Re: Kurt Westergaards farvel: Vi bevæger os mod selvcensur

Kære Kurt Westergaard, 

Jeg deler din vrede over, at du er blevet angrebet for din tegning. Vi er i et land, hvor enhver - under det sædvanlige ansvar i forhold til straffeloven - har lov at ytre sig. Hvad enten det er i tekst, tegning, tale eller noget fjerde. Sådan skal det være.

Men når talen falder på selvcensur, bliver jeg en anelse bekymret. Ikke al selvcensur er af det dårlige. Faktisk er meget af det, vi til daglig kalder etik, en slags selvcensur. Loven sætter de ydre grænser, etikken de indre for vores virke. Pressen har for eksempel ikke pligt til at offentliggøre navnene på forbrydere, når de bliver dømt. Pressen har heller ikke pligt til at lade være. Så når de fleste medier tilslutter sig en fælles forståelse for, hvornår man gør det, er der tale om en slags selvcensur.

På samme måde har vi ikke pligt til at overskride andre menneskers grænser. Vi kan vælge at gøre det, hvis vi synes, at det tjener et højere formål. Personligt kunne jeg ikke drømme om at holde mig tilbage med en vigtig og kritisk artikel, hvis formålet berettigede den skade, som den også var skyld i. Men omvendt kunne jeg ikke drømme om heller at offentliggøre en historie (eller et billede eller en tegning), hvis eneste formål var at gøre skade på eller krænke bestemte personer. Det kan man kalde selvcensur, jeg kalder det etik.

Hvis selvcensur skyldes frygt for selv at blive skadet, er det en tvivlsom og beklagelig ting, især hvis det fører til, at vigtige oplysninger eller debatter bliver holdt tilbage. Hvis selvcensur skyldes frygt for at skade mere, end man gavner, ja, så synes jeg, at billedet er mere broget. Nogle hensyn er misforståede. Det er nogle manglende hensyn også.

Jeg ser ikke noget tegn på mere selvcensur i pressen nu end tidligere. Jeg kender ikke nogen - bortset fra muligvis du selv - som har holdt budskaber tilbage af frygt for egen eller kollegernes sikkerhed, og det burde i den grad ikke være nødvendigt. Men det sker da fra tid til anden, at vi holder historier tilbage, fordi den skade, de vil volde på nogle mennesker, efter vores bedste overbevisning er større end historiens vigtighed. Og det gælder langt fra kun historier om etniske minoriteter. Selvcensur? Eller etik?

Bedste hilsner, og alt godt i dit otium,

Susanne Sayers

tidligere kollega på JP 

Re: Kurt Westergaards farvel: Vi bevæger os mod selvcensur

I resten af Kurt Westergaards liv skal han nu have en skurvogn stående i baghaven. Inde i den skal sidde en årvågen livvagt, for selv når solen står på sin middagshøjde, lurer mørke kræfter på Kurt Westergaard. 

Livvagten i skurvognen er symbolet på, at vi vogter over vores ytringsfrihed. Ingen skal komme og anfægte den. Det var Jyllands-Posten og Kurt Westergaard, der gjorde danskerne til et modigt folk. Hos os er ordet frit. Og især på Jyllands-Posten er ordet frit.

Det er den myte, som siden Kurt Westergaards Muhammed-tegning har defineret den danske selvforståelse. Vi har en fri presse, og den tolererer ingen censur.

Den, som ikke tror, vi har ytringsfrihed, er selv i ledtog med mørke kræfter.

Alligevel findes der sprækker, som afslører, at Kurt Westergaard og hans livvagt som ytringsfrihedens symboler er en myte. Men man skal kigge godt efter, for sprækkerne males ustandselig over, og de poleres væk og glemmes. Myter skal være glatte, enkle og runde.

Sådan gik det også en sprække i Danmarks Radios P1 den 30. august 2008. Her blev Jyllands-Postens tidligere chefredaktør Carsten Juste interviewet om Jyllands-Postens forhold til ytringsfriheden.

Af interviewet fremgik, at avisen og ytringsfriheden er langt fra at være slyngveninder og turtelduer. Lad gå med, at Kurt Westergaard fik en alvorlig påtale, da han kort efter optrådte som gæstetaler på Dansk Folkepartis årsmøde. Ind trådte han med Richard Strauss i højttaleren og en blafren af Dannebrog på storskærm. Intet øje var uberørt. Ingen jubel blev stikkende i halsen. Intet sejrende landshold kunne få større opbakning end den, der fra alle danske hjerter strømmede Kurt Westergaard i møde.

