,hudfarve,tro,seksualitet), der omhandler racisme og blasfemi. Så der er ikke noget galt i, at man lige tænker sig om, inden man bruger sin ret til at ytre sig. Det er ikke trusler, der skal styre dine valg, når du ytrer dig, men derimod hensynet til andres tro, race og seksualitet. Jeg synes IKKE, det er iorden at håne andres hellige symboler. Heller ikke selvom jeg selv har svært ved at forstå de stærke følelser, det kan vække. Drab og terror som modsvar er selvfølgelig indlysende forkert. Men KW har vist, at han er ligeglad med andres religiøsitet, og han har bestemt at det er iorden at håne religiøse følelser. Hvorfor håner han ikke sorte, homoseksuelle, handicappede ?? Er det fordi straffeloven har bestemt, at her går grænsen for den frie ytring, eller ville han i virkeligheden gerne have at ytringsfriheden også her fik frit slag ? Ytringsfriheden er en væsentlig rettighed, som kun kan fungere, hvis man bruger den som led i den demokratiske debat og ikke som hån og spot på dybe følelser. Diskuter for eksempel gerne islams undertrykkelse og kvindesyn. Det handler om indhold og ikke om religiøse følelser.

Fremhævet af Journalisten
flemming chr. nielsen
08.06.10 17:10
Re: Kurt Westergaards farvel: Vi bevæger os mod selvcensur

I resten af Kurt Westergaards liv skal han nu have en skurvogn stående i baghaven. Inde i den skal sidde en årvågen livvagt, for selv når solen står på sin middagshøjde, lurer mørke kræfter på Kurt Westergaard. 


Livvagten i skurvognen er symbolet på, at vi vogter over vores ytringsfrihed. Ingen skal komme og anfægte den. Det var Jyllands-Posten og Kurt Westergaard, der gjorde danskerne til et modigt folk. Hos os er ordet frit. Og især på Jyllands-Posten er ordet frit.

Det er den myte, som siden Kurt Westergaards Muhammed-tegning har defineret den danske selvforståelse. Vi har en fri presse, og den tolererer ingen censur.

Den, som ikke tror, vi har ytringsfrihed, er selv i ledtog med mørke kræfter.

Alligevel findes der sprækker, som afslører, at Kurt Westergaard og hans livvagt som ytringsfrihedens symboler er en myte. Men man skal kigge godt efter, for sprækkerne males ustandselig over, og de poleres væk og glemmes. Myter skal være glatte, enkle og runde.

Sådan gik det også en sprække i Danmarks Radios P1 den 30. august 2008. Her blev Jyllands-Postens tidligere chefredaktør Carsten Juste interviewet om Jyllands-Postens forhold til ytringsfriheden.

Af interviewet fremgik, at avisen og ytringsfriheden er langt fra at være slyngveninder og turtelduer. Lad gå med, at Kurt Westergaard fik en alvorlig påtale, da han kort efter optrådte som gæstetaler på Dansk Folkepartis årsmøde. Ind trådte han med Richard Strauss i højttaleren og en blafren af Dannebrog på storskærm. Intet øje var uberørt. Ingen jubel blev stikkende i halsen. Intet sejrende landshold kunne få større opbakning end den, der fra alle danske hjerter strømmede Kurt Westergaard i møde.

Men dagen efter blev Kurt Westergaard kaldt til orden af sin chef på Jyllands-Posten. Avisen interesserede sig ikke en døjt for Westergaards ytringsfrihed; kun for sin egen. Og for den er Kurt Westergaard et redskab. Han må ikke optræde som tegneren Kurt, men alene som funktionæren Westergaard, for kun en funktionær kan styres og tøjles og dirigeres og begrænses. Det kan det frie ord og den fri tegning aldrig.

Men tilbage til tidligere chefredaktør Carsten Juste i radio-interviewet. Og bemærk venligst, at Carsten Juste nogle måneder før interviewet var gået af som chefredaktør. Pensionerede redaktører er som regel værd at lytte til. De er ikke så bundne på hånd og mund som de stadig agerende.

"Selvcensur udøver vi hver eneste dag," siger Carsten Juste derfor, og han fortsætter: "Det gør vi af hensyn til læserne, for vi har en meget broget og forskelligartet læserskare."

