Chokerende, uhørt og fuldstændigt uacceptabelt.
Sådan lyder reaktionen fra Christiansborg ifølge Politiken, efter at dokumentarserien om MeToo på TV 2 har kastet lys over, hvordan kvindelige medarbejdere på statsejede TV 2 har været udsat for magtmisbrug, seksuelle tilnærmelser og grænseoverskridende sexistisk adfærd fra mandlige chefer igennem en lang årrække.
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kalder over for Politiken arbejdsmiljøet på TV 2, skildret af de 11 medvirkende kvinder i dokumentaren, for ”fuldstændigt uhørt”. Ministeren fortæller, at hun vil følge TV 2-ledelsens tiltag for at rette op på kulturen.
”Jeg forventer, at de tager situationen meget alvorligt og vil gøre, hvad de kan, for at vi i fremtiden har et sundt arbejdsmiljø på TV 2. Det har jeg en drøftelse med TV 2’s bestyrelsesformand (Jimmy Maymann red.) om,” siger kulturministeren til Politiken.