Berlingske slipper for endnu en retssag. Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Kunstneren Jorit Tellervo vil ikke føre en sag om ophavsret mod avisen Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, en fotograf og Berlingske Media for landsretten. Det oplyser Tellervos advokat, Johan Løje, til Ritzau.
I begyndelsen af marts blev chefredaktøren, fotografen og mediehuset frifundet af en dommer i Københavns Byret.
Sagen drejede sig om et foto bragt i Berlingske af den danske investor Peter Warnøe og den amerikanske iværksætter Jared Heyman. De blev fotograferet foran et stort valmuemaleri af Jorit Tellervo, og hun mente, at hendes ophavsret som kunstner blev krænket, ved at Berlingske bragte billedet.
Hun forlangte derfor en godtgørelse på 100.000 kroner plus renter.
Hos Berlingske afviste chefredaktør Tom Jensen, at man havde gjort noget forkert ved at bringe billederne, og Københavns Byret var enig med begrundelsen, at maleriet havde en underordnet betydning.