Politiken brugte kun en kilde og gamle data til kritik af mediernes "ligegyldige nyheder", lyder kritik. De andre medier citerede kun forsidepippet og ikke den rigtige artikel, svarer Politiken
"Vi får flere ligegyldige nyheder", berettede flere medier torsdag. Artiklen, der blev citeret, stammede fra Politiken, hvor den blev bragt under overskriften "Medierne sprøjter ligegyldige nyheder ud".
Citat-artiklen nåede vidt omkring og blev bragt af både landsdækkende og lokale medier i løbet af torsdagen, oftest med ordene "ligegyldige nyheder" i rubrikken.
"Mængden af nyheder eksploderer, men der bliver gravet færre journalistiske scoop frem", hedder det i Politikens artikel, der også beskriver, hvordan "samme antal journalister nu laver dobbelt så mange historier", hvilket betyder at der er mindre tid til at grave egne nyheder frem, og at mange nye artikler er "versioner af andre mediers historier".
Både den oprindelige artikel i Politiken og de mange citathistorier mødes nu med kritik. Rubrikken i Politiken bygger på foreløbige resultater af en undersøgelse, som journalistikprofessor ved CBS, Anker Brink Lund, først forventer at have klar til marts næste år.
I selve artiklen opremses en række tal, der underbygger vinklen, men de er alle fra en undersøgelse af mediebilledet i 2008.
Metaironisk
En af kritikerne er freelancejournalist Ernst Poulsen:
»Det jeg savner, det er, at vi får mere end blot Anker Brink Lunds vinkel på det. Det bliver sådan lidt metaironisk,« siger Ernst Poulsen til journalisten.dk, og understreger, at han kun har læst artiklen på nettet.
»Anker Brink Lund siger, at vi har for mange tynde historier, der bare flagrer derudaf, hvorefter han serverer en historie med vinkel, som vi andre ikke kan indgå i en dialog om, for han udleverer ikke sine data før til marts. Velkommen til endnu en overfladisk historie,« siger Ernst Poulsen.
Han hæfter sig desuden ved, at Anker Brink Lund også var i medierne med undersøgelsen af mediebilledet i 2008 længe inden, at denne undersøgelse var færdig.
»Det er dybt problematisk, at vi nu skal diskutere en rapport, hvor vi ikke får adgang til grundlaget for den, for der er brug for en nuanceret diskussion,« siger Ernst Poulsen.
Anker Brink Lund selv har ingen kommentarer til kritikken. Han siger, at han oprindeligt blev kontaktet af Politiken selv og udtalte sig til en baggrundshistorie. Det eneste han vil citeres for i denne artikel, er netop det foreløbige indtryk fra undersøgelsen:
»De tendenser som vi har set fra 1999 til 2008 ser ud til at forsætte, men vi er nødt til at grave ned i materialet for at se nuancerne før end vi kan sige noget endegyldigt,« siger Anker Brink Lund til journalisten.dk.
De tendenser, Anker Brink Lund taler om er, at langt størsteparten af den originale journalistik også i dag kommer fra dagbladene – i 2008-undersøgelsen var det 71 procent – og at medier i stigende grad versionerer andres originalhistorier.
Oplæg til baggrundsartikel
Ifølge en af de to journalister bag artiklen, så er kritikken af artiklen malplaceret. Det er nærmere måden de øvrige medier har viderebragt historien på, der burde komme under lup:
»Jeg synes, at det er ærgerligt, at det er det forsidepip, der tager hele turen rundt i medierne, og på den måde er det et symptom på det, som artiklen beskriver, nemlig at når nogen har brugt tid på at lave noget, så bliver det spredt med det samme, uden at det hele nødvendigvis kommer med,« siger Mikkel Vuorela til journalisten.dk.
Den artikel, der blev citeret over det hele er nemlig et oplæg til en større artikel i 2. sektion af papir-udgaven af Politiken. Den store artikel handler om mediebranchens knækkede forretningsmodel.
»Det jeg vil diskutere er, misforholdet mellem, hvad det koster at lave journalistik i forhold til, hvad man kan tjene på det. Det er ikke noget nyt for journalisten.dks læsere, men kan være det for mange andre,« siger Mikke Vuorela.
Synes du, at I har været loyale nok over for vagheden i Anker Brink Lunds formuleringer i jeres artikel?
»Ja det synes jeg faktisk. Vi har skrevet, at 'de foreløbige resultater peger på' og vi har ringet og clearet citater med ham,« siger Mikkel Vuorela.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.