Kristoffer Gravgaard i spidsen for Newspaq

Den tidligere redaktionschef på Nyhedsavisen, Kristoffer Gravgaard, skal stå i spidsen for nyhedsbureauet Newspaq fra januar 2008. Samtidig forventer A-pressens direktør Bjarne Salomonsen, at bureauet vokser både i omsætning og medarbejdere.

Den tidligere redaktionschef på Nyhedsavisen, Kristoffer Gravgaard, skal stå i spidsen for nyhedsbureauet Newspaq fra januar 2008. Samtidig forventer A-pressens direktør Bjarne Salomonsen, at bureauet vokser både i omsætning og medarbejdere.

Kristoffer Gravgaard får titel af chefredaktør og direktør for Newspaq, der i dag beskæftiger 18 medarbejdere og har en omsætning på otte millioner kroner.

»Han har alle de rigtige kvalifikationer – strategisk sans og fornemmelse for markedet. Han har erfaring fra Ritzau, hvor han udviklede deres produkter, og han stod for at udvikle Nyhedsavisens bureau. Det har de så opgivet, og derfor er det meget naturligt, at han kommer til os«, siger Bjarne Salomonsen.

Newspaq, der er ejet af A-pressen, leverer nyhedstelegrammer, arbejdsmarkedsnyheder og timeradioaviser til eksempelvis TV3, LO, DA og SBS. Og det er stadig den type nichetjenester, der skal satses på.

»Vi skal ikke konkurrere med en sværvægter som Ritzau. Men jeg tror, der er et stort marked omkring Ritzau på nicheområderne. Vi er allerede bredt dækket ind med kunder, men jeg forventer, at der vil komme flere af samme type, siger Bjarne Salomonsen.

Selvom Newspaq ikke skal til at måle sig med Ritzau, forventer Salomon, at firmaet vokser i løbet af næste år.

»Jeg regner med, at vi bliver større både på medarbejdere og på omsætning henover 2008. Vi har nogle konkrete planer om at udvide medarbejdergruppen, men dem vil jeg ikke offentliggøre nu, ligesom jeg ikke vil komme ind på vores økonomiske målsætninger,« siger han.

Kristoffer Gravgaard var med til at starte Nyhedsavisen, hvor han havde ansvaret for nyhedsbureauet og senere Avisen.dk, inden han blev fyret i foråret. Siden har han fungeret som webrådgiver, bland andet for Politiken.dk. Han er uddannet journalist fra RUC og har tidligere arbejdet på Ritzau, Dagen og MetroXpress.

0 Kommentarer