search

84-årige Mai Nam ser tilbage på et liv bag kameraet, som ofte bød på politisk motiveret arbejde. »Jeg fotograferede for at holde moralen hos soldaterne høj og for at få de unge til at melde sig til fronten,« siger han. Helle Maj/Mayday Press

i

Kunstmaleren, der blev krigsfotograf

»Jeg er forskellig fra de andre krigsfotografer, fordi jeg kunne se skønheden i mange scener i krigen. Men det var nok, fordi jeg skulle have været kunstmaler, som min bror var det, siger Mai Nam

HANOI, VIETNAM Mai Nam står og smører olie på løbet og aftrækkeren på sit gamle gevær, før han hænger det op på væggen, hvor der allerede hænger et østtysk kamera og et billede af en ung fyr i uniform.

Tre håndgribelige minder fra 21 års krig. Først mod franskmændene, siden mod amerikanerne. 

Så sætter han sig i lænestolen, hvor alt er inden for rækkevidde. På gulvet står termokanden med kogt vand.

På sofabordet ligger en pakke Camel og en lighter ved siden af et askebæger, en tekande med grøn te og en klud til at tørre den grønne te op fra bordet, når hans rystende hænder rammer ved siden af koppen. Når tekanden er tom, bøjer han sig ned til termokanden og hælder mere vand på.


En ung Mai Nam ved fronten er klar til at forevige Vietnam-krigen med sit Pentacon SixTL. – Foto: Mai Nam/Privat

»Jeg skulle have været kunstmaler«

»Jeg er forskellig fra de andre krigsfotografer, fordi jeg kunne se skønheden i mange scener i krigen. Men det var nok, fordi jeg skulle have været kunstmaler, som min bror var det. Jeg prøvede altid at tage smukke billeder,« siger Mai Nam, som med lidt besvær får rejst sig fra lænestolen for at hente et billedalbum fra reolen, da jeg spørger ham, om han var rigtig fotojournalist eller en propagandist.

»Vi tog billeder af virkeligheden,« siger den 84-årige mand lidt fornærmet. Tilbage i lænestolen fortsætter han: »Vi kunne tage alle de billeder, vi havde lyst til under krigen.« 


Billedet af en ung kvinde ved fronten er et af Mai Nams signaturbilleder, og det har også fået en flot placering på udstillingen. – Foto: Mai Nam

Glade billeder skulle rekruttere

Mai Nam tænder en smøg, før han fortsætter:

»Men selvfølgelig var jeg ikke objektiv. Jeg tog kun de billeder, der var gode for vores kamp mod USA. Jeg fotograferede for at holde moralen hos soldaterne høj og for at få de unge til at melde sig til fronten. Derfor ser du så mange glade øjeblikke fra krigen.« 

En ung Mai Nam er her fotograferet med selveste den revolutionære leder Ho Chi Minh. – Foto: Mai Nam/Privat

Krigen var en misforståelse

Mai Nam arbejdede for den regeringsejede ungdomsavis Tien Phong under hele krigen. Han var den eneste fotograf på bladet og har overlevet både skudsalver og bomber utallige gange.

Han blev en del af den mediekrig, som Vietnam-krigen udviklede sig til. Begge parter forsøgte at mobilisere kampgejst ved at formidle historien stærkt selektivt.

Han er ikke bitter på USA i dag, men han er ked af, at krigen overhovedet gik i gang.

»Det var en krig, som opstod, fordi amerikanerne havde misforstået situationen. De troede, at kommunisme var uacceptabelt, men de tænkte ikke over, at den vietnamesiske kommunisme ikke var som den i Sovjet, og at det i øvrigt kun var vores regering, som var kommunistisk. Vi andre – folket – ønskede bare et uafhængigt og fredeligt Vietnam.«

Mai Nam er gift og har fire børn. Han gik på pension i 1994, men han fortsatte med at tage naturbilleder i mange år efter. Han har udgivet bogen ’Once a Glorius Time’ om de unges kamp under Vietnam-krigen.

Dette er den fjerde artikel i en serie om de vietnamesiske krigsfotografer.
 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen