KS er tilbage på Facebook – har fjernet knap 200 billeder

Kommunikation og Sprog har slettet knap 200 billeder fra deres Facebook-side, som blev lukket sidste år, da Journalisten kunne fortælle, at KS krænkede ophavsretten. »Nu har vi ryddet op i det,« siger formand

Fagforeningen Kommunikation og Sprog (KS) er tilbage på Facebook, efter at de har slettet knap 200 billeder fra profilen.

KS lukkede siden midlertidigt, efter at Journalisten i oktober 2015 kunne fortælle, at fagforeningen systematisk krænkede ophavsretten på Facebook. KS uploadede en række billeder uden aftale med eller angivelse af ophavsmanden.

»Nu har vi ryddet op i det og fjernet alle de billeder, hvor der ikke foreligger en aftale med ophavsmanden,« siger formand Per Lindegaard Hjorth til Journalisten.

KS skiftede holdning

Da Journalisten først kontaktede KS for at spørge til de mange sjove billeder, som var fundet rundt omkring på nettet og delt på Facebook-siden, afviste KS kritikken.

»Hvis vi hele tiden skulle angive kilden på alt, hvad vi deler, så kunne Facebook hverken fungere for os eller resten af verden. Vi har en okay ophavsretslov, men den er dybt forældet,« sagde kommunikationschef Susanne Møller Pedersen til Journalisten.

Det fik Dansk Journalistforbund (DJ) til at gå ind i sagen og erklære sig uenig med KS.

»Netop som faglige organisationer er det vigtigt, at vi fremstår som et godt eksempel. Det her er et naturligt pejlemærke, hvor vi kan fastholde, at aftaler er gode, og at man skal leve op til dem,« sagde DJ-formand Lars Werge.

Få dage efter skiftede KS holdning, Per Lindegaard Hjorth beklagede forløbet, og både Facebook-siden og fagforeningens Instagram-profil blev lukket.

Svært at finde ophavsmænd

Her til formiddag har KS så genåbnet Facebook-siden, som stadig er liket af 28.000 personer.

KS har gennemgået samtlige billeder, som fagforeningen har uploadet på Facebook-siden de seneste fem år. Det har været svært at finde ophavsmændene til de mange billeder, fagforeningen har fundet rundt omkring på nettet. Kun i cirka fem procent af tilfældene er det lykkedes.

»Når vi har kunnet finde ophavsmanden, har vi fået tilladelse til at bruge billederne. De fleste har sagt, at vi bare kunne bruge dem, og en enkelt ville have 100 kroner for det,« siger Per Lindegaard Hjorth.

I de fleste tilfælde, hvor ophavsmanden ikke kunne findes, har KS fjernet billederne.

»Mange af dem, som vi havde fundet billedet hos, var faktisk selv i tvivl om, hvor de havde det fra. Den slags har vi selvfølgelig slettet,« siger formanden.

Strammet de interne retningslinjer

Han understreger, at KS nu har strammet op på de interne retningslinjer, som en ekstern advokat har været med til at forny. De nye retningslinjer ønsker han dog ikke at lægge åbent frem.

Per Lindegaard Hjorth fortæller, at sagen ikke har fået nogen konsekvenser for den eller de medarbejdere, som har haft ansvaret for de systematiske brud på ophavsretten.

Han efterlyser en mere principiel diskussion af, hvordan man kan sikre fotografer og brugeres rettigheder bedre på Facebook. Selv foreslår han en aftale med Copydan.

»Vi efterlyser kollektive aftaler på det her område, ligesom der er aftaler for at bruge artikler, journalister har skrevet, og billeder, fotografer har taget. Jeg tror, det vil være en fordel for dem, der ejer materialet,« siger Per Lindegaard Hjorth.

Håber på "Copydan for sociale medier"

Han erkender, at det er svært at vurdere, om det er realistisk eller ej at få en aftale med Copydan, som gælder billeder på sociale medier.

Er det ikke også en hæmsko, at mange billeder på sociale medier ikke er uploadet af professionelle, men af helt almindelige brugere?

»Det ved jeg ikke. Men jeg håber, det er muligt, for jeg tror, det er bedst for alle parter,« siger KS-formanden.

Han tilføjer, at KS allerede har rettet henvendelse til Copydan.

0 Kommentarer