search

Kup-journalistik

I en serie artikler fra den 24. til den 27. marts indledte Berlingske Tidende sin egen private krig mod Dansk Tipstjeneste med overskrifter som "Reklamer æder lottogevinster", "V: Tipstjenesten skal granskes", "Internationale bookmakere klar til dansk skat".

Det var tilsyneladende en gedigen kioskbasker om Dansk Tipstjenestes misbrug af en dominerende stilling på spillemarkedet. Berlingske var endda leveringsdygtig i en løsning på problemet: De udenlandske bookmakere var nemlig mere end villige til at forsyne danskerne med spil i stedet for Tipstjenesten. En rigtig god historie med indbygget happy end, der kun havde en mindre hage: Det passer ikke.

Der er intet på nuværende tidspunkt, der tyder på, at Tipstjenesten misbruger sine indtægter. Og ingen med et minimum af kendskab til spilleområdet tror på, at engelske Ladbrokes eller australske Centrebet er parate til at betale det, der bare ligner de afgifter, som Tipstjenesten er pålagt.

Artiklerne lugtede langt væk af at være en regulær smædekampagne. Hvis ikke den bevidst overfladiske og fordrejede analyse af Tipstjenestens årsregnskab afslørede hensigten, så gjorde mikrofonholderiet for partskilderne det. De blev fremstillet som eksperter på trods af, at de var parter i sagen. "Eksperterne", som kommenterede Tipstjenestens tilsyneladende uduelighed og snarlige kollaps, var nemlig ikke hvem som helst. Det var nemlig de samme, som stod til at tjene på en liberalisering: De internationale bookmakere og deres rådgivere!

Som embedsmanden, der til daglig er ansvarlig for at administrere lovgivningen på området, er jeg vant til at få henvendelser fra vrede danskere, som ønsker et frit marked for hasardspil. Jeg forklarer så om baggrunden for lovgivningen, nemlig den historiske forbindelse mellem almenvelgørenhed og retten til at udbyde hasardspil.

Tipstjenesten er et barn af denne forbindelse. Selskabet blev skabt af Folketinget med dette ene formål for øje i 1948. I løbet af de sidste år er der derfor årligt blevet kanaliseret over en milliard kroner til idrætten og et utal af andre almenvelgørende formål. Staten, som har den dominerende aktiepost i selskabet, indkasserer selv årligt ca. en milliard kroner gennem forskellige afgifter.

Man kan sagtens være uenig i den konstruktion, som Berlingske Tidendes chefredaktør åbenbart også er. Det er ingen hemmelighed, at Berlingske har fået en liberalt sindet chefredaktør, og at avisen i sine ledere og kommentarer er en varm fortaler for privatisering og liberalisering. Avisen brød imidlertid alle journalistikkens normer, da den valgte at nedbryde grænsen mellem kommen-tar/leder og den egentlige journalisti-ske nyhedsformidling – med en smædekampagne som resultat.

Hvad værre er; som kampagnen udviklede sig, fik den karakter af at være et regulært kupforsøg rettet mod lovgivningsmagten, der skulle manipuleres til hastelovgivning. Målet var at iscenesætte et folkeligt pres på politikerne, som skulle bevæges til en hurtig liberalisering af markedet. Og taberne ville i givet fald være det danske samfund med spillerne og særligt de udenlandske bookmakere som de helt store vindere.

Journalistens motiver kan man som altid kun spekulere over. De politiske ambitioner har formodentlig været drivkraften, men jeg kan ikke lade være med også at pege på, at Det Berlingske Hus har åbenlyse økonomiske interesser i sagen. Huset har således et potentielt set lukrativt ben i spillemarkedet gennem ejerskabet af Tipsbladet, som først og fremmest lever af at informere om væddemål på fodboldresultater. Bladet har i flere år været en stærk tilhænger af en liberalisering af spillemarkedet og vil uden tvivl tjene på en liberalisering, der også vil gøre det lovligt at formidle væddemål til udenlandske bookmakere. Bladet er i øvrigt for tiden genstand for en politiundersøgelse, efter at Tipstjenesten med rette har anmeldt bladet for ulovlig formidling af udenlandske væddemål. Anmeldelsen ved Tipstjenesten får mig til at tænke, at Berlingskes artikler også kunne være motiveret af det ældste af alle motiver, nemlig ønsket om hævn.

Forhåbentlig efterlader Berlingskes serie af artikler os ikke med andet end en ny fremragende case til undervisningen på Journalisthøjskolen – en case om farerne ved sammenblanding af journali-stik, politik og måske endda økonomiske interesser. Men i hvert fald en case om manglende etik: For hvorfor nægtede journalisten, der skrev artiklerne, ikke at deltage i en så åbenlys smædekampagne? Efter Tamilsagen er det blevet klart for enhver embedsmand, at han forventes at have modet til at sige fra over for ulovlige eller usaglige beslutninger. Tager jeg fejl, eller gør det samme ansvar sig ikke også gældende for journalisten?

 * Peter Sehestedt er CAND.SCIENT.POL OG FULDMÆGTIG I SKATTEMINISTERIET

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen