Kristeligt Dagblad beklager spam

Mediejurist er ikke i tvivl om, at en reklame-mail sendt på vegne af Kristeligt Dagblad er ulovlig, fordi firmaet bag ikke respekterer et nej. Avisen har nu opsagt samarbejdet og strammet reglerne. Marketingchef: »Det kan vi ikke være en del af«

”Kristeligt Dagblad – 4 uger gratis”

Sådan skriver ”Anne Jensen” i en mail, som er sendt til en række modtagere i slutningen af august. Mailen viser sig at være en reklame for Kristeligt Dagblad med et link til en kampagne, avisen kører for at få nye abonnenter. Mailen er sendt fra adressen info @ nyhedsbrevet.info.

I mailen fra ”Anne Jensen” kan man via et link frabede sig flere reklamer. Det gjorde denne artikels skribent, som var en af modtagerne. Afmeldingen blev bekræftet. Men i slut september tikkede en identisk mail ind fra ”Anne Jensen”.

Det er ulovligt, hvis et firma bliver ved at sende reklamer, selv om man har afmeldt sig. Det fastslår både Forbrugerombudsmanden og en mediejurist.

Kristeligt Dagblad beklager og har stoppet samarbejdet med den leverandør, der står bag mailen. Men de har ikke selv kunnet finde ud af, hvem det er, der har sendt mailene. Det vender vi tilbage til.

Industri høster samtykker på nettet

Mail-adressen info @ nyhedsbrevet.info har udsendt mails på vegne af en række danske og udenlandske virksomheder, herunder Kristeligt Dagblad. Det er altså ikke Kristeligt Dagblad selv, der har sendt mailen.

Chefkonsulent ved Forbrugerombudsmanden Tina Morell Nielsen fortæller, at mange selskaber har bygget en forretning op om at indsamle samtykke fra folk til, at der kan sendes reklamer til deres mail-adresser. Det kan for eksempel ske, når en bruger ønsker at deltage i en konkurrence på nettet.

»Der er gået industri i at høste mail-adresser, fordi det er blevet så svært at reklamere over for folk. Du må ikke bare ringe op, du må ikke sende mails eller sms’er, og folk kan frabede sig reklamer i postkassen. Derfor er der opstået en industri, der høster samtykker på nettet,« forklarer hun.

Herefter kan annoncører betale for at få sendt reklamer ud til de adresser, som selskabet har indsamlet samtykker fra.

Men jeg kan ikke huske, at jeg har givet samtykke til noget som helst. Kan de have sendt mig en mail uden samtykke?

»Det er ikke til at sige, om de har fisket din mail, eller andre har misbrugt den. Udgangspunktet er, at man skal give samtykke for at få den slags reklamer. Vi ser ofte, at der indsamles samtykker via konkurrencer på nettet. Mange opdager ikke, at de samtidig giver samtykke til at modtage reklamer,« siger Tina Morell Nielsen.

Skal respektere et nej tak

Hun kan ikke forholde sig til den konkrete sag. Men hun understreger, at man skal respektere det, hvis nogen har tilbagekaldt et samtykke.

»Så må de ikke sende flere reklamer per mail,« siger hun.

Tina Morell Nielsen fortæller, at Forbrugerombudsmanden modtager over 1.000 klager hver måned, som udspringer af, at folk får mails, som de mener er spam.

»Vi kan se, at mange klager over, at de ikke kan kalde deres samtykke tilbage, eller at det ikke virker, når de gør det. Det er et stort problem.«

Mediejurist: Ingen tvivl, det er ulovligt

Mediejurist Peter Lind Nielsen er ikke i tvivl om, at selskabet bag info @ nyhedsbrevet.info bryder loven, når de ikke accepterer en afmelding af mail-listen.

»Uanset hvad man har lavet for at komme på den liste, så skal de stoppe i samme øjeblik, man afmelder. Hvis det ikke sker, så er det ulovligt,« siger han.

Peter Lind Nielsen tilføjer, at Kristeligt Dagblad i sidste ende kan straffes for at bryde markedsføringslovens §6, selv om det ikke er avisen selv, der har sendt reklamerne ud.

»I udgangspunktet er et selskab ansvarlige for dem, de entrerer med. Så Kristeligt Dagblad har et problem. De har overtrådt paragraf 6 i markedsføringsloven.«

Men hvad hvis de ikke har kendt til problemet?

»De kan klare frisag, hvis de ikke har haft nogen som helst anledning til at mistænke, at noget er galt. Hvis det er noget, de er blevet gjort opmærksomme på, skal de handle med det samme,« siger Peter Lind Nielsen.

Kristeligt Dagblad ærgrer sig

Hos Kristeligt Dagblad ærgrer marketingchef Søren Jensen sig over, at det ikke har virket at takke nej til reklamer, der er sendt på vegne af avisen.

»Hvis man har forsøgt at afmelde og alligevel bliver ved at modtage mails, så er det selvfølgelig ikke i orden.«

Han er enig i, at det er ulovligt ikke at respektere en framelding.

»Det er jeg helt enig i. Og det kan vi ikke være en del af.«

Søren Jensen forklarer, at Kristeligt Dagblad slet ikke har været i kontakt med de selskaber, der har indsamlet samtykker og sender mails ud. Avisens mediebureau Mediabroker samarbejder med en række selskaber, som igen samarbejder med de selskaber, der sender mails ud.

Har stoppet samarbejdet

Kristeligt Dagblad har de seneste uger, efter at Journalisten første gang henvendte sig i start oktober, undersøgt sagen sammen med Mediabroker.

Resultatet er, at samarbejdet er blevet opsagt med den leverandør, der har ansvaret for de mails, der er blevet sendt ud for Kristeligt Dagblad på info @ nyhedsbrevet.info.

Kristeligt Dagblads mediebureau har for nylig indgået samarbejde med to nye leverandører, og det er en af dem, de nu har droppet igen, fortæller Søren Jensen.

Er det ikke et etisk problem – helt overordnet – at skrive til folk på denne måde, vel vidende at mange oplever det som spam?

»Vi har kørt denne kampagne i tre års tid, og vi har ikke fået ret mange klager. Derfor har vi ikke haft så meget fokus på det. Hvis vi får mange klager, vil vi reagere. Jeg tror, det handler meget om, hvordan man bruger det. Her har vi brugt mails til at teste folk med nogle etiske spørgsmål. Hvis de viser interesse for det, er de interessante for os som abonnenter,« siger Søren Jensen.

Ikke muligt at finde afsenderen

Journalisten har via mail skrevet til adressen info @ nyhedsbrevet.info. Vi har ikke modtaget noget svar, og det har ikke været muligt at finde ud af, hvem der ejer domænet.

Kristeligt Dagblad har bedt deres mediebureau oplyse Journalisten, hvem der står bag info@nyhedsbrevet.info. Men det har ifølge Søren Jensen ikke været muligt for mediebureauet at finde ud af.

»Det fungerer sådan, at vores mediebureau har samarbejde med en leverandør, som igen har samarbejde med en leverandør. Så det er svært at finde ud af, hvem der står bag.«

Kristeligt Dagblad har på baggrund af sagen besluttet at stoppe den slags samarbejder i tre led.

»Det er svært at kontrollere. Jeg blev selv overrasket over, at jeg ikke kunne få kontakt til det sidste led, og derfor har vi stoppet det,« siger Søren Jensen.

Mediabroker har ikke yderligere at tilføje.

0 Kommentarer