Men dagen efter blev Kurt Westergaard kaldt til orden af sin chef på Jyllands-Posten. Avisen interesserede sig ikke en døjt for Westergaards ytringsfrihed; kun for sin egen. Og for den er Kurt Westergaard et redskab. Han må ikke optræde som tegneren Kurt, men alene som funktionæren Westergaard, for kun en funktionær kan styres og tøjles og dirigeres og begrænses. Det kan det frie ord og den fri tegning aldrig.

Men tilbage til tidligere chefredaktør Carsten Juste i radio-interviewet. Og bemærk venligst, at Carsten Juste nogle måneder før interviewet var gået af som chefredaktør. Pensionerede redaktører er som regel værd at lytte til. De er ikke så bundne på hånd og mund som de stadig agerende.

"Selvcensur udøver vi hver eneste dag," siger Carsten Juste derfor, og han fortsætter: "Det gør vi af hensyn til læserne, for vi har en meget broget og forskelligartet læserskare."

Allerede her kommer den første ridse i Richard Strauss' triumfmarch. Er det virkelig sandt, at Jyllands-Posten i hvert fald delvis redigeres af sine læsere? Intervieweren spørger nemlig Jyllands-Postens chefredaktør, om det da handler om ikke at støde de trofaste kunder i butikken?

Og hertil svarer den pensionerede chefredaktør: "Ja, det er klart; det handler om at tage det hensyn."

Og Dannebrog vajer nu ikke længere stolt i baggrunden, for intervieweren vil vide, om Jyllands-Posten snarere anlægger en kommerciel vurdering end en vurdering, der handler om at forsvare ytringsfrihden.

"Ja," svarer Carsten Juste. "Det er en kommerciel vurdering."

Hermed er myten om ytringsfrihedens ukrænkelighed på Jyllands-Posten demonteret. Undervejs erkender Carsten Juste også, at Jyllands-Posten "ikke bringer billeder af lig i Irak, hvis det er danske lig."

Citat slut, men vi lader Carsten Justes tilståelse stå et øjeblik: "Ikke billeder af lig i Irak, hvis det er danske lig." Og: "Ja, det er er kommerciel vurdering."

Sådan taler den mand, der ifølge sin kollega Bent Falbert på Ekstra Bladet er "fundamentalist, når det gælder ytringsfriheden."

Jeg havde den fornøjelse i mange år at være Kurt Westergaards kollega på Jyllands-Posten, og jeg kendte ham som en fremragende tegner. Han tegnede de yndigste og dejligste forårspiger, florlette og lige til at kramme, og i ren fryd og forelskelse udstyrede han dem med tre eller fire yppige bryster. Han tegnede præsident Clinton som sexuel vildmand med stor cigar, og han gengav præsident Bush den Første i kalveknæet attitude og med rygende revolvere på den store prærie, der hedder Jorden.

Men de tegninger gjorde ham sandelig ikke til ytringsfrihedens symbol, for offentligheden fik dem aldrig at se. De var ikke i Jyllands-Postens interesse, for avisens læsere ynder ikke den slags hån, spot og latterliggørelse af amerikanske præsidenter. Kurt Westergaard kom slukøret ud fra chefredaktørens kontor, for selvfølgelig måtte nervøse redaktionssekretærer sikre sig, at den slags nu gik an, og før de blev trykt, skulle hans tegninger derfor en tur rundt om Det Højeste Kontor, hvor han blev kaldt til orden.

Nej, Jyllands-Postens læsere sætter ikke pris på deforme kvinder, fik Kurt Westergaard at vide. Eller med et citat fra Carsten Juste i radio-interviewet: "Jeg har skrottet talrige af hans bare bryster."

Også det er en kommerciel vurdering. Så lidt som bare bryster på avispapir bryder Jyllands-Postens læsere sig om latterliggørende tegninger af den frie verdens ypperste ledere. Tegn en grim kommunist eller en komisk socialdemokrat eller en ondskabsfuld muslim eller gør en vakkelvorn radikal til spot og hån. Men understå dig i på avisens papir at gøre grin med vore læseres idealer, Westergaard.

Den censur sad vi på Kurt Westergaards kontor og morede os over. Og i et par uger holdt han sig til karikaturer af dem, Jyllands-Posten ikke leger med, men så tog Fanden og fantasien igen ved Kurt Westergaard: Han tegnede flere af de piger, Picasso ville have elsket. Og Jyllands-Postens foretrukne politikere og statsmænd blev igen udsat for hans dæmoniske tuschpen.

Ny opstandelse og truende krav om kun at tegne, hvad Jyllands-Posten vil have. Men selvfølgelig kunne censuren svigte, og så kunne vi sidst på aftenen opleve en årvågen redaktionschef styrte ud i trykkerihallen og desperat råbe: "Stop pressen!" Altid reagerede Kurt Westergaard med det frække glimt i øjet, som er liv og åndedræt for en bladtegner.

