Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
07:00 13.06.2023 Ritzau

Kritiseret presseforening bliver lukket med salg af Golden Globes

Kritiseret presseforening bliver lukket med salg af Golden Globes

Austin Butler vandt prisen som bedste skuespiller, da der i januar sidst blev uddelt Golden Globe-statuetter. REUTERS/Mario Anzuoni

Rettighederne til prisuddelingen Golden Globe Awards er blevet solgt til en ny ejer, der vil lukke Hollywood Foreign Press Association (HFPA), som er den organisation, der uddeler priserne.

Eldridge Industries har købt Golden Globes’ aktiver sammen med Dick Clark Productions (DCP). De nye ejere vil administrere tv-transmissionen af Golden Globes og fokusere på at udvide seertallet over hele verden, lyder det i en pressemeddelelse.

Salget kommer, efter at HFPA har været i strid modvind og har haft svært ved at ændre sit dårlige ry. Kritikken af HFPA fik eksempelvis tv-stationen NBC til at droppe at sende prisuddelingen på tv i 2022.

I 2021 offentliggjorde Los Angeles Times en række artikler, der afslørede, at HFPA ikke havde nogen sorte journalister. Nogle medlemmer af HFPA blev også beskyldt for at komme med sexistiske og racistiske kommentarer og for at modtage tjenester fra kendisser og filmstudier.

Ifølge Golden Globes’ hjemmeside blev HFPA dannet i 1943 af udenlandske journalister i USA under mottoet ”Sammenhold uden diskrimination på baggrund af religion eller etnicitet”.

Eldridge Industries vil ændre HFPA fra en nonprofitorganisation af internationale underholdningsjournalister til et udbyttegivende foretagende med lønnede ansatte.

SENESTE NYT

Flere nyheder