
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt forhandler med partier på begge politiske fløje. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) er gået i gang med at forhandle med en række partier om en ny medieaftale, skriver MediaWatch.
Og meget tyder på, at en ny aftale ligger lige om hjørnet.
”Det er korrekt, at forhandlingerne er i gang, og det er fortsat min og regeringens ambition at indgå forlig inden sommerferien,” skriver Jakob Engel-Schmidt til MediaWatch.
Med andre ord betyder det, at aftalen vedtages inden industriferien, der begynder 1. juli.
Det har længe vakt udbredt vrede og frustration i mediebranchen, at forhandlingerne har trukket ud.
I januar 2023 sagde ansvarshavende chefredaktør for JFM Peter Orry, at det hastede med at få loven vedtaget.
”Vi står i den her svære økonomiske situation, fordi vi har et folketing, der ikke kan tage sig sammen til at gennemføre medieforliget. Der er vedtaget en betydelig støtte til ugeaviserne, fordi de bidrager til at sikre den lokale sammenhængskraft. Men på grund af folketingsvalget nåede det ikke at blive stemt igennem,” sagde Peter Orry.
I regeringsgrundlaget for SVM-regeringen står der, at Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre vil bevare den medieaftale, der faldt på plads i 2022.
”Regeringen vil gennemføre medieaftalen, dog vil regeringen afsøge muligheden for at erstatte kulturbidraget med en ordning, hvor udbyderne kan vælge mellem en forpligtelse til at investere i dansksproget indhold eller betale en afgift – samt foretage yderligere tilpasninger,” står der i grundlaget.
Jakob Engel-Schmidt sagde i marts 2023 til MediaWatch, at flere års mangel på en medieaftale er en ”katastrofe for Mediedanmark”.
(Rettelse: Journalisten skrev i en tidligere version, at aftalen ville falde på plads inden Folketingets sommerferie på fredag. Det er ikke korrekt. Aftalen forventes indgået, inden industriferien begynder 1. juli 2023).
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.