search

Kun ét af tys-tys-kildens tip var en kioskbasker

Tys-tys-kilden var en desperat genvej til research, der ville have kostet Se og Hør mange mandetimer. Og så gav kreditkortoplysningerne bladet håb om at få scoops, der kunne vende oplagsnedturen. I realiteten var det kun en enkelt historie på tre år, der solgte mange blade

Kunne det virkelig betale sig?
Det er et af de helt store spørgsmål, der melder sig, når man i dag ved, at hele Aller-koncernen er sigtet af politiet i sagen om overvågningen af de kendtes brug af kreditkort. Og ikke nok med det:
Tre afgåede chefredaktører, forfatteren til bogen, der udløste hele afdækningen, og kilden, det hele handlede om – de er også sigtede.
Syv medarbejdere på Se og Hør, der stod i modtagerfeltet på en intern mail om brugen af kilden, har været sendt hjem fra arbejde siden 1. april.
Og hele branchen er trukket med ud i en dyb troværdighedskrise, hvor politikere høster stemmer på at tale om øgede straffe og sanktioner mod de medier, som meningsmålinger dokumenterer befolkningen har fået nok af.
Var det virkelig det værd?

For at finde svaret på spørgsmålet skal man rejse ind i dyrets inderste og forstå, hvad der får en grænsesøgende, men også fagligt ambitiøs redaktion så langt ud, at en forfatter får sin computer beslaglagt og redaktører deres private hjem ransaget.
En gennemgående forklaring er, at det var ren desperation, der i 2008 udløste brugen af en kilde, der angiveligt overskred sikkerhedsbeføjelserne og ikke mindst den almindelige tillid på sin arbejdsplads for at fodre Se og Hør med de private oplysninger.
»Det var panik før lukketid. Der var et ufatteligt pres, ledelsen lagde på chefredaktørerne, for at oplagsfaldet skulle stoppes. Alle, som kendte til kilden, vidste, at det var en farlig metode,« siger journalist og forfatter Ken B. Rasmussen, der i bogen ’Livet, det forbandede’ beskrev skandalen i et fiktivt univers, som BT derpå kunne dokumentere med interne sms'er og emails.
Den tidligere spindoktor Henrik Qvortrup blev ansat som chefredaktør i 2002, hvor oplaget var under 200.000. Ifølge den tidligere Se og Hør-journalist Peer Kaaes bog ’I sandhedens tjeneste’ lovede Henrik Qvortrup direktionen at hæve bladets oplag med 50.000 eksemplarer.
Og umiddelbart gik det godt. Det lykkedes i en årrække at holde oplaget på omkring 200.000 eksemplarer, faktisk steg det til 204.000 eksemplarer i andet halvår af 2004. I den periode oplyser folk omkring bladet, at Se og Hørs bidrag til Aller-koncernens samlede overskud lå på 60-70 millioner kroner om året før skat.
De bedste journalister blev forkælet med ferierejser, hvis de havde leveret et scoop, og hvis en person henvendte sig på den såkaldte stikkerlinje og tilbød et rigtig godt billede, var Se og Hør parat til at betale yderst rundhåndet – blandt andet fordi en kioskbasker dengang gav et mersalg på op til 20.000 eksemplarer. Det kunne også have en slags langtidseffekt.
»Når vi havde præsteret en forside, der solgte godt, kunne vi se, at folk købte bladet i nogle uger efter. Det gjorde det interessant at kæmpe for. Når man havde en god historie, spurgte man tit: ”Har vi trykt nok eksemplarer”,« husker en journalist.
Men fem år efter at Henrik Qvortrup begyndte på Se og Hør i 2002, meldte oplagsfaldet sig.
Sidst i 2007 faldt oplaget til 188.000 eksemplarer, hvilket betød et milliontab på bundlinjen.
Og i maj 2008 begyndte samarbejdet med tys-tys-kilden.
Hans svendeprøve en måned senere var at gøre det umulige, nemlig at fortælle præcist, hvor prins Joachim befandt sig på bryllupsrejse i Canada. 1)


