Hvorfor blev du journalist?
»Det var lidt en tilfældighed, for da jeg var ung, drømte jeg om at lave film og skrive fiktion. Jeg søgte også ind på filmskolens dokumentarlinje, da jeg var startet med at læse journalistik på RUC. Jeg var blandt de allersidste, der blev sorteret fra til filmskolen. Mine idéer til dokumentarfilm var mere journalistiske end kunstneriske. Der gik det op for mig, at jeg har den journalistiske dna.«
Hvad var dit første job som journalist?
»Jeg fik et job på Arena, lige efter at jeg var færdig med min praktik. Det var et magasin, som skulle være en konkurrent til Euroman. Men jeg brød mig ikke om kulturen på forlaget Benjamin, som ejede magasinet. Jeg husker, at ejeren, Johnny Laursen, til et redaktionsmøde sagde, at homoseksuelle aldrig kunne komme på forsiden. Det leflede for laveste fællesnævner, og det var jeg meget kritisk over for.«
Du har også læst sociologi og litteraturvidenskab. Hvorfor har du det?
»Det var spændende. Sociologi var akademisk tungt, samfundsfokuseret og relevant for journalistikken. Litteraturvidenskab var og er en kæmpe passion for mig. Jeg læste det kun nogle semestre, men hvis jeg fik tre år til at gøre, lige hvad jeg ville, ville jeg læse litteraturvidenskab.«
Det virker meget videbegærligt. Vil du karakterisere dig selv sådan?
»Helt klart. Hvis bare man holder sig fra pædofili og folkedans, er alt åbent. Jeg kunne godt bruge et helt liv på at læse alle mulige forskellige fag. Der er ikke noget, som ikke interesserer mig. Det er nok også derfor, jeg blev journalist. Jeg får mulighed for at udforske, særligt når jeg skriver portrætter og kommer helt ind i et andet menneskes psyke.«
Har du nogle eksempler på, at du er dykket ned i et menneske, som virkelig har været interessant?
»Jeg var en af de sidste, der lavede et stort interview med Klaus Rifbjerg. Da jeg ringede for at lave aftalen med ham, var der gået noget galt i kommunikationen, og han råbte af mig: »DIT KOHOVED!« At sidde over for den her mand, som er en del af vores kulturarv, mens jeg fik kage og kunne se ud over Øresund, var fantastisk. Han var larger than life, men var lige der alligevel bare en skrøbelig gammel mand, som jeg fik lov til at skrive en flig af.«
Hvorfor sagde du ja til jobbet på Euroman?
»Euroman er drømmejobbet. Det er det eneste store magasin, vi har herhjemme. Jeg følte, at jeg var klar til det. Jeg har erfaring med det kommercielle og det digitale og var samtidig klar til at rykke videre fra Berlingske. Jeg var klar til at begynde et nyt kapitel i mit liv.«
Hvad tror du, den største udfordring bliver?
»Euroman står over for en stor proces, hvor tingene skal gøres anderledes i forhold til layoutet. Jeg tror, det har rystet redaktionen ret meget. De seneste måneder har været hårde for dem. Jeg skal skabe ro på vej hen mod de nye måder at arbejde på, så det ikke bliver en voldsom oplevelse.«
Tror du, at Euroman kan holde sit niveau, samtidig med at en stor del af layoutet bliver outsourcet til Vietnam?
»Ellers ville jeg ikke have sagt ja til jobbet. Hvis vi taler sammen om et år, kan det dog godt være, at tingene skal justeres. I den perfekte verden burde det ikke være nødvendigt. Men det skræmmer mig overhovedet ikke. Det handler selvfølgelig for Egmont om at spare nogle penge. Men det er ikke vigtigt, om det bliver layoutet i Hanoi eller Horsens. Det her er langt bedre, end at Euroman fyrede to journalister. Først der ville jeg blive bekymret.«
Hvad skal Euroman være?
»Det skal være begavet journalistik. Vi skal ikke kun tale til den side af manden, som handler om cigarer og champagnesabler. Euroman skal måned for måned være et spejl for det at være menneske. Ikke bare mand. Primært menneske, dernæst mand. Lige nu. Det er også derfor, magasinet har mange kvindelige læsere.«
Hvad er journalistikkens største udfordring lige nu?
»Lige nu bliver der kælet meget for journalistikken, så den er som sådan ikke i fare. Men for branchen er den største udfordring klart, hvordan vi tjener penge til vores løn, når folk ikke vil betale for journalistik. Folk bliver bombarderet med underholdning, lige fra de står ud af sengen. Alting er jo næsten gratis nu.«
Hvad er løsningen?
»Journalistisk er det at blive ved med at lave kvalitetsjournalistik. At lave noget, der er så godt, at folk ikke kan lade være med at læse det. Og så skal vi finde en model, så folk får lyst til at betale for journalistik på nettet. Ligesom man betaler for et abonnement på Netflix. Det digitale skal være et reelt alternativ til print.«
[[nid:34739]]
Foto: Sara Galbiati
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg er også meget enig med Mette Louise Andersen og Christian Hebell Paulsen.
Ikke bare får Kristoffer Zøllner detroniseret den visuelle side af det mest ambitiøse magasin vi har herhjemme, det mest prisvindende og med 19 nominationer i seneste magasindesignkonkurrence; fremtiden for den indholdsmæssige del, kan man også bekymre sig for. Selvom 'det her er langt bedre, end at Euroman fyrede to journalister’, ifølge Kristoffer Zøllner.
Er det flere årtier siden Zøllner har læst det magasin han nu skal stå i spidsen for, siden han nævner cigarer og champagnesabler?
Han får også lige sat Klaus Rifbjerg på plads, og sig selv over denne ‘alligevel bare en skrøbelig gamle mand’, som han siger det i artiklen.
Det er -som elsker af magasinmediet- ærgerligt, at se en ny chef ikke gå til opgaven med bare en anelse ydmyghed overfor hvad det nuværende magasin er, og står på skuldrene af. Og åbenbart ikke forstår, at det at lave MAGASIN netop er helheden, at det visuelle og det skrevne går op i en højere enhed. Godt magasindesign er ikke en given ting, der skal kæmpes lige så meget for dét, som for indholdsdelen. Indhold og udtryk er det samme! Ellers snakker vi ikke magasin, men noget andet.
Helt enig med Mette Louise Andersen! Jeg fatter vitterligt ikke Kristoffer Zøllners udtalelse, at det ikke er vigtigt om layoutet bliver lavet i Hanoi eller Horsens! Hvis alle redaktører var ligeglade, så har man overgivet sig til tapetlayout, hvor profit og pengepung skal afgøre om der også i fremtiden skal være danske grafikere og layoutere!
At tro, at et livstilsmagasin som Euroman blot er noget i kraft af sine begavede artikler, og ikke via sit visuelle brand, lyder temmelig naivt i mine øre. Man har dannet sig en mening om bladet er fedt eller ej på et splitsekund via dets look. Begavet og nytænkende journalistik understreges af begavet og nytænkende design.