Redaktøren af Herlev Bladet kæmpede mod et stadig stigende pres fra annoncører og ledelse, som ville have flere erhvervsvenlige historier i avisen. Det kostede ham til sidst jobbet. Formanden for Distriktsbladsgruppen oplever en stigning i den type problemer – og ser frem til forbrugerombudsmandens sag i Pressenævnet.

»Jeg fik en stadig stærkere fornemmelse af at skrive med ført hånd, og til sidst gik det helt i hårdknude.«
Ib Keld Jensen blev i 1993 ansat som redaktør af Herlev Bladet, der udgives i Herlev uden for København.
I september i år blev han fyret. Sendt hjem med seks måneders løn – plus tre måneders ‘erstatning', fordi aftalen blev indgået i mindelighed.
En stadig større uenighed mellem redaktøren, avisens administrerende direktør og annonceafdelingen forgiftede til sidst det redaktionelle miljø. En uholdbar situation, som blev løst med ‘aftalen'.
Allerede fra hans tiltræden røg redaktøren ind i diskussioner om, hvilken rolle journalistikken skulle spille.
»Da jeg startede, måtte jeg kæmpe for at sætte en journalistisk dagsorden. Dengang bestemte annonceafdelingen, hvordan artiklerne skulle placeres på siderne, og hvilken punktstørrelse overskrifterne skulle have. Derfor fik jeg indført, at det var journalisterne, der brød avisen om,« fortæller Ib Keld Jensen.
»Jeg vil gerne lave en avis på journalistiske præmisser. Vi skulle være ambassadører for læserne, ikke for kilderne. Dem skal vi ikke tækkes specielt.«
Herlev Bladet, der 1. de-cember fyldte 50 år, er et af Storkøbenhavns 20 private distriktsblade. Bladet ejes
af Herlevs handelsforening, håndværkerforening, idrætsforening plus grundejerforeningen, som alle er repræsenteret i bestyrelsen.
Direktøren, Ole Steen Nielsen, ønsker ikke at kommentere baggrunden for, at redaktøren blev afskediget, men udtaler sig gerne om Herlev Bladets generelle retningslinier.
»Vores fornemmeste opgave er at informere om, hvad der sker af stort og småt i Herlev-området – og så fortælle vores læsere, hvis der er et godt tilbud i byen,« siger Ole Steen Nielsen og tilføjer: »Vi vil gerne lave god og hæderlig journalistik, men vi er også en forretning – og vi har kun én indtægt, det er annoncer.«

Stigende pres
Oprindelig var der enighed mellem redaktøren og ledelsen om, at journalistik og marketing ikke skal blandes, »men efterhånden skred det,« siger Ib Keld Jensen.
Han oplever i løbet af de sidste år, at stadig mere af redaktionens tid går med omtale af annoncørernes konkurrencer, med at producere annoncørvenlige særtillæg samt at honorere et stigende krav fra annonceafdelingen om at producere »temarelevant læsestof til bolig- og bilsiderne.«
»Det tager tid fra det, vi burde bruge tiden på – og angriber hele tiden den redaktionelle frihed. Vores albuerum blev gevaldigt indsnævret, så det blev stadig mere vanskeligt at udfylde rollen som borgernes vagthund,« siger den tidligere redaktør.
En af dem, der presser mere og mere på, er storannoncøren Kvickly. Da butikken for cirka halvandet år siden fik en ny bestyrer, kunne det mærkes – både i annonceafdelingen og på redaktionen hos Ib Keld Jensen:
»Han kom med stort og småt. Konkurrencer arrangeret af forskellige firmaer, hvor præmien – en cykel, et tv, en rejse – blev overrakt i Kvickly. Eller hvis de havde lavet en ombygning, så forventede han redaktionel omtale.«
»Det var et konstant pres – ofte et par gange om ugen, hvor man skulle bruge tid på hans henvendelser. Og man kan jo ikke se bort fra, at Kvickly er en af bladets største annoncekunder.«
Herlev Bladets direktør genkender ikke billedet af et stigende pres fra annoncørerne og afviser, at man bøjer sig for det:
»Vi omtaler ikke, hvis man har flyttet en frysedisk – men hvis en forretning har lavet en ombygning for en halv million, så er det en historie, jeg er sikker på interesserer vores læsere. Så det dækker vi da.«
Priser for journalistik
Redaktionen tæller tre journalister (inkl. redaktøren) plus en fotograf. Og redaktionen har haft større journalistiske ambitioner end de venlige, lokale erhvervsportrætter.
To gange i Ib Keld Jensens redaktørtid har Herlev Bladet fået Distriktsbladsgruppens pris, DiS-prisen, for avisens journalistik.
I ‘96 for en kritisk, journalistisk kampagne mod Bilkas forsøg på at placere et storcenter i Herlev, hvor Bilkas planer blev bakket op af kommunalbestyrelsen. Centret blev senere droppet.
Og i ‘97 for artikelserien ‘Vi bor i nummer 5' – en stribe portrætter af almindelige borgere i Herlevs forskellige kvarterer.
»Men jeg oplevede, at vi i stigende omfang måtte bruge ekstratid for at lave de historier, der burde laves. Og mængden af overarbejde blev ligefrem proportional med presset fra de lokale handlende,« siger Ib Keld Jensen.
»Sådan en lille lokal arbejdsplads som vores overlever på, at folk er engagerede og ikke er 8-16-mennesker,« forklarer direktøren.
»Til gengæld er jeg ikke fedtet med at forkæle mine medarbejdere på forskellige måder, når folk har knoklet i døgndrift, som her op til vores jubilæumsudgave. De får cola og pizza – og så falder der sikkert lidt ekstra af, men hvad har jeg ikke afsløret endnu,« siger direktøren hemmelighedsfuldt.
På Herlev Bladet skal alle ‘trække på samme hammel', og der sættes en ære i at være ‘lille og stærk' – og ikke slås med ‘ufleksible regler', som de store arbejdspladser, hvor overenskomster sætter regler op for samarbejdet. I stedet hersker ‘familie-ånden' på arbejdspladsen, der, ligesom cirka halvdelen af landets omkring 280 distriktsblade, ikke er overenskomstdækket.
»Der var en udpræget skepsis mod regler. Men jeg synes ikke, at vi ville holde den fagpolitiske fane særlig højt – vi ville bare gerne holde den,« siger Ib Keld Jensen.

