search

Kritikken drukner i villahæk

Journalister skal være bedre til at skildre den stigende sociale ulighed og de voksende forskelle i samfundet. Mange foreslår en bedre dækning af velfærdsområdet. Men villahækken skygger for udsynet til de bagerste rækker i betonghettoen

Journalister skal være bedre til at skildre den stigende sociale ulighed og de voksende forskelle i samfundet. Mange foreslår en bedre dækning af velfærdsområdet. Men villahækken skygger for udsynet til de bagerste rækker i betonghettoen

FRIVÆRDIJOURNALISTIK. Journalist Lars Olsens datter hedder Pernille og var i flere år skolebarn på det multietniske Indre Nørrebro i København. Det var blandt andet erfaringen som far og beboer i området, der satte ham i gang med en både personlig og analytisk tilgang til ghettoiseringen af Danmark.

Resultatet blev debatbogen »Det Delte Danmark« om opsplitningen og polariseringen i et velfærdssamfund, som især giver sig udslag i, hvor vi bor, hvilke skoler vores børn går på, og hvilke sociale chancer de får med sig i livet.

Måske meget betegnende, at den mest omfattende, konsekvente og langsigtede journalistiske indsats på ulighed ikke foregik i dagspressen, men i Ugebrevet A4.

For medierne nedprioriterer helt grundlæggende spørgsmål i dækningen af velfærdssamfundet, mener en del af de adspurgte i DICARs undersøgelse.

47 ud af 326 forslag går på en bedre dækning af velfærdsdanmark. Mange mener, journalister skal være bedre til at skildre den stigende sociale ulighed, forringede forhold på plejehjem, sygehuse og andre velfærdsinstitutioner. Og ikke i så høj grad lade sig styre af en formel dagsorden sat af blandt andre Velfærdskommissionen.

Professor i organisations- og ledelsesteori Steen Hildebrandt på Handelshøjskolen i Århus er en af dem, som mangler en fundamentalt anderledes dækning af samfundets udstødte, fattige, enlige, psykisk syge og indvandrere.

»Jeg savner, at I adresserer de mennesker på en konstruktiv måde, som der er håb og muligheder i. Flere hundrede tusinde mennesker er ekskluderet fra det gode selskab på en eller anden måde, og det er et af vores meget store problemer i et samfund, der kører på 1. klasse. Vi har brug for de anderledes mennesker. De er svage i en industrisamfunds-betydning, men ikke i et fremtidssamfunds-betydning,« siger han.

En anden er læge Ellen Ryg Olsen.

»Det er jo helt fantastisk at tænke sig, at mellem en tredjedel og en fjerdedel er på overførselsindkomster, og ingen mener, det er et problem, ud over at nu skal de bare tage sig sammen. Det er jo vanvittigt. Den holdning lægger jo op til at diskutere strukturerne i samfundet,« siger hun.

Ifølge Lars Olsen er uligheden sværere at få øje på i dag end tidligere. Før var den defineret ud fra rig og fattig og ikke til at overse – blandt andet fordi underklassen havde en selvbevidsthed og fagforeningsledere og politikere til at tale dens sag.

Den moderne underklasse har skiftet ham og karakter. Den udfolder sig i nedslidte lejeboliger i en slags ghettoer, hvor børnene går på bestemte skoler uden at blande sig med børn fra andre samfundslag. Den nye underklasse føler i høj grad, at deres problem er individuelt, og har ingen retoriske begavelser i front. Omkring 15-20 procent af befolkningen er underprivilegeret, vurderer Lars Olsen, og den burde dækkes bedre. Men villahækken i de journalistiske hjem skygger for udsynet til de bagerste rækker i betonghettoen.

»Journalistikken handler meget om de 80 procent, der bor i ejerbolig, og som har børn i gymnasiet. For det er sådan, journalisterne selv og de mennesker, de omgås, bor. De har en helt anden livscyklus,« siger han.

Og det har Lars Olsen ret i, siger Stig Ørskov, chefredaktør på Politiken.

»Typisk er danske journalister – og danske avislæsere – økonomisk og socialt meget privilegerede. Hvad enten vi vil det eller ej, gør det os mindre opmærksomme på de problemer, som de mindre privilegerede døjer med. Set i det lys er det en selvstændig udfordring, at vi tvinger os selv ud i den virkelighed, vi i ringe omfang oplever i vores eget liv. Og at vi ikke bilder os selv ind, at de problemstillinger, vi selv oplever, er de væsentligste. Vi skal gøre alt for at imødegå den vrangforestilling, at der kommer god journalistik ud af at bringe journalistikken tættere på os selv og på læserne,« siger Stig Ørskov.

Derfor har avisernes ledelser et ansvar for at rekruttere journalister, så medarbejdersammensætningen i højere grad afspejler samfundet.

For Lars Olsen er vejen frem for hver enkelt journalist, at vedkommende selv bliver mere opsøgende med hensyn til ideer og har antennerne ude i andre sfærer end de umiddelbart tilgængelige. Og at man forsøger at se de billeder, som den nye ulighed skaber.

»For eksempel er ulighed ikke bare en etnisk diskussion. Det er det i høj grad i København, men i provinsbyerne er der ikke nødvendigvis et sammenfald, hvor de underprivilegerede er helt almindelige, gammeldanskere,« siger han.

Læs også: Eliten kræver kritiske journalister, Se verden, Solstrålehistorier om indvandrere, Vagthunden logrer

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen