53 gange i perioden fra 28. februar 2020 til 2. marts 2021 medvirkede borgmester Ole Bjørstorp fra Ishøjlisten i tv-indslag på den kommunale tv-station TV-Ishøj, og det er alt for mange gange, mener kritikere.
”Det lugter af noget, der minder om stats-tv i Ishøj, og det synes jeg faktisk er uhyggeligt at tænke på,” siger byrådsmedlem Lennart Hartmann Nielsen fra Venstre i Ishøj til DR.
Det er en redegørelse fra kommunen, der har talt borgmesterens deltagelse i programmerne, og i samme redegørelse fremgår det, at blot tre andre politikere har medvirket henholdsvis fire, to og en gange.
Tv-kanalen ejes ifølge DR af Ishøj Kommune og hører under kommunikationsafdelingen. Den ligger fysisk på direktionsgangen på rådhuset i kommunen, og borgmesteren har kontor på samme gang. Ifølge DR er kanalen finansieret af borgernes skattekroner.
DR har også talt med eksperter, som finder prioriteringerne på kanalen forkerte:
”Kanalen fungerer reelt set som en propagandakanal for borgmesteren,” siger Roger Buch, kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Over for DR kan borgmesteren ikke selv genkende kritikken af kanalen:
”Jeg afviser det totalt. For det er da et fuldstændigt vanvittigt synspunkt. Når du har noget, så skal du melde det ud. Det er for borgernes skyld,” siger Ole Bjørstorp.