search

Krisestyring for begyndere

  Drop volden. Kommuniker til andre end inderkredsen. Genvind de københavnske vælgeres hjerter. Tag ansvar. Ungdomshusets pressegruppe fik klar besked, men også et par rosende ord, da de blev grillet af en af Danmarks mest kontante rådgivere i krisekommunikation

Drop volden. Kommuniker til andre end inderkredsen. Genvind de københavnske vælgeres hjerter. Tag ansvar. Ungdomshusets pressegruppe fik klar besked, men også et par rosende ord, da de blev grillet af en af Danmarks mest kontante rådgivere i krisekommunikation

Kommunikation. Situationen er usædvanlig. For enden af bordet står en af kommunikationsbranchens dyre drenge. Over for ham sidder en ung pige med tre piercinger i undermunden sammen med to kammerater fra Ungdomshuset.

Kim Larsen er direktør og kommunikationsrådgiver i et af verdens største PR-bureauer, Burson-Marsteller. Et af hans specialer er krisekommunikation inden for områderne Health Care, Fast Moving Consumer Goods og IT. De fleste af hans kunder er store virksomheder, der hyrer ham til at redde dem ud af en mediestorm – eller undgå at havne i en.

Journalisten har bedt Kim Larsen om at give Ungdomshuset presserådgivning, som var det en virksomhed i krise.

Ved dagens møde i Journalistforbundets højloftede bestyrelseslokaler på Gammel Strand skal Kim Larsen ikke tale til ledelsen i en stor kendt virksomhed, men til Anja, Ditte og Jan fra Ungdomshusets pressegruppe.

»Jeg stiller op i dag, fordi jeg tror, at mange støtter idéen om et ungdomshus som et kreativt fristed. Men jeg støtter ikke vold, gadekamp eller afbrænding af biler. Jeg kan tilbyde en analyse og nogle gode råd til forbedring af Ungdomshusets kommunikation set med professionelle øjne,« siger Kim Larsen.

Ved computeren sidder hans assistent, projektkoordinator Mikkel Andersen.

Før mødet har pressegruppen bedt Kim Larsen om at kigge på Ungdomshusets muligheder for at bevare synligheden i medierne. Gruppen ønsker også en forklaring på, hvorfor medierne ikke bringer flere positive historier om Ungdomshuset.

Der er lagt blokke frem, så gruppen har mulighed for at tage noter. Bortset fra Dittes piercinger ser de unge i begyndelsen af 20erne påfaldende almindelige ud.

Det er folk som Jan, Ditte og Anja, der tager telefonen, når pressen ringer til Ungdomshuset. Gruppen skal formidle fællesmødets beslutninger og fremme Ungdomshusets sag over for omverden. Da urolighederne på Nørrebro var på sit højeste, talte de med CNN, AP, BBC, danske, norske, svenske og tyske medier. Infomedia har i alt registreret 6.000 artikler om Ungdomshuset det seneste år. Det er med andre ord ikke opmærksomhed, huset på Jagtvej mangler. Problemet er, at omtalen ofte er negativ – især efter bilafbrændingerne, gadekampene og det brændende Christianshavns Gymnasium i begyndelsen af marts.

Kim Larsen ridser situationen op:

»Jeg kan ikke sammenligne jer med de andre kunder, jeg kommer ud til, for de begår ikke vold. Men der er alligevel den lighed, at virksomheder og organisationer i krise føler sig misforstået – ligesom I gør. Det er også helt normalt, at virksomheder synes, at de har gjort enormt meget for at undgå krisen. Nu er de sure på journalisterne og har svært ved at føle et medansvar for at løse problemet – ligesom I heller ikke vil tage afstand fra vold eller finde et kompromis,« siger han.

Powerpoint-showet kan begynde. Assistent Mikkel Andersen åbner for første slide. Det viser en engel og en djævel og skal illustrere forskellen mellem Ungdomshusets selvopfattelse og omdømmet i offentligheden.

»Ifølge Ungdomshusets selvbillede repræsenterer I en værdifuld og kreativ modkultur. Men sådan er billedet ikke i den brede befolkning. For de fleste mennesker er I nogle forkælede unge, der ikke vil betale for et hus. Og hvis I ikke får jeres vilje, kommer der ballade,« siger Kim Larsen, der mener, at den største udfordring ligger i at skabe balance mellem selvopfattelsen og omdømmet.

