Kritiske journalister: Godt resultat for åbenhed i EU

Både kritiske journalister og danske politikere roser over for Journalisten.dk nye regler om åbenhed, som netop er vedtaget i Bruxelles. Nu lander striden på det danske EU-formandskabs bord.

Både kritiske journalister og danske politikere roser over for Journalisten.dk nye regler om åbenhed, som netop er vedtaget i Bruxelles. Nu lander striden på det danske EU-formandskabs bord.

Europa-Parlamentet har netop stemt ja til nye regler for aktindsigt. Danske politikere roser resultatet, og det samme gør en kritisk EU-journalist. Men slaget kan blive afgjort under det danske formandskab.

Kort fortalt drejer sagen sig om, at EU's regler for aktindsigt skal opdateres. De gældende regler er fra 2001, og derfor foreslog Europa-Kommissionen et nyt regelsæt tilbage i 2008. En grundpille er, at reglerne for aktindsigt skal udvides, så de omfatter langt flere agenturer og institutioner i EU-systemet.

Men Kommissionens forslag har fået heftig kritik, især fra journalister.

Journalisterne har blandt andet kritiseret ideen om, hvad der er 'et dokument'. I Kommissionens forslag er der færre dokumenter, der formelt anses for at være 'dokumenter' og dermed er omfattet af aktindsigt.

Det har også været kritiseret, at færre dokumenter skal være tilgængelige i løbet af en sagsbehandling – men først, når sagen er afgjort.

Nu har Europa-Parlamentet så sagt nej til Kommissionens forslag og smidt en række ændringer på bordet. Det skete i dag med 394 stemmer for, 197 imod og 35 blanke.

I Parlamentets alternativ er de mest kritiserede punkter pillet ud. Det vækker glæde hos den dansk-svenske EU-journalist Staffan Dahllöf. Han er en del af organisationen Wobbing.eu, der arbejder for aktindsigt på tværs af grænserne i Europa.

I Wobbing.eu er de glade for dagens resultat.

»Det er grundlæggende et godt resultat, fordi man afviser de klare forringelser fra Kommissionen. Især er det vigtigt, at Parlamentet afviser ideen om, at alt undtagen nøje registrerede dokumenter er omfattet af aktindsigt. Det ville skabe en meget stor gråzone af papirer, der ikke formelt eksisterer,« siger Staffan Dahllöf til Journalisten.dk.

I dagens debat forud for afstemningen forsvarede Europa-kommissæren på området, Maroš Šefčovič, Kommissionens forslag:

»Denne aftale risikerer at tage tid, og jeg er bange for – rapportens ændringsforslag taget i betragtning – at en aftale om ændring af forordningen ikke er inden for rækkevidde. Jeg kan naturligvis ikke forudse, om Rådet vil acceptere ændringsforslagene, men mange af dem vil være uacceptable for Kommissionen,« sagde Šefčovič.

Blandt dem, der stemte for Parlamentets alternative forslag er Anna Rosbach (tidligere DF, nu løsgænger).
»Demokrati kræver gennemsigtighed og åbenhed. Derfor er det afgørende, at offentligheden sikres ret til indsigt i EU-institutionernes arbejde,« udtaler Rosbach i en mail.

De fleste af dem, der stemte imod Parlamentets alternativ, var fra den konservative gruppe i Parlamentet. Men det danske medlem af den gruppe, Bendt Bendtsen (K), stemte for.

»Jeg har stemt for forslaget, fordi vedtagelsen af betænkningen giver det danske formandskab meget gode forudsætninger for at få noget ambitiøst vedtaget,« udtaler Bendt Bendtsen til Journalisten.dk.

Han understreger, at forslaget også tager højde for at beskytte oplysninger, der kan skade virksomheders konkurrenceevne ved at komme frem. 

Næste skridt i processen er, at EU's regeringer i Ministerrådet skal tage stilling til forslaget. Dermed bliver reglerne for aktindsigt noget af det, der er på programmet under det danske formandskab fra januar 2012.

Her kommer det næste vigtige slag til at stå, vurderer Staffan Dahllöf.

»Der var et stort mindretal, der stemte imod i Parlamentet – og det var primært de konservative. De politikere, der stemte imod, er fra partier, der sidder i regering i mange EU-lande, og derfor står de stærkt i Ministerrådet. Så det bliver ikke let af få Parlamentets forslag igennem. Det må være en opgave for det danske formandskab,« siger han.

Du kan læse mere om de kritiske journalisters kritik af forslaget punkt for punkt på Wobbing.eu.

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right