Den populære Deadline-vært forlader DR efter 25 år. Det sker få dage før den store prikkerunde. Kurt Strand er usikker på, hvorvidt hans kompetencer fortsat er efterspurgte i DR.
I et interview med B.T. forklarer han, at beslutningen skyldes de forestående forandringer i DR, hvor der skal spares mange penge og fyres folk.
"Derfor har min personlige analyse været, at jeg ikke føler mig fuldstændig sikker på, at mine kompetencer vil være særlig efterspurgt i DR," siger han til avisen.
Kurt Strand, der i aftes blev ny formand for Cavling-komiteen, betegner beslutningen som svær, men der er ikke tale om at smække med dørene.
"Jeg har ikke nogen færdig plan for fremtiden, men jeg vil selvfølgelig forsøge at bruge mine kompetencer bedst muligt."
Kurt Strand stopper i DR med udgangen af september.
4