Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er åben for at drøfte arbejdsvilkår i den danske film- og tv-branche under de kommende medieforhandlinger.
Det oplyser ministeren i et svar til Folketingets Kulturudvalg.
”Jeg diskuterer gerne i de kommende medieforhandlinger, hvilke muligheder der er for at sikre ordentlige arbejdsvilkår inden for rammerne af den danske arbejdsmarkedsmodel,” skriver Ane Halsboe-Jørgensen.
Spørgsmålet fra kulturudvalget er blevet stillet, efter at Film- og Tv-Arbejderforeningen (FAF) har rettet henvendelse til Folketinget med foreningens input til medieforhandlingerne.
I den opfordrer foreningen til, at der bliver sikret et bedre arbejdsmiljø og ’ordnede forhold’ i branchen. Blandt andet anbefaler FAF, at der sikres ordnede løn- og arbejdsvilkår gennem overenskomster eller lignende, som skal være forudsætning for at få offentlig filmstøtte. Derudover bliver det foreslået, at der skal indføres kædeansvar ved tildeling af støttemidler fra staten.
FAF foreslår også, at Dansk Filminstitut støtter enkelte produktioner med nok midler, så der kan ansættes nok arbejdskraft til overenskomstmæssige lønninger.
Ane Halsboe oplyser i sit svar til Folketinget, at der allerede findes lovgivning om arbejdsmiljø, som skal overholdes, ligesom at støttemodtagere også skal overholde lovgivningen for støttede projekter.
”Der skal desuden gennemføres en midtvejsevaluering af filmaftalen, hvor aftalekredsen får mulighed for at vurdere eventuelle behov for justeringer i forhold til filmstøtten,” skriver Ane Halsboe-Jørgensen.