Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kulturministeren Jakob Engel-Schmidt langer nu ud efter DR for at ”fastholde kønsstereotyper” i de to DR-programmer ’De dyre drenge’ og ’De dyre piger’.
I et opslag på det sociale medie X deler kulturministeren journalist på 24syv og tidligere DR redaktør Mille Ørsteds kritiske opslag om DR’s programmer, og skriver ”Sikke en træls fastholdelse af stereotype kønsroller. Det er vist en ommer”.
Over for Ekstra Bladet uddyber kulturministeren sin holdning og siger, at ”det er ærgerligt, at DR i sin programbeskrivelse beskriver piger og drenge meget kønsstereotypt. Når man laver beskrivelser af programmer til børn ned til syv år, må man gerne tænke sig lidt om,” siger Jakob Engel-Schmidt og fortsætter:
”Pigerne fremstilles som RKI-truede dulletyper med skarp fokus på mærkevarer, makeup og sjælløs shopping efter den næste Louis Vuitton-taske, mens drengene er Jesper Buch-typer. Skarpe CBS-fyre, der ligner nogle fra tv-serien ’Billions’, med blikket stift rettet mod karriere og en adresse på Strandvejen.”
Kulturministeren vil ifølge Ekstra Bladet ikke blande sig i indholdet på DR, men når programmerne henvender sig til børn, mener han, at man bør være opmærksom på de signaler, man sender.
I Ekstra Bladet svarer DR på kritikken og siger:
”Programmerne er ikke en generel fremstilling af mænd eller kvinder, men en beskrivelse af virkeligheden hos en gruppe af kvinder og en gruppe af mænd, som vi følger.”