Aldrig før har danske medier brugt så mange ressourcer på VM i fodbold som i år. Men holder millionsatsningen rent journalistisk? Fra og med i dag dissekerer Kurt Lassen VM-dækningen på Journalisten.dk.
Det er dagen før dagen.
Den lange optaktsperiode til VM 2010 i Sydafrika er overstået, og i morgen begynder mediekrigen om seernes, lytternes og læsernes fodboldgunst for alvor. Det er nu – nu, nu, nu, nu, nu – at medierne skal måles på, om de kan levere kvalificeret fodboldjournalistik.
Rent økonomisk mangler der i hvert fald intet. Aldrig før har de danske medier brugt så mange penge på VM i fodbold som i år.
Alene rejseomkostningerne pr. journalist udgør 100.000 kr. Dertil kommer øget dækning og et enormt fokus på den anden side af Ækvator.
Men kan millionsatsningen overhovedet bære?
Og hvordan undgår medierne, at det hele ikke bare bliver en gang grå masseproduktion?
Spørgsmålene rejses af forfatter og journalist Kurt Lassen, der i løbet af hele fodboldmesterskabet blogger fast her på Journalisten.dk om VM i Sydafrika.
»Jeg vil forholde mig kritisk til den massive dækning af VM, som er sat i søen. Det er første gang i 6 år, at Danmark har sit landshold med ved en slutrunde, og samtlige mediehuse har sat alle sejl til. Men spørgsmålet er, om de kan levere varen?,« siger Kurt Lassen.
Følg med på Journalisten.dk fra i dag, hvor Kurt Lassen leverer sit første indspark på bloggen: Lassens Langside.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.