Allerede her kommer den første ridse i Richard Strauss' triumfmarch. Er det virkelig sandt, at Jyllands-Posten i hvert fald delvis redigeres af sine læsere? Intervieweren spørger nemlig Jyllands-Postens chefredaktør, om det da handler om ikke at støde de trofaste kunder i butikken?

Og hertil svarer den pensionerede chefredaktør: "Ja, det er klart; det handler om at tage det hensyn."

Og Dannebrog vajer nu ikke længere stolt i baggrunden, for intervieweren vil vide, om Jyllands-Posten snarere anlægger en kommerciel vurdering end en vurdering, der handler om at forsvare ytringsfrihden.

"Ja," svarer Carsten Juste. "Det er en kommerciel vurdering."

Hermed er myten om ytringsfrihedens ukrænkelighed på Jyllands-Posten demonteret. Undervejs erkender Carsten Juste også, at Jyllands-Posten "ikke bringer billeder af lig i Irak, hvis det er danske lig."

Citat slut, men vi lader Carsten Justes tilståelse stå et øjeblik: "Ikke billeder af lig i Irak, hvis det er danske lig." Og: "Ja, det er er kommerciel vurdering."

Sådan taler den mand, der ifølge sin kollega Bent Falbert på Ekstra Bladet er "fundamentalist, når det gælder ytringsfriheden."

Jeg havde den fornøjelse i mange år at være Kurt Westergaards kollega på Jyllands-Posten, og jeg kendte ham som en fremragende tegner. Han tegnede de yndigste og dejligste forårspiger, florlette og lige til at kramme, og i ren fryd og forelskelse udstyrede han dem med tre eller fire yppige bryster. Han tegnede præsident Clinton som sexuel vildmand med stor cigar, og han gengav præsident Bush den Første i kalveknæet attitude og med rygende revolvere på den store prærie, der hedder Jorden.

Men de tegninger gjorde ham sandelig ikke til ytringsfrihedens symbol, for offentligheden fik dem aldrig at se. De var ikke i Jyllands-Postens interesse, for avisens læsere ynder ikke den slags hån, spot og latterliggørelse af amerikanske præsidenter. Kurt Westergaard kom slukøret ud fra chefredaktørens kontor, for selvfølgelig måtte nervøse redaktionssekretærer sikre sig, at den slags nu gik an, og før de blev trykt, skulle hans tegninger derfor en tur rundt om Det Højeste Kontor, hvor han blev kaldt til orden.

Nej, Jyllands-Postens læsere sætter ikke pris på deforme kvinder, fik Kurt Westergaard at vide. Eller med et citat fra Carsten Juste i radio-interviewet: "Jeg har skrottet talrige af hans bare bryster."

Også det er en kommerciel vurdering. Så lidt som bare bryster på avispapir bryder Jyllands-Postens læsere sig om latterliggørende tegninger af den frie verdens ypperste ledere. Tegn en grim kommunist eller en komisk socialdemokrat eller en ondskabsfuld muslim eller gør en vakkelvorn radikal til spot og hån. Men understå dig i på avisens papir at gøre grin med vore læseres idealer, Westergaard.

Den censur sad vi på Kurt Westergaards kontor og morede os over. Og i et par uger holdt han sig til karikaturer af dem, Jyllands-Posten ikke leger med, men så tog Fanden og fantasien igen ved Kurt Westergaard: Han tegnede flere af de piger, Picasso ville have elsket. Og Jyllands-Postens foretrukne politikere og statsmænd blev igen udsat for hans dæmoniske tuschpen.

Ny opstandelse og truende krav om kun at tegne, hvad Jyllands-Posten vil have. Men selvfølgelig kunne censuren svigte, og så kunne vi sidst på aftenen opleve en årvågen redaktionschef styrte ud i trykkerihallen og desperat råbe: "Stop pressen!" Altid reagerede Kurt Westergaard med det frække glimt i øjet, som er liv og åndedræt for en bladtegner.

Selv for den mest censurerede tegner i dansk dagspresse.

Men er det da ikke min selektive hukommelse, der forvrænger virkeligheden? Nej, for i radio-interviewet erkender Carsten Juste også, at hvis han nu i Kurt Westergaard havde et fundamentalistisk medmenneske, når det gælder ytringsfriheden, kunne denne Westergaard godt hævde, at "hans ytringsfrihed gang på gang var blevet krænket, ja, det kan han."

Og Carsten Juste fortsætter: "Man retter i et vist omfang ind efter læserne, for en avis er afhængig af læserne."

Læserne har altså medbestemmelse over, hvad avisen vil trykke. Ytringsfrihed er forklædt markedsanalyse. Og nationen står vagt om de 13 bogstaver i ordet ytringsfrihed. Begejstret tror vi, at det er Kurt Westergaards ytringsfrihed, vi hylder. Men paradoksalt nok er han midt i den ideologiske triumf blevet til det, man engang i Sovjetunionen kaldte for Arbejdets Helt. Han fremstiller kun arbejdsgiverens og læsernes mytologiske livretter. Og samtidig må han frygte for sit liv. Nogen vil for smed rette bager.

Netop den famøse dag leverede Kurt Westergaard en tegning af Muhammed med en bombe i sin turban, og chefredaktionen klappede, for med den tegning kunne avisen umuligt støde de trofaste læsere. Og det er jo med Carsten Justes ord netop det hensyn, det handler om at tage. Det er en kommerciel vurdering. Det handler om ikke at modarbejde sin egen butik. Kurt Westergaard kunne også have leveret en amerikansk præsident med forfalskede spillekort i hænderne. Så havde han igen stået til en afklapsning, og Dansk Folkeparti ville ikke have hyldet ham med en regnbue af Dannebrog på storskærmen og de jublende toner fra Richard Strauss i højttaleren.

Men nu faldt tegneren Kurt Westergaard som offer for en kommerciel vurdering. Hans ytringsfrihed var en myte.

Det var en kommerciel overvejelse, der gjorde ham til livstidsfange i sit eget hus med en livvagt i baghaven.

En tragisk og sørgmodig skæbne for en funktionær, der gjorde præcis, hvad arbejdsgiveren ønskede. Og fik mordtrusler som en ekstra og ubehagelig omkostning. De er en ekstrem variant af nedslidning, asbestlunger, museskader, malersyndrom og så videre. Og med en langt hårdere straf for gerningsmændene. Kurt Westergaard er i sit offentlige liv blevet arbejdsmiljøets hidtil mest navnkundige offer.

Kilde: Tidsånder: Carsten Juste, DR P1 30. august 2008.

 

 

Fremhævet af Journalisten
Theo Jensen
09.06.10 07:22
Re: Kurt Westergaards farvel: Vi bevæger os mod selvcensur
Med denne sætning "hvis eneste formål var at gøre skade på eller krænke bestemte personer" beviser Susanne Sayers, at hun ikke har fattet en bjælde af hele Muhammed-sagen.
Fremhævet af Journalisten
Susanne Sayers
09.06.10 11:50
Re: Kurt Westergaards farvel: Vi bevæger os mod selvcensur
Interessant tese, Theo Jensen. Hvordan læser du det ud af den? Den er ikke sat i sammenhæng med for eksempel Kurt Westergaards tegning. Jeg udtaler mig helt generelt om grænsefladen mellem selvcensur og etik.
Fremhævet af Journalisten
Michael Bjørnbak Martensen
09.06.10 16:48
Re: Kurt Westergaards farvel: Vi bevæger os mod selvcensur

Der har såmænd sneget sig masser selvcensur ind på redaktionerne, ad bagdøren, mens vi har været optaget af Muhammed. For de mange emner, der kunne være taget fat på i vort eget land, har fået lov stå urørte. Det har været lettere og mere muntert, at forholde sig til en tegning med en mand, med turban, med en bombe som top.

Nu er det nået såvidt, at den nye formand for IOC, biskop Kjeld Holm fra Århus, har dagsordensat menneskerettigehederne på dansk jord, hvor der såmænd ikke er tale om Muhammed, men om udsatte grupper i det danske samfund og borgere i udkantsdanmark. http://snipurl.com/x93dd

Journalisterne orker det ikke - de vil hellere være i København. Og hvis det ikke lige er København, er situation den, at journalister har forbasket travlt, så dagen er omme, når pressemeddelelserne og samtalerne med kommunikationsfolkene fra stat, regioner og kommuner er klaret. 

