DR's bestyrelse bekræfter, at Plummer trækker sig som generaldirektør for DR. Det er "den helt rigtige beslutning", mener Kurt Lassen, forfatter til bogen, der nu ser ud til at have fældet Kenneth Plummer. Læs interview med Kurt Lassen. (opdateret 13:00)
Han har just læst nyheden om Plummer, der trækker sig.
»Ja – det er breaking news overalt,« siger Kurt Lassen til Journalisten.dk.
Hans bog om generaldirektøren – "Plummer – Summen af kardemommen", som udkommer i dag – får dermed den direkte konksekvens, at Danmarks mest magtfulde mediechef må trække sig. Og hertil siger Kurt Lassen:
»So be it. Jamen altså – det er så konsekvensen. Og den konsekvens hverken kan eller vil jeg tage ansvaret for.«
Men det er jo en direkte udløber af din bog?
»Ja, men som jeg hører det, så er det Kenneth Plummer, der drager den konsekvens,« siger Kurt Lassen og tilføjer:
»Mit ærinde med den bog har stadigvæk været at give – med et stort og vægtigt kildegrundlag – et billede af en generaldirektør, som på mig og mine kilder ikke virker specielt kompetent. Så hvis han trækker sig, så er det vel godt for hr og fru Danmark. Og for alle os, der bruger DR's platforme. I hvert fald hvis han trækker sig på baggrund af det her.«
Kurt Lassen uddyber det
»Fordi jeg synes, min bog har dokumentation for, at han ikke er særlig dygtig til sit job.«
Men det er jo trods alt en direkte konsekvens af din bog:
»Det er hans konklusion og ham, der drager konsekvensen. Og jeg har ikke nogen følelsesmæssig holdning til det. Jeg er hverken glad eller sur eller tilfreds.«
»Men jeg vil sige, at ud fra konklusionerne i min bog så er det den rigtige beslutning.«
Læs også Kurt Lassens blogindlæg: Forargelsesfaktor
PS: DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen, har siden interviewet med Kurt Lassen blev gennemført, bekræftet, at Plummer trækker sig.
(Senest opdateret kl. 13:00)
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Dét forslag har min opbakning.
Det er vigtigt for hr og fru Danmark, at de kan tale med journalister - til baggrund - uden at blive hængt ud. Det handler om standens troværdighed, og den har lidt stor skade på grund af Lassens manglende faglighed.
Han må ud, så vi andre fortsat kan udøve vores fag på en - for alle parter - betryggende måde.
Kurt Lassen blev degraderet, da han var ansat hos DR (under Plummer), så er det svært ikke at tænke på, at Plummer bare er gået i en fælde, som Kurt Lassen har sat op. Kurt Lassen er gået efter manden, og bolden har været sekundær - men fint nok at der kommer noget PR og bogen sælger godt...
Det er så oplagt, at det næsten gør ondt, og det er en ynk at høre Kurt Lassen forsvare sig med, at han har gjort det i "en højere sags tjeneste"...
Personlig hævntogt, og personlig vinding...så enkelt er det nok. Glem glorien, Kurt.
Plummer har kvajet sig, og det betaler han så konsekvensen for.
Kurt Lassen har også kvajet sig, og det betaler den samlede journaliststand for:
For hvem ved deres sansers fulde brug vil i fremtiden tale uden for referat og til baggrund med en journalist, når man risikerer at blive optaget på bånd og siden offentliggjort på et dagblads hjemmeside? Og det endda FØR der er nogen, der har stillet krav om dokumentation for et citat, eller at det givne citat overhovedet er blevet offentliggjort?
Kurt Lassens dybt betænkelige - men effektive - markedsføringstræk for at få solgt sin bog har med et slag rådet ubodelig skade på alle journalisters muligheder for at tale fortroligt med kilder.
Så det mindste, Dansk Journalistforbund kan gøre, er med omgående varsel at eksludere Kurt Lassen for at signalere, at resten af standen tager afstand fra disse metoder, og at vi i DJ vil forsvare mulighederne for også i fremtiden at føre fortrolige samtaler med kilder til baggrund.
Uanset hvad der er op og ned, så har Bogkompaniet og Kurt Lassen formået at udføre et stykke veltilrettelagt og kalkuleret marketingsarbejde ved at lække lydfilen op til udgivelsesdagen af http://www.bogkompagniet.dk/index.php/katalog/plummer.
Bogen vil blive revet væk på udgivelsesdagen og hovedrollen må sige sit job op. Fremrangende markedsføring af et lille forlag der har forstået hvordan der skal skabe opmærksomhed.
Ja tak til det fulde lydklip fra Kurt Lassen - klippet kan jo afsløre om hvorvidt Lassen har konfronteret Plummer med offentliggørelsen af saftige oplysninger fra Plummers privatliv. Forhold der jo kan få de fleste til at blive desperate og til at indgå studehandler.
At Plummer ønsker at skjule detaljer fra hans privatliv gør jo ikke manden til en dårlig leder for en stor virksomhed. Det kan være at Plummers privatliv er turbolent og fyldt med hemmeligheder - på lige fod med så mange menneskers privatliv - men det har intet at gøre med hans dømmekraft og kompetencer i hans proffesionelle virke som generaksekretær for en stor virksomhed.
Måske ønsker Kurt Lassen et personligt opgør med Plummer. Lassen siger jo selv »Mit ærinde med den bog har stadigvæk været at give - med et stort og vægtigt kildegrundlag - et billede af en generaldirektør, som på mig og mine kilder ikke virker specielt kompetent. Så hvis han trækker sig, så er det vel godt for hr og fru Danmark. Og for alle os, der bruger DR's platforme. I hvert fald hvis han trækker sig på baggrund af det her.«
Lassen vil ikke blot fortælle historien om Plummer, men synes at det er vel godt for Hr og Fru Danmark og ham selv, hvis Plummer trækker sig. Hvad har vi her?
Flere