Fredensborg Kommune reklamerer for det siddende byråd på borgernes regning.
Det mener to lokalpolitikere, der begge stiler efter at komme i Fredensborg byråd ved det kommende kommunalvalg, den 19. november.
Fredensborg Kommune husstandsomdelte i september avis-indstikket ”Fredensborg Kommune – Det nåede vi” til de omkring 17.000 hustande i kommunen.
»Ideen er at give borgerne en service: De har over de sidste fire år kunnet læse en masse historier om kommunen, men avisen beskriver det samlede billede af den overordnede indsats,« siger kommunaldirektør Kim Herlev Jørgensen, der forklarer, at avisen skal få flere folk til stemmeurnerne.
Den forklaring giver de to byrådskandidater ikke meget for.
»Det er et skattefinansieret festskift på borgernes regning. Et festskrift for politikere, der allerede er i systemet,« siger byrådskandidat for Venstre, Knud Løkke Rasmussen, der i dag ikke sidder i byrådet og dermed ikke bliver nævnt i avisen.
Han får støtte fra Nicholas Just Villadsen, der er nummer to på stemmelisten for Liberal Alliance, der heller ikke får omtale i avisen.
»Det er spild af penge og rene roser af den siddende kommunalbestyrelse. Jeg kan kun spekulere på, hvorfor den kommer på gaden så tæt på kommunalvalget,« siger Nicholas Just Villadsen til Journalisten.
Kritikeren Knud Løkke Rasmussen fra Venstre:
»Valgkampen har været i gang i lang tid her i Fredensborg, og avisen handler kun om alt det gode, som byrådet har opnået. I min verden lugter det lidt af magtfuldkommenhed.«
Kommunaldirektøren forstår godt kritikken men forsvarer avisen.
»Jeg kan godt forstå deres vinkel, for når man stiller op til Byrådet, vil man jo gøre en forskel. På den anden side giver avisen borgerne et indblik i, hvad det siddende byråd og udvalg har udrettet siden sidste valg. Det er vigtigt for vores borgere at vide, at deres penge bliver brugt efter politiske prioriteringer,« siger Kim Herlev Jørgensen.
Ifølge Kim Herlev Jørgensen har avisindstikket kostet 125.000 kroner at få trykt og distribueret – seks kroner pr. styk. Indholdet er produceret af kommunens kommunikationsafdeling og kommunes udvalgsformænd.
Beslutningen om at sende indstikket ud blev taget af Fredensborg byråd tilbage i 2009, hvor en lignende avis blev sendt til kommunens borgere.
Hvorfor sender I indstikket ud lige op til kommunalvalget?
»Hvornår er det rigtige tidspunkt? Som et led i vores forsøg på at øge stemmetallet, er avisen en god anledning til at fortælle, at det lokale demokrati fungerer. Det bedste tidspunkt at vise det på, må være, når vælgerne skal til stemmeurnerne,« siger Kim Herlev Jørgensen, der henviser til at stort set alle de store partier er repræsenteret i avisen.
Nicholas Just Villadsen og Liberal Alliance stiller op til kommunalvalget for første gang. De får ingen omtale. Hvordan stiller det deres partier i forhold til partierne i byrådet?
»Det kan jeg af gode grunde ikke have synspunkter på. Det er jo en del af demokratiets lod, at de der allerede er folkevalgte og som sidder i Byrådet kan have et politisk fortrin,« siger Kim Herlev Jørgensen.
»I et byråd handler det om at få politisk indflydelse og politisk magt, og derfor vil de fleste der står udenfor eller som er i politisk opposition helst ikke se de gode historier. Så det er helt legitimt, at de kan føle det irriterende,« fortsætter han.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ole Bondo (S) har gjort det samme i Furesø Kommune. Han udsendte for små to måneder siden en pjece til alle borgere for at vise, hvor godt det gik i kommunen, dog uden at nævne sig selv på samme måde som i Fredensborg.