Billederne i den seks sider lange reportage fulgte parret i Montreal på Burger King, i kirke og på shoppetur. De nygifte besøgte seks forskellige byer på turen, blandt andre Tofino, der kun kan nås med vandflyver, som det fremgik af citathistorierne i BT, Ekstra Bladet og på tv2.dk

Peter Dall, der var konstitueret chefredaktør på bladet tilbage i 2002, kalder det i dag vanvittigt at begå ulovligheder for at stoppe oplagsnedgangen.
»Det er ikke andet end en desperat jagt på oplag. Det er jo derfor, de ikke turde stoppe det,« fortæller Dall, der var med til at ansætte Henrik Qvortrup.
Peter Dall kan ikke finde nogen undskyldninger, der kan forsvare metoderne.  
»Men de havde åbenbart ikke regnet med at blive taget med bukserne nede. Det er for naivt, når man tænker på, hvor mange der vidste det. Med så mange journalister måtte det komme ud en dag. Den risiko glemte de at kalkulere med. Det var naivt og dumt,« siger han.
Peter Dall mener, at Se og Hør blandt andet begyndte at gå til yderligheder, fordi de kendte i stigende grad følte sig dårligt behandlet og ikke længere stillede op frivilligt. Se og Hør havde brudt alliancen mellem de kendte og sladderbladet. Journalistikken var blevet for kynisk.
»Når man laver gossip, skal man have anstændigheden med, ligesom når man laver alle mulige andre former for journalistik. Men Se og Hør kom under Henrik Qvortrup ind i en frygtelig spiral, hvor man overskred de kendtes grænser, så de ikke ønskede at stille op, og så var man nødt til at gå til yderligheder,« siger Peter Dall.
Tre uger efter historien fra Canada, i sommeren 2008, kunne Se og Hør afsløre, at politikeren Morten Helveg Petersen og tv-værten Line Baun Danielsen var på ”statsbetalt elskovsferie” i Berlin. 2)


Og i juli 2009, hvor Kim Henningsen netop var tiltrådt som chefredaktør, skrev bladet, at 20-årige Michala Kjær havde været på ”Vild luksusferie”, hvor hun havde ”skambrugt sit kreditkort”.
Begge historier var baseret på tys-tys-kilden, siger Ken B. Rasmussen i dag. Han forklarer også, at de journalister, der skrev artiklerne på baggrund af tys-tys-kildens tip, ikke nødvendigvis vidste, hvor oplysningerne kom fra. Eller at de var ulovligt indsamlet.
Ken B. Rasmussen kender selv til en konkret historie, hvor en journalist blev sendt sydpå for at skrive om en kendis med besked om, at tippet kom fra en dansk turist.
Journalisten bag artiklen om Michala Kjær ønsker ikke at udtale sig, men oplyser, at han intet kendte til kilden.