Steven Snedker udtrykker det sådan her på DONA´s diskussionsforum:

"Lidt pessimistisk kan man sige, at selvom den statsfinansierede mediestøtte i 2015 understøttede 10 Jesper Tynell'er direkte - uden om den forgældede og svindende dagbladsbranche - ville samme statskasse samtidig understøtte 2000 pr-folk. Derudover ville de 10 ubestikkelige journalister være uden et medie med gennemslagskraft. For hele medielandskabet vil i 2015 være endnu mere fragmenteret og sandsynligvis have endnu mindre fælles fodslaw."

"Det ville være usundt for samfundet. 10 hobbyjournalister har ikke en chance mod 100 dokumentmakulerende embedsmænd og 100 pr-folk https://journalisten.dk/jesper-tynell-vinder-cavlingprisen-2009
Ikke engang 10 veluddannede journalister med aktindsigt har store chancer mod 100 dokumentmakulerende embedsmænd og 100 pr-folk."

Jeg læser  Susanne Sayers´ indlæg som, at hun er en travl pige - som mange andre kolleger.

Så, alt i alt, skal vi til at forhold os til de bånd, vi har lagt på os selv, i en perioden hvor Muhammed har gjort det  let og skidemorsomt at skrive - og vænne os til at  faget på en mere hjemlig måde; undersøge og at gøre noget seriøst ved den kritiske tilgang til alle de velmenende mennesker, der stiller en masse spændende og sammenhængend historie til rådighed.

Fremhævet af Journalisten
Jimmy Pedersen
11.06.10 17:37
Re: Kurt Westergaards farvel: Vi bevæger os mod selvcensur

@Jan G. Hansen

Du er ikke videre konkret i dit indlæg. 

Det kunne være interessant at vide, hvilke af de millionvis af karikaturtegninger, der er publiceret gennem verdenshistorien, der er på den rigtige og forkerte side af grænsen? Er alle religionskritiske karikaturer for meget?

Og hvad er forhånelse? Er det at hævde, at tyrkerne begik folkemord på armenierne. Eller at de ikke gjorde? Det ene er forbudt i Tyrkiet. Det andet i Frankrig. Man må håbe, de to lande ikke er dumme nok til at indgå udleveringsaftale.

Og nej - heldigvis hører det IKKE med til at være et demokratisk funderet menneske at respektere andres religiøse følelser. Slet, slet ikke. Ikke et hak mere end at respektere følelser for Pia Kjærsgaard, astrologi, sutteklude, Taleban, vingummibamser, stolebetræk, Mandela, honningbier og mig og dig.

Hvad der til gengæld hører med er accepten af, at andre kan udtale divergerende meninger. Herunder endda antidemokratiske udtalelser.

F.eks. respekterer jeg ikke din forhånelse af den dødstruede Kurt Westergaard i ovenstående indlæg, men jeg accepterer den, og det er noget ganske andet.

Du skriver: "Så der er ikke noget galt i, at man lige tænker sig om, inden man bruger sin ret til at ytre sig".

Så du skulle ikke have skrevet indlægget, fordi du måske krænker nogen med din kommentar?

Fremhævet af Journalisten
Ole Brockdorff
12.06.10 13:58
Re: Kurt Westergaards farvel: Vi bevæger os mod selvcensur

Enhver journalist herhjemme burde ”hjernevaskes” på Danmarks Journalisthøjskole til at forstå, at ytringsfriheden er og bliver det tikkende hjerte i et hvilket som helst land med demokrati og folkestyre som politisk styreform. Retten til at ytre sig frit og kritisk om alt hører til borgernes personlige frihedsrettigheder. Man står kun til ansvar over for den til enhver tid gældende lovgivning ved domstolene, og ikke over for selvudråbte ”krænkelses-fundamentalister” fra islam, der påberåber sig, at de alene repræsenterer 1,4 milliarder troende muslimer på kloden.

 

Danske journalister og bladtegnere kunne lære en masse af den verdensberømte tyske socialist, journalist og forfatter Günter Wallraff, der i et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten den 27. marts i år sagde, at samtlige medier i de frie vestlige demokratier skulle bringe Kurt Westergaards tegning igen og igen for at vise den islamiske verden, at man beskytter de kollegaer i pressen, der kommer til at befinde sig alene i ”skudlinjen”, fordi de bliver intimideret og truet på livet af religiøse fanatikere, der voldtager Koranen til at føre religionskrig mod Vesten.

 

Her i Danmark ser vi allerede nu, hvordan pressen er bukket under for den såkaldte ”selvcensur” med den begrundelse, at vi skal vise tolerance over for andre religioner. Kurt Westergaards kollegaer blandt de mange bladtegnere dækker sig ind under, at man ikke skal krænke eller såre andre unødigt. Men de samme mennesker har ingen problemer med, at lave karikaturer af Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti som en rotte eller heks eller djævel, for hun sender jo ikke fanatiske mordere ud for at dræbe en dansk bladtegner, blot fordi hun føler sig personligt såret eller krænket.

 

”Det er nærliggende for en tegner at gengive profeten Muhammed med en bombe i turbanen, når nu terrorister i Allahs navn springer sig selv i luften. At vise tegningen er blot en enkel symbolisering, og skal den bestrides, så er selvcensuren inde i hovedet så stor, at alt det, som generationer har kæmpet for under store ofre, bringes i fare. Mennesker har givet deres liv for vores ytringsfrihed, og den er man anno 2010 parat til at prisgive for trusler eller penge”, siger tyske Günter Wallraff, som ikke længere er det store ikon for den politiske venstrefløj efter hans åbenlyse forsvar af Kurt Westergaards ret til at bringe Muhammed-tegningerne i Morgenavisen Jyllands-Posten.

 

Günter Wallraff fortæller også historien om det tyske Lufthansa, der ikke ville flyve med Salman Rushdie, som den tyske forfatter havde inviteret til sin hjemby. Wallraff arrangerede en boykot-aktion i medierne, der betød, at tusinder skrev under i protest, så Lufthansa til sidst gav efter, og lod den indiske forfatter flyve til Tyskland med selskabet. Men pludselig ringede en progressiv kunstner og ven til Wallraff, der i første omgang havde skrevet under på boykot-aktionen for Salman Rushdie, og skreg rædselsslagen i telefonen:

 

”Du må forstå mig, Günter, slet min underskrift på boykot-aktionen nu. Min kone siger, at vi nu står på en liste, og når muslimerne engang får magten, skal vi undgælde”.

 

Wallraff svarede ham meget kontant:

 

”Rolig nu, jeg sletter din underskrift, og så vil jeg i øvrigt ikke have mere med dig at gøre. For sådan begyndte det hele jo også i Tyskland i 1930`erne, da nazisterne kom til magten, og hvor de som noget af det første eliminerede befolkningens personlige frihedsrettigheder”.

 

Günter Wallraff har den klare opfattelse, at med hensyn til forsvaret af ytringsfriheden som demokratiets tikkende hjerte, kræves der entydighed blandt alle frie befolkninger og deres journalister, for det gælder de grundlæggende personlige frihedsrettigheder, som vores forfædre har kæmpet for gennem flere hundrede år. Hvis vi giver køb på ytringsfriheden på grund af intimidering og trusler, ja, så mister vi livet som frie mennesker, og prisen betales af vores børn og børnebørn i fremtiden, der kommer til at leve i en fascistisk slamkule.

 

Kurt Westergaards skæbne med statsbetalte vagter omkring sig resten af livet, er desværre beretningen om en professionel bladtegner, der er blevet svigtet af sine egne kollegaer inden for pressen, fordi de ikke selv er parat til at kæmpe for ytringsfriheden, når det virkelig gælder. De har reelt efterladt manden som et såret dyr på den afrikanske slette, i stedet for at beskytte ham i samlet flok, og som undskyldning for svigtet kommer alle med hundredvis af syge forklaringer om nødvendigheden af ”selvcensur” og ”etik”.

 

Det kan dansk presse ikke være bekendt i et frihedselskende demokrati.

 

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen