search

Kulturprogrammet alle elsker at hade fylder 10 år

Kulturprogrammet ’Smagsdommerne’ bliver opfattet som poppet og indbegrebet af selvoptagethed og krukkeri. Nogle mener, det er den kreative klasses svar på 'Robinson Ekspeditionen' for klummeskribenter. Men de hader det ikke mere, end at de selv godt kunne tænke sig at sidde i stolene, siger vært Adrian Hughes

Tre kloge kulturpersoner og en vært diskuterer en bog, kunstudstilling eller et teaterstykke. Sådan har opskriften været på kulturprogrammet ’Smagsdommerne’, som i dag fylder 10 år.

Først på DR2 og senere kulturkanalen DRK har oversmagsdommer Adrian Hughes styret slagets gang, når markante kulturpersonligheder fældede dom over tidens aktuelle værker. Og det koncept holder tilsyneladende stadig.

»Der er forbløffende lille forskel på 'Smagsdommerne' nu og for 10 år siden. Kernekompetencen i programmet er stadig den samme. Nemlig at folk ser programmet for at få et rids af, hvad der foregår på kulturfronten lige i øjeblikket, og får nogle meninger om det,« vurderer Adrian Hughes.

Og det er ikke kun kulturen, seerne får meninger om. Mange har også en mening om programmet selv og de smagsdommere, der deltager.

Snakkepapegøjer eller for poppet

’Smagsdommerne’ er programmet, folk elsker at hade; nogle ser ifølge Adrian Hughes mest programmet som »snakke-papegøjer, der kigger på deres egne indgroede negle« og andre mener, at programmet er alt for poppet.

Men netop uenigheden om programmets kvalitet og berettigelse er med til at få konceptet til at lykkes, mener Adrian Hughes.

»Hvis man har lavet et program, som på den ene side betragtes som indbegrebet af selvoptagethed og krukkeri, mens andre synes, at programmet er den kreative klasses svar på 'Robinson Ekspeditionen' for klummeskribenter, så har man måske ramt et eller andet, som alligevel kan bruges,« mener Adrian Hughes.

»Institutionaliseret overfladiskhed«

Man kunne sagtens lave et mere spidsvinklet og højpandet kulturprogram, men så ville man ikke nå ud til nær så mange seere, understreger han.

Selv beskriver Adrian Hughes ’Smagsdommerne’ som »institutionaliseret overfladiskhed« – det handler om at give folk et indblik i kulturens verden, om end kun et overfladisk indblik. Og han har kun oplevet programmets kritikere som civiliserede.

»På den måde hader de det ikke mere, end at de selv godt kunne tænke sig at sidde i stolene. Jeg siger ikke, at folk kun kritiserer programmet i misundelse over, at de ikke er inviteret med i klubben, men selv vores kritikere er stærkt civiliserede,« siger Adrian Hughes.

Et kendt koncept

10 år på værtsposten er længere, end de fleste kan bryste sig af. Adrian Hughes ville være blevet træt af rollen, hvis ikke programmet hele tiden forandrede sig, forklarer han. Én ting har især ændret sig i den tid, programmet har kørt: Det er blevet nemmere at forklare smagsdommerne præmissen for programmet.

»Vi forventer ikke, at de skal analysere et værk i bund og vide, hvem der senest har skidt i en spand bag en dør om et emne, der er svagt beslægtet. Vi beder dem om at vurdere, hvordan det var at opleve et kunstværk som mere eller mindre forudsætningsløs tilskuer. Det er blevet nemmere at forklare smagsdommerne, at det er det, vi efterspørger,« forklarer Adrian Hughes.

Svært at udvikle afløser

Der kommer hele tiden nye emner og nye ansigter til ’Smagsdommerne’. Og så har Adrian Hughes ikke rigtigt opskriften på et kulturprogram, som ville være en værdig afløser for programmet.

»Jeg er strandet med at udvikle Smagsdommer-programmets afløser. Jeg har hele tiden været på jagt med lys og lygte efter et program, som havde lige så stor staying power, som 'Smagsdommerne' har, men det har været svært for mig at udvikle det, fordi 'Smagsdommerne' bærer mange elementer, som er godt fjernsyn,« forklarer Adrian Hughes.

Han peger selv på elementet, som han kalder »trekampen mellem tre meninger«, som en af programmets klare styrker. Og så lærer man også noget om de mennesker, som deltager i programmet.

»Det er også på en skjult måde et portrætprogram. De mennesker, som fortæller om deres oplevelse af kunst og kultur, kommer også til at karakterisere sig selv. Vi vælger mennesker, som har en eller anden form for street credit fra andre sammenhænge,« forklarer Adrian Hughes.

Og så er der lige det problem, at han har svært ved at pege på et program, som han hellere ville være vært på. For Adrian Hughes handler det nemlig også meget om, at han selv interesserer sig meget for kultur. Han har kun én anke mod sin værtsrolle på ’Smagsdommerne’:

»Mit største problem ved at være vært for 'Smagsdommerne' op igennem de første 10 år er, at jeg ikke selv er det – altså smagsdommer. Det er rigtig ærgerligt, for jeg har kolossalt mange meninger om alt muligt, men der er aldrig nogen, der spørger mig.«

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen