KS-formand: »Jeg både tror og håber, at DJ bliver klar«

Der er ingen sure miner fra KS, selv om DJ har droppet en fusion med dem på ubestemt tid, fastslår KS-formand Per Lindegaard Hjorth. Han tror på projektet og understreger, at KS stadig er klar til at fusionere. »But it takes two to tango,« siger han

Efter halvandet års arbejde med at afsøge mulighederne for en fusion med Kommunikation og Sprog besluttede Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse mandag at udskyde fusionen på ubestemt tid.

DJ er ikke klar, lød forklaringen fra formand Mogens Blicher Bjerregård. Derfor vil der ikke blive fremsat forslag om en fusion til afstemning blandt medlemmerne på delegeretmøde i 2015, som der ellers var lagt op til.

Kommunikation og Sprogs formand, Per Lindegaard Hjorth, mener stadig, at det vil være en god idé at fusionere de to forbund.

»Jeg synes jo stadig, det er en god idé, at vi fusionerer. Fordi vi har så mange fælles berøringspunkter. Men jeg har respekt for deres beslutning. Hvis DJ ikke er klar, så er DJ ikke klar,« siger han.  

KS tror stadig på projektet

Selv om fusionen altså blot er udskudt og ikke afblæst, forventer den erklærede fusionsmodstander tillidsmand på Berlingske Uffe Gardel ikke, at fusionen kan genoplives.

»Intet tyder på, at KS skulle forandre sig, og intet tyder på, at DJ’s medlemmer skulle ændre holdning til fusionen,« sagde Uffe Gardel i går til Journalisten.

Men den holdning deler KS-formand Per Lindegaard Hjorth ikke. Han tror stadig på projektet, selv om han ikke tør spå om tidsperspektivet:

»Jeg både tror og håber, at DJ bliver klar. Og vi er i hvert fald klar. Vi synes stadig, fusionen er en god idé – but it takes two to tango,« forklarer Per Lindegaard Hjorth.

Ser frem til tættere samarbejde

Men hvordan har I det med at have brugt så meget tid og arbejde på noget, der nu bliver lagt ned af DJ?

»Jeg vil hverken være sur, ked af det, skuffet eller glad – eller noget som helst andet. Det er en proces, og hvis DJ ikke er klar, så skal man have respekt for det,« siger Per Lindegaard Hjorth.

I stedet for at begynde at se sig om efter en anden fusionspartner, glæder han sig over, at DJ har besluttet at fortsætte og udbygge det tætte samarbejde med KS, selv om tempoet for fusionen nu bliver sat ned. KS og DJ samarbejder i dag bl.a. i a-kassen AJKS.

»Der ligger jo også det i det, at vi nu skal finde endnu flere områder at arbejde sammen om. Det synes jeg er spændende. Dermed kan vi også bevise, at vi kan arbejde sammen om målrettede indsatser,« siger Per Lindegaard Hjorth.

0 Kommentarer