Kunne denne kynisme så betale sig?
Umiddelbart nej.
Ingen af de ulovlige tip, som ifølge Journalistens oplysninger i mindst 20 tilfælde endte på forsiden, var nok til permanent at vende Se og Hørs oplagsnedgang, der siden 2002 er styrtdykket med 42 procent fra 195.000 til 112.000 i 2013 ifølge Dansk Oplagskontrol.
Men strømmen af fortrolige kreditkorttransaktioner kunne kortvarigt løfte oplaget en enkelt uge – og dermed sætte en prop i faldet og genrejse selvforståelsen hos både redaktør og journalister.
»Historierne om Joachim og Maries bryllupsrejse til Canada sikrede et af de bedst sælgende blade i den periode,« siger Ken B. Rasmussen.
Ken B. Rasmussen mener, der var konsensus om den kyniske linje højt oppe i Aller. En linje, der også involverede den såkaldte stikkerlinje under Henrik Qvortrup og paparazzibilleder under Kim Henningsen, der var så grove, at andre medier tøvede med at vise dem.
»Tys-tys-kilden var bare en af metoderne. Vi kunne jo ikke lave det bløde for at øge oplaget, det gjorde Billed-Bladet,« som Ken B. Rasmussen forklarer motivet.
Problemet var, at selv de mest saftige forsider ikke kunne øge salget med samme faktor som tidligere. For mere end 10 år siden kunne en kioskbasker med for eksempel Janni Spies øge oplaget med 30.000-40.000 eksemplarer. Det tal er siden raslet ned til 5.000 og i sjældne tilfælde 10.000 blade, lyder det fra flere kilder.
Og hvorfor fortsatte brugen af den ulovlige kilde så?
En forklaring lyder, at selv små positive udsving i oplaget kunne finansiere tys-tys-kildens honorar på 10.000 kroner om måneden. Oplagsfaldet kunne med andre ord ikke vendes. Men der kunne stadig tjenes penge, mens maskinen styrtdykkede – og så fik Se og Hør via tys-tys-kilden informationer, som andre sladderjournalister ikke havde.
»Når det fortsatte, er det, fordi det var en god forretning. 10.000 kroner var jo ingenting,« siger Ken B. Rasmussen.
Tidligere konstituerede chefredaktør Peter Dall vurderer, at et mersalg på 5.000 eksemplarer giver Se og Hør en ekstrafortjeneste på 50.000 kroner. Ken B. Rasmussen mener, at beløbet er en del højere.
Han husker konkret, at når bladet solgte 5.000-10.000 blade ekstra, var der jubel på redaktionen, og medarbejderne blev samlet for at blive belønnet med kager.
»Gode salgstal blev virkelig fejret. Det betød meget. Hver gang der var gode salgstal, og Kim Henningsen kom tilbage fra en rygepause og havde talt med dem fra de andre blade, fortalte han, hvor fantastisk det var,« fortæller han.

Ken B. Rasmussen forklarer, at nogle tip ikke var journalistisk stærke nok. Andre faldt på et forkert tidspunkt og kom derfor ikke på forsiden, fordi Se og Hør ikke troede, at bladet kunne have dem solo, siger Ken B. Rasmussen.
Baseret på et tip fra tys-tys-kilden skrev Ken B. Rasmussen for eksempel i 2010, at Rigmor Zobel efter en kokain­sag var ”stukket af” til det schweiziske skisportssted Gstaad. 3)


”Rigmor Zobel kan ikke få nok af det hvide pulver, så selv om Danmark er dækket af det, gik turen sydpå til jetset-skisportsstedet over dem alle: Gstaad,” lyder første linje i artiklen.
Men den kom ikke på forsiden, fortæller Ken B. Rasmussen, fordi man frygtede, at andre ville komme først med historien. Morten Helveg og Line Baun Danielsens hemmelige tur til Berlin kom heller ikke på forsiden.
»Hvis vi havde fået historien lige op til deadline, var den røget på forsiden,« fortæller Ken B. Rasmussen.
Af artiklerne fremgik det ofte præcist, hvor mange penge de kendte havde brugt i forskellige butikker.
I en artikel om Janni og Christian Kjærs 20-årige datter Michala Kjærs pengeforbrug under en ferie i 2009 kan man læse, at hun har været vidt omkring – på St. Thomas, i Barcelona og i Cannes. 4)


”Alle steder boede hun på dyre hoteller og fornøjede sig med masser af shopping,” fremgår det af den korte artikel, hvor ordet ’kreditkort’ optræder to steder.
Ken B. Rasmussen siger, at han var opmærksom på, at det ville vække mistanke, hvis det var for usandsynligt, at Se og Hør selv havde gravet historien frem. Flere gange lod han en historie falde, fordi tys-tys-kilden var eneste kilde.
»Jeg fik for eksempel oplysninger om Joachim og Marie, som jeg ikke ville bruge, fordi vi ikke havde andre kilder. Det ville jeg ikke sætte mit navn på. Men en anden lavede den til bladet,« siger han.

Når brugen af kilden fortsatte år efter år, kan det også forklares med, at oplysningerne krævede langt mindre research, end hvis Se og Hørs egne folk minutiøst skulle overvåge de kendte i dagevis – eller tjekke et løst tip fra en kilde.
»Folk kunne for eksempel ringe ind og sige, at de havde set en bestemt kendis på Fiji, men de havde ikke nogen billeder af det. Så skulle det undersøges og efterforskes. Det er fandeme dyrt at tage til Fiji, hvis man ikke er helt sikker,« siger Ken B. Rasmussen.
Til sammenligning kunne it-supporteren fra IBM levere stensikre tip om, hvor de kendte befandt sig, og hvor mange penge de havde brugt.
»Hvis man af tys-tys-kilden fik at vide, at en kendt havde brugt sit kort på en bestemt cafe på Fiji, så var vedkommende stensikkert dernede,« siger Ken B. Rasmussen.
Da Se og Hør i 2009 var i udlandet for at opspore et dansk kendispar, tabte journalisten og fotografen parret af syne. Men kort efter kunne tys-tys-kilden oplyse, hvilken cafe de befandt sig på, fortæller Ken B. Rasmussen.
Se og Hør-journalisten bag artiklen har ikke svaret på Journalistens henvendelse om sagen.
Ifølge Ken B. Rasmussen blev kreditkortinformationerne også brugt til at lave den faste spalte ’Øjne i Natten’, hvor Se og Hør skriver om kendte i nattelivet, der ifølge spalten ofte får lidt for meget ind under vesten.
»Nogle gange rendte de rundt fra cafe til cafe og kunne ikke finde nogen kendte. Så fik de en sms om, at for eksempel Remee havde købt noget på en bar, og så skrev man, at Remee gav den gas på den pågældende cafe. Man vidste jo, at han havde været der, men man havde ikke selv set det,« siger Ken B. Rasmussen.

Alternativet til tys-tys-kilden var ofte dyrt. For eksempel sendte Se og Hør – uden tip fra tys-tys-kilden – i juni 2010 en gruppe journalister og fotografer udstyret med walkie talkies ud i tre biler til grevinde Alexandras bopæl på Østerbro for at overvåge hendes hjem en tidlig morgen. I alt var tre journalister og tre fotografer på opgaven.
»Vi skulle være så mange på opgaven, fordi vi ikke måtte miste hende i den københavnske trafik,« husker Ken B. Rasmussen.
Ideen var at undersøge, hvad skatteyderne egentlig fik for den apanage, som prins Joachims eks-kone modtager årligt. Se og Hør fulgte efter grevinden hele dagen, fra hun sagde farvel til sine børn om morgenen, til hun til slut tog i golfklubben, hvor hun ifølge billederne parkerer ulovligt.
»Jeg var med inde på cafeen, men de andre ventede i biler udenfor. I fitnesscenteret var det nogle andre, der fulgte efter hende,« siger Ken B. Rasmussen.
Da artiklen kom i bladet, skrev Kim Henning-sen i efterkritikken:
”FREMRAGENDE GÅET til alle involverede.”

