Påstande om politiske motiverede udrensninger og modpåstande om indslumring og manglende faglig kunnen. Der blev råbt højt, da JP ændrede fokus fra traditionel kulturdækning af de skønne kunster til reportage og international værdidebat, herunder et stort skvæt islamkritik.

SAMMENSTØD. »Det er et fremragende interview. Rifbjerg fremstår som den indbildske nar, han er.«

I begyndelsen af september 2003 er Jyllands-Postens journalistiske chefredaktør Jørn Mikkelsen i røret fra Viby. Han er glad for et interview, som kulturjournalist Marianne Juhl har lavet med forfatteren Klaus Rifbjerg om de kulturradikale.

Interviewet skal have fyldig foromtale og åbne en stor serie om kulturkampen, husker Marianne Juhl. Hun siger, at samtalen med den begejstrede Jørn Mikkelsen er begyndelsen på en række begivenheder, der fører til, at hun forlader avisen. Marianne Juhl betegner selv sit farvel til JP som 'resultatet af en politisk udrensning'.

Journalistisk chefredaktør Jørn Mikkelsen kan ikke huske samtalen om Rifbjerg og ønsker heller ikke at kommentere personsager. Til gengæld vil han gerne fortælle om, hvorfor Jyllands-Posten omlagde sin kulturdækning radikalt.

»Vi ville internationalisere vores kulturdækning og udvide vores kulturbegreb. Med al respekt, så havde vores dækning tidligere primært orienteret sig mod kunstarterne. Dækningen skulle ikke bare udvides geografisk, men også være mere kulturdebatterende, som man kender det fra Politiken og Berlingske. Vi ønskede også at lade vores stemme høre i kulturdebatten, og det sprang nok i øjnene hos os, fordi vi ikke havde gjort det så meget tidligere. Jeg tror mange opfatter som en ideologisering, men det er det jo ikke. På kulturen er der fuldstændig de samme kriterier for adskillelse af journalistik og meninger som tidligere – og som i andre dele af avisen«, siger Jørn Mikkelsen.

Politisk udrensning eller journalistisk omlægning?

Der findes en tredje version af udviklingen i Jyllands-Postens kulturdækning. Ja, den journalistiske idéudvikling har fået ét markant nøk i højreorienteret retning, men samtidig er ambitionsniveauet højere, journalistikken er blevet farligere og har fået større intellektuelt vingesus.

Hele foråret og sommeren 2003 har den såkaldte kulturkamp bølget igennem de danske medier, efter at statsminister Anders Fogh Rasmussen samme år i januar har lanceret en borgerlig værdidebat i Weekendavisen.

»Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer,« siger Anders Fogh Rasmussen.

Samtidig mærker medarbejderne på kulturredaktionen Jørn Mikkelsens stigende engagement på mængden af mails med idéer og ordrer på historier. Han sender beskederne direkte til den enkelte medarbejder uden om daværende kulturredaktør Sven Bedsted. Jørn Mikkelsen er tændt på kritiske historier med afsæt i den borgerlige kulturkamps omdrejningspunkter: DR, islam og eks-kommunister.

Medarbejdere snakker om ordrer fra førerbunkeren, og indimellem kaldes Jørn Mikkelsen for 'chefideologen'.

For at imødekomme Jørn Mikkelsen var kulturjournalist Linda Bang Jessen tovholder på en række artikler om dannelse, hvor hele redaktionen deltog. Senere kom et tema om det multietniske samfund.

»Vi oplever i en lang periode en øget styring oppefra med hensyn til de emner, som skal i avisen. Efterhånden bliver vi taget som gidsel i et ideologisk korstog mod kulturradikale og folk, der ikke er kritiske nok over for islam og tidligere kommunister,« siger Linda Bang Jessen, der i dag er pressemedarbejder i Københavns Kommune.

Dagen efter det store Rifbjerg-interview bringer JP en skarp leder:

»Rifbjerg taler om tankens rummelighed blandt venstreorienterede. Ak ja. Tankesættet var så rummeligt, at det kunne favne en opfordring til frihedskamp og oprør mod påstået undertrykkelse i de vestlige demokratier på den ene side, og fortielse og ignorering af millioner af dødsofre i den socialistiske lejr på den anden. Det kan man kalde rummelighed. Tankens rummelighed.«

Marianne Juhl brød sig ikke om lederen:

»Jeg havde det sådan, at jeg skulle lokke kyllingen ud, og så skulle de slå den ihjel med en kølle.«

Lederen er ifølge Marianne Juhl skrevet af Jyllands-Postens daværende korrespondent i Rusland – Flemming Rose. Et halvt år senere er han Jyllands-Postens nye kulturredaktør. Ved sin tiltrædelse i april 2004 bebuder han, at kulturen skal være mere teksttung og international.

»Kulturen er ikke kun det smukke i tilværelsen. Det er også vaner, tænkemåder og livsformer, om man vil,« siger han i et interview.

Med Flemming Rose som kulturredaktør får Jyllands-Postens kulturdækning en mere markant drejning væk fra de klassiske udøvende kunstarter og hen imod en værdi- og idédebat. Specielt islam er i fokus på siderne.

»Når man indsætter en ny chef, så er det vel for at give piben en anden lyd. Man skal være mere end almindeligt tonedøv, hvis man ikke registrerer det i spalterne. I dag ligger fokus mere på den værdibaserede journalistik. Det er op til kulturinteresserede læsere at fælde domme,« siger Peter Kronsted, der har været kulturjournalist på JP i fem år.

Drejningen skaber sammenstød mellem Flemming Rose og de klassiske kulturjournalister, for det kan være svært at skulle omstille sig fra at skrive om kunst på Louisiana til artikler om et terrorregime i Pakistan.

"Hvis de stillede kritiske spørgsmål til prioriteringen, så udløste det irritation og pres på for at udføre opgaven. Der var ikke rum til diskussionen. Nogle var meget frustrerede," siger Linda Bang Jessen, der på det tidspunkt var blevet flyttet fra kulturstof, men fysisk sad klos op af sine gamle redaktionskolleger og skrev til JP København.

Kritikerne nævner en række eksempler på den ideologiske drejning i kulturjournalistikken i kølvandet på Roses entré.

Et eksempel er, at journalist Annelise Bistrup laver lange interview med direktøren og bestyrelsesformanden i den liberale tænketank CEPOS, selv om hun selv er medstifter af CEPOS.

Et andet eksempel er Flemming Roses fødselsdagsportræt af kulturministeren: »Brian Mikkelsen kan fejre 40 års fødselsdag med et godt, konservativt smil på læben«. Portrættet går tæt på ministerens sejre, men nævner ikke den mislykkede privatisering af TV 2. Samtidig får den tidligere socialdemokratiske kulturminister Niels Matthiasen i forbifarten prædikatet 'alkoholiker'.

Marianne Juhl oplever, at hun får ros, hvis hun interviewer folk, der er kritiske over for det multikulturelle samfund, men at hun bliver mødt med tavshed, hvis hun ikke er tilstrækkelig kritisk over for avisens 'fjender'. Det gælder blandt andre Lars von Trier, efter at han kritiserede USA, PEN efter afvisningen af den borgerlige skribent Lars Hedegaard, samt kulturradikale i al almindelighed.

Flemming Rose vil ikke udtale sig om personsager, men siger, at han har arbejdet hårdt for at hæve kvaliteten af kulturstoffet.

»Det er en krænkelse af mit intellekt, at jeg skulle forsøge at styre politisk. Jeg har en grundlæggende intellektuel nysgerrighed. Jeg vil simpelthen bare have de ting i avisen, som er spændende, velskrevne og engagerede, og så er jeg ikke så optaget af, om det har den ene eller den anden politiske drejning.«

Flemming Rose skriver i en intern efterkritik, at værdibaseret journalistik er i orden:

»Læsere af de tre interviews (med Daniel Cohn-Bendit, medformand for De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance i EU-Parlamentet, red.) i JP, Politiken, og Information vil have noteret sig, at der er stor forskel på dem i perspektiv og tilgang. Det er i alle tre tilfælde tale om det, man kunne kalde værdibaseret journalistik. De spørgsmål, der stilles, de ting, der tages for givet eller accepteres som fælles referenceramme for interviewer og den interviewede, afslører forskelle i værdier og verdensbilleder. Anders Raahauge (JPs skribent, red.) nærmer sig Cohn-Bendit fra et andet sted end Informations Jørgen Steen Nielsen eller Politikens Per Michael Jespersen. Det er helt fint," skriver han.

Flemming Rose siger til Journalisten, at hans kritikere forveksler politiske mainstream-holdninger med en neutral politisk position.

»De er ikke bevidste om deres egen politiske dagsorden, og når de så ikke kan se vinklen i redaktørens idé, bliver det et udtryk for en politisk prioritering. De indser ikke, at deres egen vinkel også er politisk,« siger han.

På ét punkt giver Flemming Rose dog kritikerne ret. Det var en fejl af ham – og ikke af den pågældende journalist – at lade en medstifter af CEPOS dække tænketanken journalistisk.

»Men den type habilitetsproblemer findes ganske ofte i for eksempel Politiken uden at nogen gør indvendinger. Politiken lader tit samme journalist både anmelde en film og dække den journalistik,« siger han.

En håndfuld medarbejdere har forladt kulturredaktionen, siden Rose kom til.

Marianne Juhl er en af dem.

Hun medgiver, at hun kan være ironisk og skrap, men alligevel chokerer det hende, at hun har fået en redaktør, der i flere tilfælde råber ad hende.

På et tidspunkt bliver Marianne Juhl kaldt til samtale på Flemming Roses kontor. Da ingen på det tidspunkt ønsker at være tillidsmand på Jyllands-Posten, gør Marianne Juhl opmærksom på, at hun har en båndoptager med til samtalen.

»Synes du selv, at du mentalt hører til her på Jyllands-Posten?« spørger Flemming Rose.

»Hvad mener du med mentalt?« spørger Marianne Juhl.

»Synes du selv, du hører til her på Jyllands-Posten?« spørger Flemming Rose igen.

»Ja, hvorfor ikke? Jeg har været her i ti år,« svarer Marianne Juhl.

Flemming Rose siger – ifølge Marianne Juhl – at han opfatter hende som skrap, arrogant og ironisk.

Efter endnu et sammenstød med Flemming Rose hen under sommeren 2005 forhandler Marianne Juhl en fratrædelsesordning igennem med ansvarshavende chefredaktør Carsten Juste.

»Jeg har været på borgerlige aviser i 25 år, og mine venner dør af grin, når jeg fortæller dem, at jeg pludselig blev set som sådan en slags højtråbende femtekolonne-kulturradikal,« siger Marianne Juhl.

Marianne Juhl nyder stor respekt på grund af sin store viden om dansk litteratur og dækningen af for eksempel Anna Castberg-sagen. Men der er også journalister på avisen, der giver ledelsen ret i, at hun ikke altid optrådte kollegialt.

På redaktionen er der i dag også medarbejdere, der er lodret uenige i, at Flemming Rose tromler og ikke tåler modsigelser:

»Jeg kan slet ikke genkende billedet. Jeg har ingen problemer med at sige til Rose, at den idé må da have været noget, han har drømt i sine nykonservative feberfantasier. Og når jeg siger det, så bliver det modtaget med et smil,« siger en kulturjournalist.

En nuværende medarbejder, som politisk står langt fra kulturredaktøren, siger om Flemming Rose, at han er 'den bedste chef, jeg nogensinde har haft'. Det skyldes hans vid, engagement, intellekt og idéer.

»Han rensede ud på en redaktion, der havde slumret sig selv ihjel. Hvis han havde været erhvervsleder, havde han fået topkarakter for at tiltrække nye folk.«

En udbredt holdning hos både tilhængere og kritikere er dog, at Flemming Rose har journalistiske idéer med en ideologisk slagside. En journalist giver udtryk for, at Flemming Rose er Jørn Mikkelsens forlængede arm – ideologisk set.

Journalister bliver bedt om at ringe på sager, som for fem år siden ville være blevet affærdiget med et skuldertræk.

For eksempel foreslog Flemming Rose ifølge en medarbejder for nylig, at man skulle ringe til de 12 danske forfattere, som klagede over Muhammed-tegningerne. De skulle spørges, om de ikke også var med under 1970ernes atom-marcher, og idéen var så at konfrontere dem med spørgsmålet: 'Hvis I tog fejl dengang, så kunne I vel også tage fejl i dag?'

»Jeg har da ringet på historier, som ikke ville være blevet lavet, hvis jeg havde været redaktionschef, men hvor man kan sige, at det er muligt at etablere en journalistisk præmis,« siger han.

Andre – både i og uden for redaktionen – hæfter sig ved, at kulturstoffet og specielt KulturWeekend er blevet bedre. Kulturen har formået at tiltrække skribenter med høj journalistisk integritet og kvalitet. Stoffet er simpelthen blevet mere velskrevet, og det er mere udfordrende læsning – uanset om man er enig eller ej.

* Læs også i dette nummer af Journalisten: »Ideologi på forsiden«, »Morgenavisernes prioriteringer«, »Politiken anklages for at være utroværdig« og »Chefideologens indtog«