Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
14:45 01.12.2021 Sebastian Goos

Kritisk medlem af TV 2 Bornholms bestyrelse trækker sig

Esben Ørberg, der er næstformand i Bornholms Borgerforeningers Samvirke, har trukket sig fra bestyrelsen i TV 2 Bornholm.

”Men jeg har ikke brug for nogen offentlighed eller at skandalisere noget,” siger Esben Ørberg til Bornholms Tidende. Over for Bornholms Tidende forklarer Esben Ørberg, at hans udtræden hænger sammen med, at han er uenig i strategien for TV 2 Bornholm. Esben Ørberg siger til Journalisten, at han ikke ønsker at uddybe sin udtræden.

Netop strategien for TV 2 Bornholm var også central i Journalistens dækning af tv-kanalen tidligere på året, hvor Esben Ørberg kritiserede, at TV 2 Bornholm satser så meget på digitale nyheder:

”TV 2-regionerne kan gerne beholde deres tilskud, men det er hul i hovedet at bruge pengene på det samme, som de private og uafhængige lokalaviser kæmper med næb og klør på at fastholde og udvikle. Vi finder det ikke fair, at vores tv-station publicerer enorme mængder offentligt støttede tekstnyheder, heraf vel omkring halvdelen uden nogen som helst bornholmer-vinkel, ud på et marked, som avisen lever af på markedsvilkår,” sagde han dengang på vegne af borgerforeningerne.

I artiklen kunne Journalisten dengang fortælle, at TV 2 Bornholm producerer langt flere artikler til nettet end andre TV 2-regioner, der dækker flere kommuner på en gang.

SENESTE NYT

Flere nyheder