Journalisten bag ugens bedste historie blev i flere år også belønnet med ”ugens cigar” og 5.000 kroner i bonus.
»Jeg fik 12 procent af cigarerne i min tid,« husker Ken B. Rasmussen.
På sit kontor havde chefredaktør Kim Henningsen en tavle med de bedst sælgende forsider.
Selv om medarbejderne i 2010 under chefredaktør Kim Henningsen fik at vide, at samarbejdet med tys-tys-kilden var ophørt, så fortsatte det i al hemmelighed. Kredsen, som modtog oplysningerne, blev bare mindre, forklarer Ken B. Rasmussen over for Journalisten.
Ifølge Peter Dall viser det, at ledelsen vidste, at det kunne få alvorlige konsekvenser, hvis det slap ud.
»Men de turde ikke holde op, fordi de var bange for oplagssituationen,« sammenfatter han.
Tys-tys-kilden fodrede Se og Hør med oplysningerne fra maj 2008 og i hvert fald frem til efteråret 2011, hvor Ken B. Rasmussen stoppede. Han ved ikke, hvor længe samarbejdet med IBM-medarbejderen fortsatte.
I samme periode faldt Se og Hørs oplag fra knap 188.000 blade i første halvår 2008 til 141.000 i andet halvår 2011, oplyser Dansk Oplagskontrol. For et ugeblad er fald i oplag dobbelt skidt, fordi bladet tjener færre penge og skal betale for hvert eneste blad, der skal retur og makuleres.
De nye tider kunne mærkes på redaktionen. Stemingen var trykket og arbejdsklimaet dårligt. Under Kim Henningsen var mere end en håndfuld medarbejdere sygemeldt med stress, og journalister taler om en stikkerkultur, hvor de ikke turde udfordre ledelsen. For at spare penge blev der skåret ned på layoutere og korrekturlæsere. Nogle af de dyre journalister med den højeste anciennitet blev fyret og erstattet af nyuddannede til en lavere løn. ”Ugens cigar” blev også afskaffet.
Efterhånden som salget skrumpede ind, fik færre på redaktionen adgang til oplagstallene, og der var længere mellem anledningerne til at fejre gode salgstal.
»Til sidst sagde Kim Henningsen, at det ikke handlede om bladsalg,« siger en kilde.
De seneste ugetal for Se og Hør viser, at Se og Hør efter skandalen har mistet 20 procent af ugesalget i Coops butikker. Se og Hørs oplag er nu nede mellem 80.000 og 90.000 om ugen. De tal har Journalisten ikke kunnet få bekræftet hos Se og Hør.
Tidligere redaktør Henrik Qvortrup, tidligere konstitueret chefredaktør og udgiverdirektør Per Ingdal og administrerende direktør i Aller Media Pål Thore Krosby har ikke ønsket at kommentere.
Kim Henningsen har ikke svaret på Journalistens henvendelse. Hans advokat, Kåre Pihlmann, siger, at Kim Henningsen ikke har mulighed for at svare på spørgsmål i sagen.
Ligesom Ken B. Rasmussen nægter de sig alle skyldige i at have begået noget ulovligt.

Kommentarer
1
Christian Vangsø Bentsen
12.06.14 07:59
Det er en tarvelig omgang at
Det er en tarvelig omgang at behandle Kenn B som sandhedsvidne omkring IT-gutten som i konsekvent benævner tys-tys kilden (ærgeligt i ikke kan lægge lidt dunkel underlægningsmusik ind over skriblerierne).

Peter Dall var konstitueret chefredaktør i 2002 - Hvorfor er han kommentator på historien når han tidligere har tilkendegivet at han lagde billet ind på en anden kandidat end Qvortrup og jo klart har tilkendegivet at han fandt valget af Qvortrup "belastende"?

Fagbladet gengiver igen igen igen at det er ulovligt for medier at indsamle "ulovligt fremskaffet information". Det er jo bare ikke rigtigt!!! Hvorfor kolporterer i den påstand?
Ekstra Bladets Løkke-historie om habitterne, der i øvrigt også var behæftet med fejl, beroede jo på ulovligt tilegnet information. Skal Poul Madsen så fyres eller er det kun Qvortrup og Bondesen og mange andre der skal fyres?

SE OG DØ - SKANDALEN kunne have givet anledning til alle mulige fede historier og så trækker i Kenn B og Peter Dall kortet.

Kudos for usandsynligt ringe evne til at udtænke noget der kunne minde om noget originalt!
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen