Per Mikael Jensen må finde sig i endnu en gang at stå for skud. Kulturminister Carina Christensen har nemlig bestilt en ny undersøgelse af den tidligere TV 2-ledelse.
Der er kun gået to dage siden offentliggørelsen af den granskning, der skulle afgøre, om den tidligere ledelse i TV 2 kunne drages økonomisk til ansvar for TV 2's dårlige økonomi.
Granskningsrapporten frikender begge de forhenværende TV 2-direktører Per Mikael Jensen og Anders Kronborg. Rapporten konkluderer, at selv om de to kunne stilles til regnskab for nogle af de kritiserede forhold, kan det ikke bevises, at det har kostet TV 2 penge.
Derfor kan der på baggrund af rapporten ikke rejses erstatningskrav mod de to. Det vil kulturminister Carina Christensen nu have undersøgt igen.
I en pressemeddelelse skriver Kulturministeriet, at de vil have en ny undersøgelse af, om TV 2 har lidt tab som følge af uforsvarlig drift fra Per Mikael Jensen og Anders Kronborg.
"I ønsket om at sikre, at hver en sten er vendt i sagen, vil jeg nu bede et uafhængigt revisionsfirma om i samarbejde med Kammeradvokaten at lave en supplerende analyse af, hvorvidt TV 2 måtte have lidt et økonomisk tab som følge af lejekontrakten om Teglholmen samt indgåelse af distributionsaftalerne med Canal Digital og Viasat," siger Carina Christensen i en pressemeddelelse.
Først når den kommende revision er færdig, vil Kulturministeriet tage stilling til, om man vil rejse erstatningskrav mod de tidligere direktører.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.