Kurdisk tv-station brændt ned efter to dage

En ny, uafhængig tv-station i den irakiske Kurdistan-provins nåede kun at sende omkring 15 timer, før den blev angrebet og brændt ned. Formenligt for at have dækket regeringsfjendtlige demonstrationer.

En ny, uafhængig tv-station i den irakiske Kurdistan-provins nåede kun at sende omkring 15 timer, før den blev angrebet og brændt ned. Formenligt for at have dækket regeringsfjendtlige demonstrationer.

Torsdag aften gik den i luften for første gang, men natten til søndag kom angrebet fra maskerede, bevæbnede mænd, der ydermere sårede en vagt.

Angrebet sker på et tidspunkt, hvor den kurdiske hovedstad, Sulaimaniya, er præget af demonstrationer mod det ledende kurdiske regeringsparti. Den nye tv-station – Nalia Radio Television (NRT) – dækkede demonstrationerne som eneste tv-medie, og stationens ejer blev angiveligt truet af lokale politikere, der ønskede at stoppe dækningen af demonstrationerne.

Shadman Salih bor i Danmark, men er tilknyttet Nalia TV, som han producerer indslag til med skandinaviske vinkler.

»Det er to års forberedelse og værdier for 10 millioner dollars, der gik op i røg,« fortæller han frustreret om angrebet.

NRT er ifølge Shadman Salih finansieret af private midler fra ejeren af et større kurdisk byggeselskab. Formålet har været at skabe et uafhængigt tv-alternativ til de øvrige tv-stationer, som Salih anser for at være under kontrol af provinsens to store politiske partier.

»Den kurdiske regering bryster sig af, at Kurdistan har mere end 1000 forskellige medier, og tager det som udtryk for demokrati og pressefrihed. Men ud fra min vurdering er det kun tre-fire af disse medier, der er uafhængige,« siger Shadman Salih.

Han fortæller, at der er en vis grad af pressefrihed, men at lovgivningen stadig rummer mange restriktioner fra tiden under Saddam Hussein. Derfor sker det ofte, at journalister slæbes i retten for at have forbrudt sig mod lovgivningen. En anden faktor er, at de religiøse ledere – mullaherne – ofte forsøger at blande sig og begrænse den journalistiske ytringsfrihed om religiøse emner.

I en pressemeddelelse udtaler NRT's leder, Twana Osmann, at den regionale regering og det ledende parti Kurdish Democratic Party må holdes ansvarlige for angrebet, indtil de skyldige er fundet og arresteret.

"Ødelæggelsen at stationen sker på et tidspunkt, hvor ingen andre satellit-kanaler er i stand til at dække begivenhederne. Og nu er der ingen tv-kanaler tilbage, der kan give en uafhængig dækning af begivenheder i Kurdistan," lyder det i meddelelsen ifølge CNN.

Shadman Salih siger til Journalisten.dk, at situationen omkring tv-stationen er meget forvirret, men så vidt han er orienteret, arbejdes der på at genoptage sendingen fra andre midlertidige bygninger.

0 Kommentarer