Universitetsavisen kommer fra nytår udelukkende som netavis. Rektor forklarer det som klimahensyn, men andre mistænker, at avisens kritiske linje er den egentlige grund, skriver Information.
Et lille led i en omfattende aktion for at nedbringe CO2-udslippet. Sådan begrunder Ralf Hemmingsen, rektor på Københavns Universitet, at institutionens kritiske organ Universitetsavisen fra næste år kun udkommer på internettet.
Men omlægningen skaber utilfredshed og kritik fra flere sider, der anklager Ralf Hemmingsen for at bruge miljøet som skalkeskjul for politiske og økonomiske motiver.
»Man kunne da godt få den tanke, at det hænger sammen med, at Universitetsavisen fører en kritisk debat, og at der ikke er en passende tiljubling af universitetsledelsen i bladet,« siger professor i biologi Tom Fenchel til Information.
Selv i universitetets miljøforening, GrønAgenda, er man skeptisk.
»Vi er da bekymrede for, at man nu bruger klimasagen som et figenblad til at dække over andre hensyn,« siger Casper Mølck fra foreningen til Information.
Omlægningen fra papir til web vil give en besparelse på 37 ton CO2, svarende til mellem tre og fire danskeres årlige forbrug. Besparelsen i distributionsudgifter vil være på 2,3 millioner kroner.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.