Radio24syv har ansat vært på 'DR Detektor' Kristoffer Eriksen som ny nyhedschef. Kristoffer Eriksen har tidligere været vært på Radio24syv, og han erstatter Simon Andersen, der skifter til Berlingske for at blive nyhedschef.
Kristoffer Eriksen siger, at han vender tilbage til Radio24syv, fordi han elsker kanalen.
”Jeg elsker Radio24syv, og jeg elskede den, mens jeg var væk. Det var fedt at være på 'Detektor'. Men det her er for stor en mulighed til, at jeg kunne lade være med at sige ja. Nu kan jeg selv bestemme, hvordan og hvornår vi kører en historie. Vi skal give den fuld balalajka,” siger han.
Lyttere skal ikke forvente, at der sker store ændringer i fladen.
”Jeg har haft Radio24syv kørende på køkkenradioen, siden jeg forlod stedet, fordi det bare er en super god radiokanal. Det vil jeg ikke lave grundlæggende om på,” siger han.
Du har ikke nogen ledelseserfaring. Hvad kommer det til at betyde?
”Jeg har gjort mig mange tanker om lederrollen. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg er født leder, og at jeg bare kan træde ind og være chef for 40 af landets bedste journalister, uden at det bliver svært i begyndelsen,” siger han.
Ramskov: Han kender radioen
Direktør Jøren Ramskov siger, at ansættelsen af Kristoffer Eriksen giver Radio24syv en garanti for, at kanalen fortætter med at lave den form for journalistik, som radioen er kendt for.
”Han kender mediet, og vi skal ikke bruge tid på at lære en ny nyhedschef op. Vi har et år tilbage og skal lave en ny ansøgning. Og der repræsenterer Kristoffer Eriksen – måske ikke et generationsskifte – men en yngre chef, der skal sikre, at vi laver moderne taleradio,” siger Jørgen Ramskov med henvisning til, at sendetilladelsen til at drive radioen kommer i udbud igen i 2019.
Hvor vigtig er han for, at I får en sendetilladelse?
”Vi skal lave en god ansøgning, og det skal ikke være en kopi af den gamle. Og der er det godt at have en dygtig mand med humor, der kender målgruppen,” siger Jørgen Ramskov.
Kristoffer Eriksen stoppede brat på Radio24syv i november 2017, fordi han var utilfreds med en undskyldning, Radio24syv havde givet til Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt.
Selv siger Kristoffer Eriksen, at hans afgang fra Radio24syv kom til at fremstå mere dramatisk, end den var.
”Allerede ved julefrokosten fik Jørgen Ramskov og jeg en gin/tonic og fik klinket skårene.”
Kristofer Eriksen tiltræder 1. december 2018. Kristoffer Eriksen er 32 år og kommer fra en stilling som vært på DR2’s faktatjekprogram 'Detektor'. Ud over sine tre år som morgenvært på Radio24syv har han lavet flere tv- og radioprogrammer som fx 'Absurdistan', 'Hyklerriget', 'Dødsruten' og 'Superrig i Slummen'.
4