Kristeligt Dagblad satser på nichen i valgdækning

Socialstof og ulandsbistand er måske ikke de mest centrale emner i den politiske valgkamp, men det vil de ikke desto mindre blive hos Kristeligt Dagblad, der satser på sine nicheområder i valgdækningen.

Socialstof og ulandsbistand er måske ikke de mest centrale emner i den politiske valgkamp, men det vil de ikke desto mindre blive hos Kristeligt Dagblad, der satser på sine nicheområder i valgdækningen.

Religionens betydning for samfundet og politik vil derfor være i fokus, når Kristeligt Dagblad dækker valg. Det fortæller politisk redaktør Henrik Hoffman.

»Vi vil fokusere på de emneområder, der er interessante for Kristeligt Dagblads læsere,« siger han.

Derudover vil avisen også dække den løbende debat og proces og eksperimentere med formerne.

»Der skal være nogle pusterum undervejs, som er lidt lettere at gå til. Det kunne være lidt mere pudsige og interessante ting, som for eksempel kandidater der aldrig fik en stemme«, fortæller Henrik Hoffman.

Han er opmærksom på, at der ved tidligere valg har været større fokus på processen omkring valget og for lidt på indholdet i medierne over en bred kam i forhold til det, læserne ønskede sig.

»Det er svært at sætte procenter på, men vi vil prøve at finde en god balance. Vi vil prøve at dække det indholdsmæssigt grundigere end tidligere. Men proces er også en del af valgkampen, især med Ny Alliance, der kan flytte rundt på en masse ting,« siger han.

På nettet satser Kristeligt Dagblad på en mere interaktiv dækning.

»Vi har forsøgt at få alle partipolitiske ordførere til at blogge, og hvis der kommer interessante indlæg derfra, overfører vi det til avisen,« siger Henrik Hoffman, der på den måde håber på, at få læserne til at engagere sig i debatten gennem kommentarer på hjemmesiden.

0 Kommentarer