Kulturministeren: Ingen planlagt licensstigning

"Det står for DR's egen regning," siger kulturministeren til Newspaq om DR's forslag om licensstigning.

"Det står for DR's egen regning," siger kulturministeren til Newspaq om DR's forslag om licensstigning.

DR meldte tidligere i dag ud, at stationen gerne ser en stigning i licensen. Helt konkret beder DR-ledelsen om 170 millioner ekstra om året til at lukke hullet efter de sidste års prisstigninger, som DR mener, har været større end stigningen i licensmidler.

Kulturminister Carina Christensen siger i dag til nyhedsbureauet Newspaq, at der ikke er planlagt nogen licensstigninger fra hendes side.

"Umiddelbart kan jeg bare sige, at danskerne betaler rigtig meget licens i forvejen, men nu skal vi lige i gang med selv forhandlingerne om medieforliget først. Og så må folk jo byde ind med de forslag og ønsker, de har, før vi kan tage stilling til det videre forløb," siger kulturminister Carina Christensen til Newspaq.

Kulturministeren forstår ikke, at DR melder så kontant ud. DR har beregnet, præcis hvor mange penge der skal tilføres årligt. I den mediepolitiske udspil skriver DR, at de 170 millioner årligt kræver en licensstigning på 64 kroner årligt.

"Det her er ikke på nogen måde afgjort. Der er ikke planlagt nogen licensforhøjelser. Jeg kan godt undre mig over DR's måde at formulere sig på, men det står for DR's egen regning," siger Carina Christensen.

Læs også: DR vil dele public service-indhold

0 Kommentarer