search

Kritisk journalistik i tredje verden

 

 

Ytringsfriheden er blandt demokratiets grundpiller, men i den tredje verden er den ofte et forkætret begreb for egenrådige og korrupte magthavere. Adskillige journalister og redaktører fortalte dramatiske og rystende historier om deres arbejdsvilkår og myndigheders magtmisbrug på den globale konference om undersøgende journalistik.

 

JOURNALISTER REGNES FOR TERRORISTER

[NEPAL]
Mohan Mainali er leder af Center for Investigative Journalism i Kathmandu, Nepal. Her underviser og coacher han journalister i at skrive og redigere, lave radio og producere tv på et kritisk og undersøgende grundlag.

Frem til 1990 var landet med 23 millioner indbyggere præget af civile uroligheder. Der var ofte blodige træfninger mellem regering og maoistoprørere, som regeringen kaldte og fortsat kalder terrorister. I 1990 blev det autoritære regime imidlertid afskaffet og afløst af konstitutionelt monarki, blandt andet med dansk assistance, og guerillaen indledte våbenhvile.

"Efter systemskiftet har Nepal gennemgået bemærkelses-værdige fremskridt. Men da maoisterne brød våbenhvilen i 2001, gik der kun få dage, før regeringen indførte undtagelsestilstand og pressecensur. På instituttet har vi især beskæftiget os med krænkelser af menneskerettighederne og pressens forhold og reaktioner på undtagelsestilstanden fra 26. november 2001 og ni måneder frem."

"Den mest kritiske artikel, jeg har skrevet, blev faktisk offentliggjort under undtagelsestilstanden, hvor en regeringskritisk artikel i yderste konsekvens kunne føre til dødsstraf for landsforræderi og 'terrorisme'. Men der skete mig intet, nok mest fordi jeg havde valgt at lade artiklen offentliggøre i et velrenommeret og solidt bladhus," fortæller 38-årige Mohan Mainali.

I projektet Emergency Watch producerede han fem kontroversielle historier, blandt andet om den nepalesiske hærs massakre på 17 bygningsarbejdere fra landsbyen Jogimara i det centrale Nepal. Hæren brændemærkede de dræbte som 'terrorister', men artiklen godtgjorde, at mændene var uskyldige civile. Mainali og instituttet lavede siden en tv-film om lidelserne hos familierne og de efterladte.

"Så længe jeg opholder mig her i Kathmandu-dalen, føler jeg mig ganske tryg, fordi der er så mange udenlandske regerings- og FN-repræsentanter ved siden af de mange NGOer, som arbejder her. Men hvis jeg rejser langt ud i vores provinser, kan jeg let risikere at blive dræbt som 'terrorist'," fortæller han.

Mohan Mainali bider mærke i, at CNN i gennemsnit spen- derer 4.000 dollar til krigstræning på hver journalist. Da han og nogle kolleger skulle ud i Nepals krigsområder, kunne de godt få forsikret deres udstyr, men de kunne ikke få forsikret deres liv.

 

SAT UD TIL LØVER OG LEOPARDER

[SYDAFRIKA]
Mzilikazi wa Afrika, Investigative Reporter, står der på den sydafrikanske kollegas visitkort. Mange landsmænd med den titel er ikke kun underbetalte, de må også ofte arbejde under ekstreme og umenneskelige forhold.

"Jeg har personligt modtaget flere dødstrusler end mit samlede antal fødselsdage, siger Mzilikazi wa Afrika, 32 år og dybdeborende journalist på Sunday Times i Johannesburg.

Han bruger et afrikansk mundheld "I junglen bliver selv jægeren jaget" og forklarer:

"I Afrika er undersøgende journalister formentlig noget af det mest eftertragtede bytte. Vores 'forbrydelse' består i, at vi kritisk graver os ned i sager om korruption og magtmisbrug. Men at grave i korruption i Afrika er næsten som at grave sin egen grav: Jo mere du graver, jo større fare udsætter du dig selv og din nærmeste familie for."
Siden 1999 har Mzilikazi wa Afrika modtaget 13 nationale og internationale medieudmærkelser og priser for at efterforske og skrive om svindel, korruption og organiseret kriminalitet.

Han ved, han lever livet farligt:

"For at afsløre et netværk af slavehandlere, fik jeg mig selv placeret i Mozambique som en slave, der skulle sælges. Men pludselig gik mit dække i stykker. Med en pistol for tindingen måtte jeg indrømme, at jeg ikke var slave, men at jeg arbejdede undercover. Men jeg sagde til dem, at jeg var politibetjent. Det reddede formentlig mit liv. Banden gav mig bind for øjnene, og stadig med en pistol presset mod hovedet kørte de mig langt ud i bushen. 'Begynd at gå', sagde de. Jeg regnede med, at nu ville de dræbe mig, så jeg vendte mig ikke om. I stedet sank jeg på knæ og bad min sidste bøn. Men pludselig hørte jeg bilen køre, og jeg tog bindet af – fri! jeg er fri!? Så gik det op for mig, at de havde sat mig af midt ude i Kruger Nationalpark, hvor der er flere løver og leoparder end noget andet sted på kloden. Dyrene skulle gøre arbejdet færdigt, så der ikke var nogen spor af forbryderne. Men lidt efter blev jeg frelst af nogle biler fra en safari."

Mzilikazi wa Afrika ser magthavernes korruption som Afrikas altoverskyggende problem.

"Korruptionen i Afrika spreder sig som en ukontrollabel ild over hele kontinentet, men der skrives og fortælles forbavsende lidt om det. Det er ikke fordi, vi ikke har modige og frygtløse journalister nok. Problemet ligger snarere i det faktum, at der findes så mange lejemordere og andre, der er villige til at slå ihjel for småpenge og sågar bare for et stykke brød. De bliver nærmest aldrig arresteret og endnu sjældnere sat i fængsel.

Men journalister i Afrika må blive ved med at afsløre korrupte magthavere og medvirke til, at de kommer for domstolene og får deres straf. Trods alt er retssystemerne i blandt andet Sydafrika, Zimbabwe og Swaziland stærke og uafhængige, og vi må stole på domstolene i offentlighedens og befolkningernes tjeneste," siger Mzilikazi wa Afrika.

 

HØJESTERET UNDER ANKLAGE

[SRI LANKA]
En artikel om en kvinde, der hævdede, hun var blevet voldtaget af en embedsmand, da hun ville anmelde et overgreb, satte en lavine i gang.

Artiklen stod i ugeavisen Ravaya i Sri Lanka. Den skulle vise sig at koste en regering magten og medføre en forfatningsmæssig krise.

Avisens chefredaktør Victor Ivan Maju-wana Kankanamge, der også er leder af Free Media Movement i Sri Lanka, blev udsat for et nærmest umenneskeligt pres. Han blev konfronteret med 11 kriminelle anklager, og avisens redaktionslokaler blev angrebet med bomber.

Affæren eskalerede gennem mere end seks år, idet stadig højere myndigheder og instanser i Sri Lanka dækkede over fejl og embedsmisbrug hos deres underordnede instanser: Statsanklageren beskyttede voldtægtsmanden ved den lavere retsinstans; justitsministeren "frikendte" offentligt både den voldtægtsanklagede og statsanklageren; statsanklageren fik retlig immunitet, da han blev forfremmet og udnævnt til højesteretspræsident; parlamentet måtte nødtvunget sætte spørgsmålstegn ved højesteretspræsidentens upartiskhed og uafhængighed; højesteret reagerede med en afværgemanøvre ved at neutralisere parlamentet; præsidenten var tvunget til at udskrive nyvalg, og et nyt parti overtog regeringsmagten.

Alligevel holdt Victor Ivan Majuwana Kankanamge stædigt fast i avisens udgangspunkt, nemlig forsvaret for et ubeklikkeligt og uafhængigt retsvæsen, hvilket han har modtaget en stor hædersbevisning for fra den srilankanske udgiverforening.

 

PRÆSIDENTENS FAMILIE SIDDER PÅ ALT

[KASAKHSTAN]
Den uafhængige kasakhstanske avis Republik afslørede præsidentens datter i et klodset svindelnummer. Få dage senere afviste trykkeriet at trykke avisen. Men der skete mere.

"Vi modtog et halshugget hoved på re-daktionen, der også blev angrebet med molotovcocktails. Politiet fandt nærmest ingen spor af gerningsmænd," fortæller Irina Petrushova, chefredaktør på Republik.

Kasakhstan blev uafhængig af Sovjet for 11 år siden. Nu som før stammer landets hovedindtægter fra olie og gas – eller rettere, præsidenten og hans families hovedindtægt stammer fra olie og gas, for de sidder på det hele.

"Alle medier har været kontrolleret af præsidenten og hans familie eller deres embedsmænd. Og enhver kritisk journalistisk undersøgelse af magtens dispositioner er blevet forsøgt stoppet," siger Irina Petrushova.

Republik har redaktion i hovedstaden, Almaty. Avisens hovedvægt ligger på finans- og økonomistoffet.

"Vi slog ned på enkelteksempler for at kunne generalisere. Vi afslørede et udenlandsk selskab med koncession på udvinding af aluminium, som ikke betalte skat. Ejeren var israelsk statsborger og nær ven af præsidenten. Vi spurgte finansministeren, hvorfor virksomheden ikke betalte skat. Jamen, det skyldtes et fem år gammelt dekret fra præsidenten, hed det. Vi regnede ud, at staten var gået glip af mange millioner skattekroner, så vi gik til parlamentet, der gjorde resten af arbejdet for os. Da vi skrev om det, blev det så stor en skandale, at præsidenten måtte ophæve dekretet og opkræve skat."

Med denne og lignende historier fik Irina Petrushova og hendes kolleger tydelige problemer med præsidenten og hans familie, mens avisen til gengæld har opnået stor troværdighed og popularitet i befolkningen.

 

Læs også: Journalistikkens guldalder, En guldgrube for undersøgende journalistik, På udkig efter verdens bedste journalister, Journalister hjælper journalister, En journalist blev myrdet, Taler og foredrag på nettet, Globalt netværk, Samarbejde på tværs af grænser,Sandheden er Guds datter og Råd fra en redaktør

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen