Kritisk freelance-journalistik bliver skudt ned af kolleger og stoppet af redaktionerne.

Journalister, der arbejder med undersøgende journalistik, modarbejdes af kolleger, der tjener penge på efterfølgende at tage den kritiserede parts parti og vende stemningen i pressen.
Det budskab afleverede freelance-journalisterne Tom Heinemann og Birthe Lauritsen på FagFestivalen.
»Da Danmarks Radio for nylig kørte et kritisk dokumentarprogram om adoption, blev den kritiserede part kort efter kontaktet af et freelancebureau, hvis journalister tilbød at vende stemningen, så adoption fik positiv omtale. Pris: 70.000 kroner,« sagde Birthe Lauridtsen.
»Man kan mene om udsendelsen hvad man vil, men at kolleger, som pokkerme da også er medlemmer af forbundet, sidder og agerer virksomhedskonsulenter, det er så problematisk, at jeg næsten savner ord,« sagde Birthe Lauridtsen, hvis mest kendte journalistiske scoop er en artikelserie i avisen Jydske – senere JydskeVestkysten – om lokalpolitiske usandheder da Sergentskolen i Sønderborg skulle flyttes.
Også Tom Heinemann havde eksempler på freelance-kollegernes indsats. Tom Heinemann har sammen med kollegaen Ulrik Dahlin lavet en række historier i flere medier om uoverensstemmelserne, da Ørestaden udliciterede Metroen.
»Da vi kastede os over hele Ørestads-projektet blev jeg ringet op af en freelancer. Han forsøgte at tørre et »eksklusivt interview« af på os, så vi ligesom kunne få forklaret af ledelsen, hvad det hele handlede om. Det er rent PR-arbejde han laver, og han tjener mellem 12.000-15.000 kroner om dagen på det. Det er en kollega, du sidder over for, men jeg synes faktisk, det er lidt problematisk, vi er i samme forbund.«

Rødt kort fra Berlingske
Ikke bare freelance-journalister opleves som modstandere. Det gør redaktionerne også. Tom Heinemann beretter, at han for nogle år siden, umiddelbart efter at tunnelen under Storebælt blev oversvømmet, skrev en kritisk artikel om Storebælt.
»Weekendavisen var meget interesserede. Der skulle lige rettes nogle småting, men ellers var den fin. Og så skulle historien også runde husets ledelse, lød det,« fortalte Tom Heinemann. »Senere forstod jeg, at de ord betød, at Ole Scherfig (bestyrelsesformand for det Berlingske Officin. Red.) skulle se historien. Weekendavisen trykkede aldrig en linje – men jeg modtog min check alligevel,« beretter Tom Heinemann.
Den fortælling vækker vantro miner i salen. »Men Berlingske siger jo altid, at Ole Scherfig ikke blander sig i indholdet?«
Tom Heinemann:
»Det er rigtigt, men jeg har fået bekræftet af kilder på Weekendavisen, at det er, hvad der skete.«
Birthe Lauridtsen kan supplere med en historie fra samme skuffe. Hun lavede for nogle år siden en artikel til Berlingske Tidende om problemer med en modermælkserstatning, som Statens Serum Institut kontrollerede. Da hun ville følge op på historien, sagde avisen stop, fortæller hun.
»Da jeg klagede over den behandling til daværende chefredaktør Anne E. Jensen, sagde hun, at »myndighederne siger, at din historie ikke er sand.« Jeg forsøgte at forklare, at man i andre tilfælde inden for journalistikken har oplevet, at myndighederne afviser kritiske journalistiske påstande, men al argumentation prellede af. Kort efter kørte avisen et seksspaltet dementi af min historie – uden at orientere mig.«