search

Kritik af dansk krigsdækning

Danske mediers dækning af krigen i Irak var ikke-eksisterende og præget af »juleand og fastelavnsris«, mener flere mediefolk. TV 2 afviser kritikken.

Danske mediers dækning af krigen i Irak var ikke-eksisterende og præget af »juleand og fastelavnsris«,
mener flere mediefolk. TV 2 afviser kritikken.

»Danske medier dækkede jo ikke Irak-krigen. Punktum. Mediemæssigt stod danskerne af den konflikt meget hurtigt. De svigtede absolut.«

Så kontant lyder kritikken fra redaktør på magasinet Newsweek og tidligere Irak-korrespondent for Los Angeles Times, danskfødte Louise Bokkenheuser, der boede i Bagdad i krigens mest brutale periode fra 2004-2007.

Danmark havde soldater i Irak fra 2003 til 2007, men danske medier har ifølge Bokkenheuser været så overforsigtige, at de er kommet til at male et lyserødt og virkelighedsfjernt billede af invasionen.
»Dækningen i Danmark bestod mest af, at der en gang imellem kom en journalist fra en dansk avis eller tv-station ned og blev inde i den grønne zone (sikkert diplomatisk område i Bagdad, red.), inden de tog hjem igen,« siger hun.

Fotografen Johan Spanner deler kritikken af den danske Irak-dækning. Han opholdt sig i Irak gennem længere perioder under krigen og arbejdede for blandt andet New York Times. Han mener, at den danske Irak-dækning var præget af »juleand og fastelavnsris«.
»Vi vælger at gå ind i en krig med vores styrker. Har vi så ikke pligt til at dække alle krigens facetter?« spørger han.

På Information kan udlandsredaktør Lotte Folke Kaarsholm godt følge kritikken.
»Danske medier har været megadårlige til at komme i kontakt med de mennesker, krigen handler om. Det gælder også os selv. Dækningen bar generelt præg af, at danske medier var grønne i krigsjournalistik og i forhold til det ansvar, vi har som medier i en krigsførende nation. Det var ikke nogen stolt epoke i dansk journalistik,« siger hun.

Nyhedschef på TV 2 Jacob Nybroe er til gengæld helt uforstående over for kritikken.
»Der vil formentlig altid være noget, man kunne have gjort anderledes, men jeg må sige, at jeg er dybt uenig. TV 2 har dækket Irak-krigen massivt,« siger han og tilføjer, at TV 2 i to år havde fast kontor i Bagdad.
Da krigen var allerfarligst, kostede det tv-stationen 21.000 kroner i sikkerhed, hver gang en rapporter skulle fragtes fra lufthavnen i Bagdad og ind til byen.
»Men vi gjorde det, fordi vi insisterede på at bevare vores uafhængighed, så vi kunne dække krigen gennem både storpolitik, hverdagsliv og krig,« siger Jacob Nybroe.

Krigskorrespondenten Rasmus Tantholdt, der har været mere end 40 gange i Irak for TV 2, kalder kritikken »noget af det mest useriøse, jeg har hørt«.
»Hele præmissen giver jeg ikke noget som helst for. De aner ikke, hvad de snakker om. Forholdene i Irak var så vanskelige, at de to (Bokkenheuser og Spanner, red.) stod af. TV 2 var steder i Irak, hvor de aldrig nogensinde ville turde tage hen,« siger han.

Tantholdt erkender imidlertid, at de vanskelige arbejdsforhold indvirkede på de historier, han lavede fra Irak.
»Når du skruer op for sikkerhed, så skruer du ned for journalistikken. Nogle gange måtte kilderne simpelthen komme til os, fordi det var for farligt at tage ud. Det påvirker selvfølgelig den måde, du kan fortælle historierne på.«

Bokkenheusers kritik retter sig også mod de sikkerhedshensyn, som redaktøren mener skyggede for journalistikken i den danske Irak-dækning.
»Medierne mente tydeligvis ikke, at de ville risikere det, som det kræver at dække krigen ordentligt og sandfærdigt. Det vil sige ude i den røde zone, ude i byen og i landsbyerne. Det var jo virkeligheden i krigen, og den dækkede man simpelthen ikke.«

Er det ikke også en rimelig prioritering, når det er så farligt?
»Nej, for krig er jo krig. Det er farligt, og det må medierne jo leve med.«

Men det er vel fair nok at sige, at ingen historier er værd at risikere livet for?
»Jeg synes bestemt, der er nogle historier, det er værd at risikere livet for. Naturligvis skal hensynet til sikkerhed være stort, men man bliver altså også nødt til at erkende, at det er krig, og at krigsjournalistik jo er usikkert,« siger Louise Bokkenheuser.

Kommentarer
1
Johan Spanner
07.06.12 17:59
Re: Kritik af dansk krigsdækning

Nu er interviewet med mig kogt ned til ét enkelt, polemisk citat. Men jeg står nu 100% ved min kritik. Den danske presse glimrede ved sit fravær som selvstændig aktør i Irak. 

Undertegnede opholdt sig fra 2003-ultimo 2009, mellem tre og ni måneder om året i Irak, så jeg vil påstå at jeg opbyggede en vis erfaring med historien. Louise Roug dækkede krigen før, og igennem 'The Surge', som utvivlsomt var den vanskeligste periode. Det er derfor ukorrekt når Rasmus Tantholdt postulerer, at vi var stået af. TV2 havde så vidt vides kun kontor i byen de første to år af krigen, hvor det var relativt nemt. For alle der ved hvor besværligt det var at få visum, kan antallet af Rasmus Tantholdts ture endvidere kun aflæses som en overvægt af 'embeddede' ture, altså besøg nede hos danskerne. At lave embedded journalism er kun en lille del af historien, og særligt hos danske tropper (og briterne) hvor kontrollen og den implicitte censur er langt større end hos amerikanerne. Hvad angår Tantholdts forsøg på 'willy-waving', må jeg sige at min erfaring fra krigsområder er, at dem der kæfter op sjældent er de modige. Jeg vil derfor ikke begive mig ud i en diskussion om, hvem der har været de farligste steder, men blot konstatere at Irak var et farligt sted at arbejde og i mit arbejde som fotograf, har jeg bestemt ikke holdt mig indendøre.

For at vende tilbage til præmissen for min kritik, synes jeg at den 'danske vinkel' kom til at dominere dækningen. Det var meget juleand nede fra de danske camps i Basra, og ikke meget stof udefra, med de folk som krigen reelt berørte. Men hatten af for de få der gjorde det. Nogle medier gik bare vel meget på kompromis med deres integritet, og lod militæret bestemme meget af deres dækning. Der kunne vi lære meget af amerikanerne, som i langt højere grad er vant til at være vant til være krigsførende nation, og har en langt bedre tradition for at give pressen adgang. Det betyder for eksempel at man reelt kan komme med dem ud når 'the shit hits the fan', og ikke kun på en ufarlig patrulje med gode billeder af glade lokale.  

Foruden de amerikanske, var en del britiske dagblade permanent repræsenteret i Bagdad under hele det britiske engagement i krigen. Noget tilsvarende dansk så man ikke. Louise Roug og jeg selv arbejdede begge for amerikanske publikationer, og Eva Plesner og Flemming Weiss stoppede kun igennem nogle måneder. At Tantholdt så er kommet gennem svingdøren engang imellem og har læst en analyse højt, ændrer ikke på det faktum at den har været planket fra de skrivende medier, som tog det lange, seje træk dernede. Deriblandt NY Times, som jeg selv arbejdede for. Det er ikke noget, en dansk journalist ikke kunne have produceret, hvis man havde prioriteret det. 

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen