search

Kulturel kapitulation

Med den forestående digitalisering af tv-signalet er det samtidig et skridt på vej mod enden for den kulturelle identitet, vi har med vores nabolande.

Med den forestående digitalisering af tv-signalet er det samtidig et skridt på vej mod enden for den kulturelle identitet, vi har med vores nabolande. Vi får nemlig sværere ved at se deres public service-stationer.

Prisen for den store liberalisering af tv-markedet bliver som ventet en kulturel kapitulation over for de store tv-mastodonter. Den 1. november har været på alles læber i forventningen om digitaliseringens store muligheder. Nu er det så ved at gå op for de fleste, at det for mange seere samtidig betyder endnu et skridt væk fra vores kulturelle identitet, og vi er slet ikke færdige endnu.

De af os, der lidt nøjsomt klarer os med tv-antenne på taget, kan fortsat se os som del af en region, for vi kan stadig kigge med på svensk, tysk eller norsk fjernsyn, alt efter hvor vi bor. Men resten – og det er hovedparten – af befolkningen må underlægge sig gatekeeperen Boxers luner og det grundlag, som politikerne valgte for Boxers virke.

Det er simpelthen ikke i orden. Med en så central rolle som Boxer spiller, burde det være helt oplagt, at de med deres helt særlige position i langt højere grad tænker public service og lader svenske og tyske public service-kanaler være en del af de digitale pakker. I stedet ryger de ud med badevandet med blikket fast rattet mod ratings og kommerciel formåen.

Vi har i DJ gjort opmærksom på dette problem i forbindelse med valget af gatekeeper, at kravet om nabolands-tv er af stor betydning for vores regionale identitet. Af samme grund har Copydan Kabel Tv gjort et stort arbejde for at sørge for dansk tekstning af en lang række programmer på nabolandskanalerne. Det er i virkeligheden en meget stor public service-indsats leveret af en forvaltningsorganisation på vegne af rettighedshavere.

Politikerne bør lægge pres på Boxer eller overveje ændringer i betingelserne, næste gang det er muligt, eller som minimum sikre den enkelte husstand ret til altid at kunne tilvælge nabolandskanaler med public service-indhold. Uden muligheden for at kunne se nabolands-tv mister vi sammenhængskraften med de nationer og kulturer, der ligner os mest. Det er kulturel kapitulation.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen