Pressenævnet har med det mindst mulige flertal kritiseret Fredericia Dagblad for at bringe et citat fra en pressemeddelelse. Uden for Pressenævnet vækker kendelsen forundring. »Kendelsen er ganske overordentlig skadelig for Pressenævnets omdømme,« siger pressejurist Knud Aage Frøbert.

»Jeg betragter kendelsen som en svipser fra Pressenævnets side. En fejl. Jeg håber ikke, den får nogen indvirkning på, hvordan der laves journalistik i fremtiden,« siger Kate Bluhme, journalist på Ekstra Bladet, tidligere medlem af Pressenævnet og medlem af Journalistforbundets hovedbestyrelse.
Kort fortalt handler sagen om, at Fredericia Dagblad gengiver et uddrag af en pressemeddelelse udsendt i en løbende tvist mellem Fredericias borgmester og byens restauratører. Fredericias borgmester finder uddraget så krænkende, at han indklager Fredericia Dagblad for Pressenævnet. Borgmesteren får medhold i klagen.
»Hvis det skulle blive normen, så skulle vi jo til at tage hensyn til borgmesterens, virksomhedens eller sportsmandens fine fornemmelser, når vi vurderer, hvad der skal trykkes,« siger Kate Bluhme.
Pressejurist Knud Aage Frøbert er også kritisk.
»Det er en trist kendelse. Pressenævnet har afsagt mange fortræffelige kendelser i tidens løb, men denne er ganske overordentlig skadelig for Pressenævnets omdømme,« siger han.
De fire nævnsmedlemmer, der behandlede sagen, er ingenlunde enige om kendelsen. Afgørelsen træffes med stemmerne 2-2. Nævnets formand og en repræsentant for offentligheden vil give kritik til Fredericia Dagblad. De to øvrige nævnsmedlemmer, som begge har fod i avisverdenen, frikender avisen.

Ølpriser
På Fredericia Dagblad tager sagen sin begyndelse kort før jul sidste år, hvor avisen sætter fokus på unges druk i byens centrum. Borgmesteren tager initiativ til en aftale om en mindstepris på øl på byens restaurationer, og det bliver begyndelsen på en strid med restaurationerne på den ene side og borgmesteren og bevillingsnævnet på den anden. Byens knap 60 restaurationer ender med at skrive under på prisaftalen, men bølgerne går stadig højt. På dette tidspunkt har Fredericia Dagblad skrevet omkring 20 artikler om sagen.
Midt i al uroen modtager Fredericia Dagblad en pressemeddelelse fra en restauratør, der vil opsige aftalen om mindstepriser på øl. Avisen citerer under rubrikken »Restauratør opsiger prisaftale« blandt andet følgende, ordret, fra pressemeddelelsen:
»Kan en taxavognmand få sin bevilling inddraget, fordi han nægter at køre en stærkt beruset og meget uartig borgmester hjem, der for eksempel holder sølvbryllupsfest på Elsam? Episoden har faktisk fundet sted!«
I artiklen understreges det, at pressemeddelelsen er et partsindlæg, samt at teksten forelægges borgmesteren, som har lejlighed til at reagere på beskyldningen.
Dagen efter erkender restauratørerne, at de gik over stregen. De giver borgmesteren en uforbeholden undskyldning, men dermed er sagen ikke slut. Borgmesteren klager til Pressenævnet over, at Fredericia Dagblad valgte at trykke påstanden i bladet.

Pressenævnet splittet
Spørgsmålet er, om bladet har krænket ´privatlivets fred´ i en sag uden ´klar almen interesse´.
Tage Clausen, journalist på Jyllands-Posten, og Aage Lundgaard, ansv. chefredaktør på Århus Stiftstidende, er med til at vurdere sageni nævnet. De finder, at sagen har klar almen interesse:
»Selv om pressemeddelelsen havde et groft og ubehageligt indhold, levede bladet med offentliggørelsen op til sin forpligtelse til at holde offentligheden orienteret om alle stridens relevante aspekter, herunder hvilke metoder en af sagens parter var parat til at tage i anvendelse,« hedder det fra Clausen og Lundgaard i Pressenævnets kendelse.
Heroverfor står højesteretsdommer Per Sørensen og informationschef Preben Sørensen, som i kendelsen begrunder kritikken af Fredericia Dagblad med, at:
»… varetagelse af generelle hensyn til nyhedsformidlingen – navnlig vedrørende det emne, artiklen handlede om – ikke krævede offentliggørelse af de krænkende beskyldninger mod klageren, der åbenbart vedrørte privatlivet.«
Da Per Sørensen er formand for Pressenævnet, er hans stemme udslagsgivende ved stemmelighed, og Pressenævnet udtaler sin kritik af Fredericia Dagblad.

I strid med Højesteret
Pressejurist Knud Aage Frøbert påpeger, at kendelsen strider imod en højesteretsafgørelse, hvor Vejle Amts Folkeblad blev frikendt for injurier. Avisen gengav en sygeplejerskes klager over tre advokater, som hun betegnede som »uhæderlige og uærlige« og »gemene bondefangere og plattenslagere.«
»Højesteret afgjorde, at i sager af åbenbar almen interesse kan det frit gengives, hvad andre siger. I Fredericia Dagblad-sagen siger Pressenævnet, at det kan man ikke af hensyn til privatlivets fred,« siger Knud Aage Frøbert.
»Men sagen drejer sig jo ikke om privatlivets fred, men om, hvor vidt man skal undertrykke, hvad der står i en pressemeddelelse. Pressenævnet skaber forvirring og giver usikkerhed mellem Pressenævnet og Højesteret om, hvem man skal rette sig efter,« siger Knud Aage Frøbert.
Formanden for Pressenævnet, højesteretsdommer Per Sørensen, mener, at der er grænser for, hvad man kan viderebringe:
»Man kan ikke rask væk viderebringe alt, hvad der kommer en i hænde i ytringsfrihedens navn. Der må være en grænse. Fredericia Dagblad krydsede den grænse. Der var intet formål med at bringe det,« siger Per Sørensen og fremhæver, at Højesterets dom ikke kan bruges som ledestjerne for Pressenævnet, da nævnet ikke er en domstol. De to instanser træffer sine afgørelser ud fra to forskellige regelsæt.

Skaber forvirring
Sagen omkring Fredericia Dagblad er kun den anden 2-2 afgørelse med journalist- og redaktørfløjen på den ene side og offentligheds- og formandsfløjen på den anden.
Den første sag er fra 97, hvor Ekstra Bladet får påtale for at bringe navne fra en liste fra bagmandspolitiet over folk mistænkt for indblanding i selskabstømmersager. Ekstra Bladsjournalist Kate Bluhme mener, der kan trækkes en parallel mellem de to sager:
»De to sager er udtryk for en fundamental uenighed om journalistikkens væsen,« mener hun og synes i øvrigt, at det er bekymrende, at Pressenævnet anlægger et smagskriterium for, hvad borgerne må få at vide.
I lighed med den aktuelle sag, var det journalist Tage Clausen og chefredaktør Aage Lundgaard, der forgæves stemte imod kendelsen i selskabstømmersagen mod Ekstra Bladet.
»Jeg vil nødig tro, at det er to verdener, der støder sammen her,« siger Tage Clausen.
»Det ville være en trist vane, hvis pressen endte med at stå på den ene side, mens formandskabet og offentligheden stod på den anden.«

Nævnet som ledestjerne
Kate Bluhme håber ikke, kendelsen får nogen effekt.
»Jeg håber sandelig ikke, at den her kendelse lægger retningslinier for fremtidens journalistik. Den bør ikke få nogen konsekvens i praksis,« siger hun.
»Jeg håber, at redaktørerne rundt omkring tænker ´hov, det var sgu en svipser fra Pressenævnet, den der´, og lader den forsvinde i glemslen. Kendelsen var en finke, der røg af panden, og det kan jo ske for selv den bedste, men det skal helst ikke ske for tit, for der bliver et værre griseri på komfuret.«
Tage Clausen er betænkelig:
»Jeg mener, at Pressenævnets kendelser står som pejlemærker, som pressen kan navigere efter, og det duer ikke, hvis medierne begynder at ignorere Pressenævnets kendelser. Det vil svække nævnets autoritet og give risiko for, at politikerne vil ind og regulere, og det er der jo ingen af os, der ønsker.«