Pressenævnet

Kritik af Ekstra Bladet: Peter Falktoft og Esben Bjerre er ikke ’i lommen på tobaksgigant’

Ifølge Pressenævnet var der ikke dækning for at skrive, at podcastværterne med skiftet til Podimo kommer i lommen på tobaksgigant

Under overskriften ’Falktofts hykleri: I lommen på tobaksgigant’ bragte Ekstra Bladet i februar en artikel om, at podcastværterne Peter Falktoft og Esben Bjerre har rykket deres podcast ’Her går det godt’ til Podimo.

Ifølge Ekstra Bladets artikel var det opsigtsvækkende, da Podimo er delvist ejet af en dansk tobaksgigant, og Peter Falktoft er en indædt modstander af tobaksindustrien.

Men ifølge Pressenævnet var der hverken dækning i artiklen eller i de faktiske forhold for overskriften om, at de, Falktoft og Bjerre, er i lommen på tobaksindustrien.

”Pressenævnet finder, at det med overskriftens formulering ”i lommen på tobaksgigant” fremstår, som om at klagerne modtager betaling direkte fra – eller på anden måde er helt afhængig af – tobaksindustrien, hvilket ikke er korrekt,” fremgår det af kendelsen.

Kan medføre alvorlige økonomiske konsekvenser

Det er Peter Falktoft og Esben Bjerre selv, der havde klaget til Pressenævnet over rubrikken i Ekstra Bladet.

I klagen skriver de, at overskriftens formulering, ”som Ekstra Bladet udmærket godt ved er forkert”, kan medføre alvorlige økonomiske konsekvenser for dem som selvstændige.

Ekstra Bladet har på den anden side anført, at overskriften skal læses i sammenhæng med underrubrikken, og at den i øvrigt er udtryk for Ekstra Bladets helt berettigede kritiske vurdering og kritik af Peter Falktoft.

Ejer 10 procent

Af artiklens underrubrik fremgår det, at Podimo er delvist ejet af en dansk tobaksgigant. Længere nede i artiklen kan man læse, at 10 procent af Podimo er ejet af aktieselskabet Chr. Augustinus Fabrikker, der har investeret i en række virksomheder blandt andet i tobaksindustrien.

Men her udtaler Pressenævnet altså kritik af Ekstra Bladet.

Ifølge nævnet fremstår det med overskriften, som om at Peter Falktoft og Esben Bjerre modtager betaling direkte fra – eller på anden måde er helt afhængig af – tobaksindustrien, hvilket ikke er korrekt.

0 Kommentarer