Kritik af UHA-håndtering

10 ansatte i DRs Underholdningsafdeling er blevet overdraget til et privat produktionsselskab. Medarbejdernehavde valget mellem at flytte eller at gå Producentforeningen føler sig snydt af DRs manøvre.

Spotlight bliver slukket og kameraer skubbet i stald i DRs underholdningsafdeling 1. december. Efter næsten 40 år med Otto Leisner, hoplanåle, Gorm og Gregers, for slet ikke at glemme Øb og Bøv og Eldorado og Hvornår var det nu det var, bliver UHA – som afdelin-gen hedder i folkemunde – lukket og medarbejderne givet bort.

Modtageren – den ny arbejdsgiver – er Henrik Hancke Nielsen, der er far til TV 2-succeser som Den store Klassefest og Venner for Livet. Han står bag Blu Entertainment, som er et forholdsvist nyt produktionsselskab, med speciale i tv-underholdning.

Henrik Hancke Nielsen får, udover et antal nye medarbejdere, opgaven med at føre programmet Stjerne for en aften til ende.

Af 17 fastansatte i UHA flytter ni medarbejdere til Blu Entertainment, fire af dem er journalister. De ni medarbejdere bliver ikke ringere stillet i Blu – i hvert fald ikke så længe, deres overenskomst løber.

Tilbage er otte medarbejdere, som bliver omplaceret i DR, heraf er fire journalister ansat på overenskomsten.

En de fire journalister er tillidsmand, Steen Henriksen. Han er ikke begejstret for, at UHA bliver nedlagt men accepterer aftalen.

"Når det ikke kunne være anderledes, så er det landet meget godt," siger Steen Henriksen og fortsætter:

"Men hele processen er kritisabel. Det er forkert, at vi ikke har haft noget valg. Man kunne ikke sige nej til ledelsens tilbud om jobbet hos Blu. Gjorde man det, så svarede det til, at man selv sagde op i DR oven i købet med et langt kortere opsigelsesvarsel og karantæne. Folk føler, at de er blevet handlet og solgt som en vare."

Programdirektør i DR, Lars Vesterløkke, mener ikke, at sagen kunne være behandlet anderledes af hensyn til forhandlingerne med Blu.

"Det er ikke ideelt over for medarbejderne. Men vi handlede ud fra, hvad der var bedst for de fleste og ikke for individet. Vi kunne ikke have forhandlet seriøst, hvis vi skulle have inddraget alle medarbejderne. Det var meget vigtigt, at forhandlingerne var fortrolige."

 

Blu er bedst
Producentforeningen er heller ikke tilfreds med DRs håndtering af UHA-afdelingen. De politiske intentioner bag medieaftalen er, at 21 procent af DRs tv-produktioner, undtagen sport og nyheder, skal i fri konkurrence. Medieforliget er endnu ikke vedtaget, men de politiske linier er lagt. Producentforeningen, der organiserer de fleste danske produktionsselskaber, er forundret over DRs overdragelse af UHA til Blu.

"DR omgår fuldstændigt de politiske hensigter bag medieaftalen. De 21 procent skulle skabe kreativ og økonomisk konkurrence på tv-området. Men der kommer ingen konkurrence ud af at give en hel afdeling til ét produktionsselskab," siger Klaus Hansen, sekretariatschef i Producentforeningen.

Programdirektør Lars Vesterløkke siger, at DR havde tre målsætninger, før de lukkede UHA. Den første var at komme i gang med at lægge produktioner ud i byen, som politikerne kræver. Den anden var at sikre, at medarbejderne i UHA fik den blidest mulige behandling, og den tredje var at sikre seerne den bedste underholdning.

"Vi overholder de politiske målsætninger, for medieaftalen indeholder ikke nogen krav til, hvordan vi skulle udlicitere vores tv-programmer."

– Hvorfor har I ikke lagt UHA ud i et bredt udbud?

"Vi har også været i kontakt med flere selskaber end Blu Entertainment."

– Men det skaber vel ikke konkurrence at lægge en hel afdeling over til ét selskab?

"Nu er det ikke en kontrakt, som løber i årevis, og der er også andre selskaber, der laver underholdning til DR. Men vi har valgt Blu Entertainment, fordi vi mener, at de er de bedste til at løse den opgave," siger Lars Vesterløkke.

 

0 Kommentarer