En journalist har nu fået rettens ord for, at han godt kan skrive kritiske artikler om korruption i Myanmar uden at lægge navn til. Landets mineminister har ellers lagt sag an for injurier.Magasinet The Voice fra Myanmar har i dag onsdag fået rettens ord for, at de ikke skal afsløre navnet på den reporter, der har afsløret korruption i regeringen.
The Voice kunne i marts måned berette om misbrug og uregelmæssigheder i flere ministerier under Myanmars tidligere militærdiktatur. Landets mineministerium anlagde efterfølgende injuriesag mod magasinet og krævede, at artiklens forfatter blev afsløret.
Men magasinet har onsdag fået rettens ord for, at de ikke behøver opgive navnet på forfatteren, skriver Associated Press.
At pressesager overhovedet bliver taget op i retten, ses som tegn på, at censuren i landet er lempet, siden civilregeringen trådte til i 2011. Der er således ikke længere censur på emner som sundhed, underholdning, mode og sport.
Generelle nyheder og historier om religion skal dog stadigvæk læses igennem af myndighederne, inden de kan blive offentliggjort. Mange mediefolk mener dog, ifølge Associated Press, at de nye retssager mod medierne er en ny trussel mod pressefriheden.
Det tidligere militærregime lavede omfattende pressecensur, og journalister, der overtrådte reglerne, fik voldsomme straffe. Og på trods af lempelser af censuren benytter medierne sig stadig af anonyme skribenter, når der er tale om følsomme emner.
Injuriesagen mod The Voice fortsætter den 6. juni.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.