Selv for den mest censurerede tegner i dansk dagspresse.

Men er det da ikke min selektive hukommelse, der forvrænger virkeligheden? Nej, for i radio-interviewet erkender Carsten Juste også, at hvis han nu i Kurt Westergaard havde et fundamentalistisk medmenneske, når det gælder ytringsfriheden, kunne denne Westergaard godt hævde, at "hans ytringsfrihed gang på gang var blevet krænket, ja, det kan han."

Og Carsten Juste fortsætter: "Man retter i et vist omfang ind efter læserne, for en avis er afhængig af læserne."

Læserne har altså medbestemmelse over, hvad avisen vil trykke. Ytringsfrihed er forklædt markedsanalyse. Og nationen står vagt om de 13 bogstaver i ordet ytringsfrihed. Begejstret tror vi, at det er Kurt Westergaards ytringsfrihed, vi hylder. Men paradoksalt nok er han midt i den ideologiske triumf blevet til det, man engang i Sovjetunionen kaldte for Arbejdets Helt. Han fremstiller kun arbejdsgiverens og læsernes mytologiske livretter. Og samtidig må han frygte for sit liv. Nogen vil for smed rette bager.

Netop den famøse dag leverede Kurt Westergaard en tegning af Muhammed med en bombe i sin turban, og chefredaktionen klappede, for med den tegning kunne avisen umuligt støde de trofaste læsere. Og det er jo med Carsten Justes ord netop det hensyn, det handler om at tage. Det er en kommerciel vurdering. Det handler om ikke at modarbejde sin egen butik. Kurt Westergaard kunne også have leveret en amerikansk præsident med forfalskede spillekort i hænderne. Så havde han igen stået til en afklapsning, og Dansk Folkeparti ville ikke have hyldet ham med en regnbue af Dannebrog på storskærmen og de jublende toner fra Richard Strauss i højttaleren.

Men nu faldt tegneren Kurt Westergaard som offer for en kommerciel vurdering. Hans ytringsfrihed var en myte.

Det var en kommerciel overvejelse, der gjorde ham til livstidsfange i sit eget hus med en livvagt i baghaven.

En tragisk og sørgmodig skæbne for en funktionær, der gjorde præcis, hvad arbejdsgiveren ønskede. Og fik mordtrusler som en ekstra og ubehagelig omkostning. De er en ekstrem variant af nedslidning, asbestlunger, museskader, malersyndrom og så videre. Og med en langt hårdere straf for gerningsmændene. Kurt Westergaard er i sit offentlige liv blevet arbejdsmiljøets hidtil mest navnkundige offer.

Kilde: Tidsånder: Carsten Juste, DR P1 30. august 2008.

 

 

Re: Kurt Westergaards farvel: Vi bevæger os mod selvcensur
Interessant tese, Theo Jensen. Hvordan læser du det ud af den? Den er ikke sat i sammenhæng med for eksempel Kurt Westergaards tegning. Jeg udtaler mig helt generelt om grænsefladen mellem selvcensur og etik.

Re: Kurt Westergaards farvel: Vi bevæger os mod selvcensur

@Jan G. Hansen

Du er ikke videre konkret i dit indlæg. 

Det kunne være interessant at vide, hvilke af de millionvis af karikaturtegninger, der er publiceret gennem verdenshistorien, der er på den rigtige og forkerte side af grænsen? Er alle religionskritiske karikaturer for meget?

Og hvad er forhånelse? Er det at hævde, at tyrkerne begik folkemord på armenierne. Eller at de ikke gjorde? Det ene er forbudt i Tyrkiet. Det andet i Frankrig. Man må håbe, de to lande ikke er dumme nok til at indgå udleveringsaftale.

Og nej - heldigvis hører det IKKE med til at være et demokratisk funderet menneske at respektere andres religiøse følelser. Slet, slet ikke. Ikke et hak mere end at respektere følelser for Pia Kjærsgaard, astrologi, sutteklude, Taleban, vingummibamser, stolebetræk, Mandela, honningbier og mig og dig.

Hvad der til gengæld hører med er accepten af, at andre kan udtale divergerende meninger. Herunder endda antidemokratiske udtalelser.

F.eks. respekterer jeg ikke din forhånelse af den dødstruede Kurt Westergaard i ovenstående indlæg, men jeg accepterer den, og det er noget ganske andet.

Du skriver: "Så der er ikke noget galt i, at man lige tænker sig om, inden man bruger sin ret til at ytre sig".

Så du skulle ikke have skrevet indlægget, fordi du måske krænker nogen med din kommentar?