Direktør for TV2 Radio Jens Rohde risikerer at miste sit job efter beskyldninger om spionage mod socialdemokraten Henrik Sass Larsen. Konstitueret administrerende direktør for TV 2 Anders Kronborg truer med fyring.
TV 2 Radio skal måske snart finde ny direktør. En artikel i Ekstra Bladet i dag, der bringer beskyldninger om spionage på banen i valgkampens slutspurt, stammer nemlig muligvis fra Venstres tidligere politiske ordfører Jens Rohde.
Og viser det sig, at TV 2s radiodirektør aktivt har videregivet oplysninger om Henrik Sass Larsen, så er det farvel og tak til Rohde, siger Kronborg til TV2 News.
"Det fremgår ikke tydeligt for mig, at Jens Rohde har plantet historien aktivt, men hvis det viser sig efter valget, at han har bidraget aktivt, så kan vi ikke have ham ansat længere," udtaler konstitueret administrerende direktør i TV 2 Anders Kronborg.
Samtidig lader en anonym kilde i bestyrelsen for TV 2 forstå, at Jens Rohde læner sig op af en fyring, skriver Berlingske Tidende.
Foreløbig er Jens Rohde dog alene sendt på ufrivillig orlov til efter valget.
"Jeg vil ikke blande mig i politik mere. Men jeg vil heller ikke bestride sandheden, når Ekstra Bladet har fundet frem til den," siger Jens Rohde til Ekstra Bladet.
Tidligere formand for Socialdemokraterne Mogens Lykketoft betegner spionanklagerne for et karaktermord, mens Helle Thorning-Schmidt kalder angrebet for en smædekampagne. Samtidig melder Venstres tidligere pressechef Mikkel Faurholdt, at beskyldningerne mod Sass Larsen intet har på sig.
I helt andre sammenhænge har Jens Rohde dog angiveligt haft en kilde i Socialdemokraterne, siger Venstres uddannelsesordfører Tina Nedergaard til TV2 News.
(opdateret)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.