Der bliver set med alvor på Datatilsynets alvorlige kritik af JP/Politikens Hus, der bunder i den samtykkeløsning, der tidligere er blevet brugt på eb.dk, men som ikke er blevet brugt det seneste år.
Det siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen, COO i JP/Politikens Hus, i en pressemeddelelse.
Kritikken af samtykkeløsningen går på den boks, som brugere af Ekstra Bladets hjemmeside er blevet mødt af, hvor de skulle give accept til indsamling af cookies. I den boks kunne brugerne vælge mellem en ’rød’, ’grå’ eller ’grøn’ knap. På den måde mener Datatilsynet, at Ekstra Bladet forsøgte at ”skubbe” brugerne over mod at trykke på grøn, som tillader alle cookies, og dermed ”undergraver den registreredes rettigheder”.
Derudover manglede ordet ’præferencer’ i boksen, hvilket ifølge Datatilsynet ledte til et mangelfyldt samtykke.
”I det konkrete tilfælde, hvor valgmuligheden Acceptér alle førte til et mangelfuldt samtykke, fandt tilsynet, at det stred mod princippet om lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed,” lyder kritikken fra Datatilsynet.
Ifølge JP/Politikens Hus har kritikken kastet et lys over en generel udfordring på tværs af mange mediers samtykkeløsninger, hvor der anvendes en standardtekst udarbejdet af IAB, der står bag den internationale standard for samtykkeløsninger.
”Vi har derfor straks rakt ud til Danske Medier for at få spredt informationen om den afklaring, som sagen har tilvejebragt, så Danske Medier kan udvide sin vejledning på området, og så det manglende ord kan blive tilføjet alle relevante steder,” siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen i pressemeddelelsen.