Det er et klogt træk, når økonomidirektør Anders Kronborg offentligt går ud og melder sit kandidatur til stillingen som administrerende direktør for TV 2. Det vurderer medie- og kommunikationschef Ulla Bechsgaard fra Ledernes Hovedorganisation.
"Kronborg er smart, når han bruger offentligheden til at køre sig i stilling til jobbet som administrerende direktør. Fordi han allerede er direktør i TV 2, kan han i modsætning til de andre kandidater omkostningsfrit melde sig på banen," siger hun.
Anders Kronborg får via sin offentlige interesse for direktørstillingen i TV 2 tiltrukket sig opmærksomhed og kan måske møve sig foran de andre kandidater ved at melde sig klar til udfordringen. Og selv om han ikke skulle få jobbet, vil det ikke stille ham dårligere, mener Ulla Bechsgaard.
"Han har en position og et cv, der gør, at han kan gøre det her uden at tabe ansigt. Vi ser i dag en tendens til, at højtprofilerede ledere godt kan blive fyret eller forbigået på deres job, uden at de mister ansigt af den grund," siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.