Hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund besluttede på et møde sidst i juni at aflevere en “alvorlig kritik” til forbundets informationschef Esben Ørberg, der har brugt 162.000 kroner til produktion af NetGuide, som han kun havde fået bevilget 86.000 kroner til. NetGuide er en håndbog om journalistik via Internettet, bragt som indstik i JOURNALISTEN nummer 10. Overforbruget på 76.000 kroner får desuden HB til at forlange, at DJs daglige ledelse – formand, næstformand og sekretariatschef – i fremtiden skal sikre, at Informationsafdelingen søger om tillægsbevilling, før der bruges flere penge end de bevilgede. Budgetskredet blev behandlet som et lukket punkt på HB-mødet, fordi der er tale om en personsag, og kritikken gik højt. “Det var så ruderne klirrede,” lyder det. Et enkelt HB-medlem – Carsten Lorenzen, journalist på Nordjyllands Radio – ville give Esben Ørberg en skriftlig advarsel, fordi Informationsafdelingen tidligere har overskredet budgettet. Og et andet HB-medlem ønskede sågar Esben Ørberg fyret. Største budgetskred skyldes posten “design og lay-out”, der kun skulle koste Dansk Journalistforbund 14.000 kroner – udgiften blev i stedet på 43.000 kroner. Sagen strammer det økonomiske greb om Informationsafdelingen, også selv om Esben Ørberg har forklaret HB, at han har fundet pengene andre steder på sit budget. Esben Ørberg ønsker ikke at kommentere sagen over for JOURNALISTEN. Helt sort har sommeren dog ikke været for Informationschefen: “Ekstrem brugbar og nyttig”, “Eminent” og “Noget af det bedste jeg har set fra Journalistforbundet i årevis”, lyder det blandt andet i mails, hvor NetGuiden høster roser.
|
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.