Mozambiques mest kritiske journalist, Carlos Cardoso, er blevet myrdet på åben gade.

Mozambiques mest kendte journalist, Carlos Cardoso, blev den 22. november myrdet midt i hovedstaden Maputo. To biler spærrede vejen for Cardosos Toyota, og to mænd med AK-47-rifler sprang ud og skød den 48-årige reporter i hovedet. Hans chauffør, Carlos Manjate, blev hårdt såret. Derefter forsvandt gerningsmændene.
Cardoso var en af de få mozambiquiske journalister, der mestrede den undersøgende journalistik.
"Han skrev om de svære emner. For eksempel om narkohandelen og korruptionen i de offentlige institutioner. Det kunne narkohandlerne ikke lide, og det kunne nogle medlemmer af regeringen heller ikke lide. Cardoso var en farlig mand for fjenderne af åbenhed og pressefrihed," fastslår generalsekretæren for det mozambiquiske journalistforbund, SNJ, Hilário Matusse.
Han mener, at mordet var en advarsel til alle landets journalister. Det skete dagen før, journalistforbundet fyldte fire år, og samme aften blev en reporter fra Rádio Mocambique, Custódio Rafael, overfaldet af nogle mænd på vej fra arbejde. De tog hans penge og skar et stykke af hans tunge, for – som de sagde – "du taler for meget."
"Det ligner et forsøg på at gøre os alle tavse og fortælle os, at man sætter livet på spil, når man laver kritisk journalistik," siger Matusse.

Mord på en fri presse
Kritisk journalistik har i forvejen ret trange kår i Mozambique, der ifølge FN er verdens 7. fattigste land. Staten ejer den enlige, landsdækkende tv-kanal, TVM, og den eneste landsdækkende radiostation, Rádio Mocambique. Og regeringen kontrollerer det nationale nyhedsbureau, AIM, og har stor indflydelse på det største dagblad, Notícias.
Men de seneste år er en håndfuld nye aviser og blade dukket op. Nogle er talerør for oppositionspartiet Renamo, mens andre er uafhængige af partiinteresser. Til de sidste hører dagbladet Metical, som Cardoso var redaktør og ejer af. Det faxes ud til abonnenterne i A4-format.
"Carlos Cardoso var meget ærlig med, at hans lille faxblad levede af fremmede NGO'er (ikke-statslige organisationer, red.) og ambassader, som betaler ret dyre abonnementer for at få bedre historier om, hvad der reelt foregår i det mozambiquiske samfund med hensyn til kriminalitet, korruption og alt det, man har en fri presse til. Mordet på Cardoso er også mordet på den form for journalistik, som donorerne havde glæde af at læse," fortæller Morten Gliemann, som indtil for nylig var informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Maputo og kendte Cardoso.

Protester og blomster
Overfald og mord på journalister er ikke hverdag i Mozambique, og Cardosos død har chokeret de fleste. Hundreder af mennesker lægger dagligt blomster og breve ved mordstedet. Andre går med T-shirts med billeder af reporteren. Regering og opposition har fordømt nedskydningen. Og tusinder har skrevet under på et krav om, at de, "der dræbte Carlos Cardoso og de, der står bag forbrydelsen, bliver identificeret."
Politiet har nedsat en specialgruppe til at opklare sagen. Men politiets opklaringsprocent er yderst beskeden – især i sager som kan have forbindelse til den organiserede kriminalitet og magtapparatet.
"Hvis jeg var politi, ville jeg lede efter de 14 mio. dollars, som forsvandt fra Banco Comercial de Mocambique kort før, den blev privatiseret. Cardoso var med til at afsløre skandalen, men navnene på mange af de indblandede er ikke kommet frem endnu. Det kunne være et motiv til at myrde Cardoso. Sidste år overlevede bankens advokat et mordforsøg," forklarer en af Cardosos nære venner, journalisten Paul Fauvet fra AIM.
Han er overbevist om, at nedskydningen af Cardoso var et forsøg på at skræmme kollegerne.
"Det foregik helt åbent. I en trafikeret gade mens det var lyst, og morderne gjorde ikke noget forsøg på at skjule sig."
– Er du blevet skræmt?
"Nej. Jeg var reporter under borgerkrigen (i 1980'erne, red.) og har oplevet så meget. Det bedste, vi kan gøre, er at følge i Cardosos fodspor. Eller rettere: forsøge at følge i hans spor, for der er ikke ret mange af os, der kan leve op til hans professionalisme og høje etik. Men vi kan bruge ham som guide," siger Fauvet.

Frygtløs og dumdristig
Cardosos journalistiske løbebane begyndte på ugeavisen Tempo i 1975. Senere arbejdede han på Rádio Mocambique og nyhedsbureauet AIM. Han var også med til at grundlægge landets første sammenslutning af journalister, ONJ, sidst i 1970'erne. Efter at fagforeningen SNJ blev stiftet i 1996, meldte han sig ind i afdelingen for redaktører.
Cardoso blev i 1980'erne kendt for sine artikler om det sydafrikanske apartheid-styres destabilisering af Mozambique. I 1990'erne var han en af de førende kritikere af Den Internationale Valutabanks og Verdensbankens krav om liberalisering af den mozambiquiske industri, som sendte titusinder ud i arbejdsløshed. De seneste år afslørede han en række korruptionssager.
"Det, der gjorde mest indtryk på mig, var hans evne til at kunne kommentere alt med autoritet. Og han var frygtløs indtil det dumdristige, som når han selv gik løs på insider-røverier i banker og hvem, der beskytter hvem. Politi og toldvæsen, der sælger beslaglagte varer fra egne "forretninger". Straffriheden og de elendige domstole skrev og talte han også om," fortæller Morten _Gliemann og tilføjer:
"Jeg vil savne ham, hans humor, vovemod og store viden om det Mozambique, som udviklingsarbejderen kun fatter i glimt."
Dagen efter mordet udkom Metical med overskriften:
Kampen fortsætter!!!." Journalisterne og Cardosos enke, norske Nina Berg, har lovet hinanden at drive avisen videre.

Thorkil Green Nielsen er informationsmedarbejder for ulandsorganisationen Ibis i Maputo.