Etiske regler
Da annonceafdelingen i højere grad vil have redaktionen til at lave profilaviser og temasider, holder redaktionen i august ‘96 møde med direktøren og annonceafdelingen for at få trukket linien mellem journalistik og annoncering.
»Jeg fremhævede, at jeg ikke brød mig om, at de, der var vores kilder, også var vores kunder. Redaktionen frygtede, det blev luderjournalistik,« siger Ib Keld Jensen.
Diskussionen munder ud i et sæt etiske regler, hvor det blandt andet fastslås:
»Som journalist på Herlev Bladet kan man ikke pålægges at gå i byen og skrive tekster, der indgår som en del af en annoncørbetalt annonce.«
Reglerne blev underskrevet af den administrerende direktør, Ole Steen Nielsen, som husker det, som om reglerne mest blev indført for at berolige redaktøren.
– Men er der ikke en reel risiko for sammenblanding af rollerne – både over for kilderne og læserne – hvis journalisten den ene dag kommer for at lave et venligt portræt af en annoncekunde – og næste dag kommer for at lave en kritisk artikel om, at virksomheden for eksempel leder giftigt affald ud?
»Det kan jeg ikke se noget betænkeligt i. Og jeg har aldrig oplevet det som et problem. Hvis det var det, så kunne samtlige distriktsaviser i Danmark godt lukke, for der er ingen, der kan ansætte særlige folk til at lave profilerne,« siger Ole Steen Nielsen, der ikke alene er direktør på Herlev Bladet, men også er formand for Fællesrepræsentationen for Danske Distriktsblade.

Skandale-pris
Redaktøren følte sig dog ikke beroliget af de etiske reglers vedtagelse:
»Fra vores aftale blev indgået i ‘96, var redaktionen under konstant beskydning fra annonceafdelingen. De kom hele tiden med nye forslag. Det kulminerede her i foråret,« siger Ib Keld Jensen.
I marts måned tildeles Ugebladet for Hørsholm og Karlebo – hvor Ib Keld Jensen i øvrigt var ansat, før han kom til Herlev Bladet – en pris for deres nyskabende annoncer.
DS-prisen, der uddeles af de privatejede Distriktsblades Sammenslutning, gives til Hørsholm-bladet for annonceserien ‘Vi kom lige forbi' – en serie virksomhedsportræt-annoncer, hvor bladets journalister laver teksten på bestilling. At DS-prisen gives for dette samarbejde diskuterer man på Herlev Bladet.
»Jeg kaldte det ‘en skandale', at der skulle sættes pris på journalisters arbejde med tekstreklame. Et samarbejde, som jeg ved fra journalisterne i Hørsholm, at de har lavet med ‘pistolen for tindingen',« siger Ib Keld Jensen, som følte sig provokeret af de meldinger, der kommer fra Herlev Bladets annoncechef.
»Hun kaldte det ‘pragtfuldt' og tilføjede, at sådan noget kunne vi måske også lave.«

Fyret
Nogle måneder senere kommer en lignende idé på bordet i Herlev. Forretningerne på det lokale butikstorv kunne godt tænke sig en stribe portrætter – ikke som et særligt indstik, men en månedlig side i avisen.
Det forslag har redaktøren det dårligt med – og henviser til ‘de etiske regler'. Det resulterer i, at han omkring sommerferien bliver kaldt til ‘en medarbejdersamtale' med bestyrelsesformanden og direktøren, hvor han bliver foreholdt sin modstand mod disse planer.
»Det springende punkt er, om jeg accepterer den slags opgaver. Jeg svarer, at jeg selvfølgelig refererer til direktøren. Det bliver slået fast, at fra nu af tager direktøren beslutninger i den slags sager – og han beslutter, at vi skal lave de sider,« siger Ib Keld Jensen.
Ole Steen Nielsen har ingen kommentarer til den konkrete sag, men siger, at ingen på bladet kan holde sig snævert til kun at lave, hvad de er ansat til:
»Det kan godt være, at der 1-2 gange om året er en opgave, som nogle mener, vi burde hyre en freelancer til. Men der vil jeg hellere bruge mine egne folk – det er jo også en måde at sikre økonomien på, så jeg ikke skal fyre nogen i smalle perioder. Og det nytter ikke, at nogen er for fine til noget. Selvom jeg er direktør, brygger jeg da også kaffe eller kører med kuverter på posthuset, hvis det kniber.«
»Det er ikke den enkelte arbejdsbyrde, men det at blive sendt i byen som PR-medarbejder, der er mig imod. Det har ikke en skid med journalistik at gøre,« siger Ib Keld Jensen, som hverken over for ledelsen eller redaktionen lagde skjul på, at han havde det dårligt med beslutningen om annonceportrætterne.
»Det gav en dårlig stem-ning i hele huset. Jeg begyndte at få problemer med maven, og selvom det stod klart for mig, at jeg burde se mig om efter et andet job, så havde jeg simpelthen ikke energi til det. Jeg arbejdede cirka 47 timer om ugen – og jeg havde ikke overskud til at skrive en ansøgning. Til sidst blev jeg jo også i tvivl om mit eget værd. På den led var det en hel befrielse at blive sagt op – så fik jeg et pusterum. Og jeg var godt tilfreds med den aftale, vi fik lavet – jeg var færdig på det sted.«
»Men jeg var – og er stadig – dybt uenig i, at det var mig, der var problemet. Man burde skille redaktionen og annonceafdelinger ad – og holde sig til de presseetiske regler, der er vedtaget af DJ og DDF,« siger Ib Keld Jensen og konkluderer:
»Jeg er nået til den erkendelse, at man ikke kan regulere området selv på lokalaviserne. Man kan godt glemme alt om at få annoncefolk til at forstå presseetik. Det er to verdner, der er for forskellige. Det går fint i medvind, men i modvind …«
Ligesom de fleste andre distriktsblade oplever Herlev Bladet en vandring af annoncører – især supermarkeder – fra bladet til de gratis, husstandsomdelte reklamer.
Og selvom Herlev Bladet har en rimelig stor formue at stå modvinden igennem med – hvor stor vil direktøren ikke ud med – skal bladet hvile i sig selv. Det udbetaler ikke udbytte til ejerkredsen, »men vi har lagt et solidt beløb til side i tallerkenrækken,« siger direktøren og fortæller, at bladets gave til byen i forbindelse med jubilæet er et legat på ½ mio. kroner til byens foreninger.

Venter på Pressenævnet
Ifølge formanden for DJs Distriktsbladsgruppe, Henrik Simonsen, er Ib Keld Jensens oplevelse ikke enestående:
»Det er et ret stort problem. Mange af vores små arbejdspladser er ikke overenskomstdækkede, så folk har ikke noget at have deres ret i. Og flere er blevet fyret, fordi de ikke ville lave tekstreklame. Det kan vi ikke gøre noget ved – arbejdsgiverne har ret til at lede og fordele arbejdet. Og uden overenskomst har DJ ingen muligheder for at forhandle eller gribe ind.«
DiS-formanden ser frem til, at Pressenævnet tager stilling til, om det vil behandle den sag, som forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen har anlagt mod Aalborg Stiftstidende (Omtalt i JOURNALISTEN nr. 15).
»Hvis Pressenævnet behandler hans sag – og han får medhold i, at sammenblandingen er uetisk – så er det noget, der vil betyde utrolig meget for mange rundt om på distriktsaviserne, hvor de har den her slags diskussioner,« siger Henrik Simonsen og tilføjer: »Som formand håber jeg, at den afgørelse i det mindste vil give folk mulighed for selv at vælge, om de vil skrive de artikler eller ej.«
Selve det principielle i forbrugerforbrugerombudsmandens klage til Pressenævnet – skillelinien mellem journalistik og markedsføring – har det samlede Pressenævn plus suppleanter drøftet på et af Nævnets halvårlige seminarer den 9. december.
Tidligst den 16. december afgør Nævnet, om det vil behandle sagen, hvor forbrugerombudsmanden jo ikke direkte er forurettet part i sagen. Det er derfor tvivlsomt, om han kan indklage Aalborg Stiftstidende for Nævnet.