»Jeres omdømme er den kapital, I skal bruge til at forhandle jer frem til en løsning. Uden den kommer I ingen vegne,« siger kommunikationsrådgiveren.

Før han går videre, vil han gerne rose pressegruppen for at have kommunikeret mere, end græsrodsbevægelser almindeligvis gør. Pressegruppen prædiker ikke kun for de frelste. Man har været dygtig til at bruge forskellige platforme – hjemmesider, plakater og løbesedler. Og man har arrangeret happenings med et glimt i øjet.

»Etableringen af citronhalvmånernes befrielsesfront og besættelsen af Ejendomskontoret i København var humoristiske indslag. Når man bruger humor, bliver folk afvæbnet.«

Pressegruppen lytter tålmodigt. Det er umuligt at tyde, hvad de tænker.

Kim Larsen er klar med næste Powerpoint. Overskriften er »De fem fejl.« Han mener, at man kan inddele Ungdomshusets historie i fem faser og fem fejl, som tilsammen betyder, at huset har tabt slaget om den offentlige mening.

Kim Larsen sammenfatter:

»Mens I stadig havde huset på Jagtvej, undlod I at opbygge fornuftige relationer med lokalområdet, københanvnerne, politikerne og pressen. I skulle have lavet arrangementer for de ældre eller bidraget til integrationen. Nu står I uden hus og uden goodwill at trække på,« siger han og fortsætter uden at trække vejret.

Næste fase handler om demonstrationerne efter rydningen den 1. marts.

»Det var en katastrofe at bruge vold. Vold accepteres ikke i det danske samfund. Når man sætter folks biler i brand, skaber man kæmpestore problemer for sig selv,« siger Kim Larsen og beder pressegruppen om at betragte Ungdomshuset udefra.

Da offentligheden efter rydningen langt om længe fik adgang til Jagtvej 69, viste de første tv-billeder, at de unge havde forberedt sig på at samle våben for at gå i kamp.

»Billederne af brosten på Ungdomshusets tag var en katastrofe for jer,« siger Kim Larsen. Og det blev ikke bedre med demonstrationerne på Christianshavn, hvor bøger fra gymnasiet blev stukket i brand.

»De brændende bøger blev vist i alle medier, og det blev sammenlignet med bogafbrændingerne i Hitlers 3. Rige. Kan man komme længere væk fra det, som I selv synes, I står for?« spørger han.

Som den første giver Ditte lyd fra sig, da hun nikker til fremstillingen og udtrykker en stille beklagelse.

Der bliver klikket på musen, og Kim Larsen viser en slide med hovedbudskabet.

Med bogstaver indrammet i en firkant står der:

»I HAR SELV SKABT KRISEN«

Jan rømmer sig og bryder ind. »Jeg tror, det er rigtigt, at Ungdomshuset startede for sent med at kommunikere. Men jeg synes også, din fremstilling er noget naiv. Jeg tror ikke, vi kunne have beholdt huset ved hjælp af debat og sympati. Op til de første uroligheder den 16. december 2006 var der ingen forhandlinger med Ritt Bjerregaard. Det var der bagefter,« siger han.

»Så på grund af urolighederne kunne I presse jer ind i forhandlingslokalerne?« spørger Kim Larsen retorisk og fortsætter:

»Hvad skal de mennesker på Nørrebro, som støtter Ungdomshuset, tænke, når de kommer ned til deres bil og opdager, at den er brændt af? Jeg ved godt, at det ikke er noget, I er herre over. Men hvis man betragter jer som bevægelse, har I et medansvar.«

»Men hvad nu hvis man ikke ønsker at tage afstand fra vold?« spørger Jan.

»Så har I et problem,« lyder svaret.

Ifølge Anja var det ikke et mål, at der skulle opstå vold i gaderne. Hun synes ikke, at Ungdomshuset befinder sig i en krise nu.

»De mennesker, jeg møder på mit studie, kommer fra alle mulige samfundslag, og de forstår os godt. Der har aldrig været så mange mennesker til demonstrationerne som nu. Det strømmer ind med støttemails, og folk sætter tusindvis af kroner ind på vores støttekonto,« forklarer Anja.

»Hvis I synes, I står i en fordelagtig situation, skal I bare fortsætte,« svarer Kim Larsen, og det får Anja til at svare:

»Selvfølgelig er vi her for at lytte.«

Ditte med piercingerne mener, at Kim Larsen har en pointe i, at Ungdomshuset skal blive bedre til at vise, hvad de unge har at tilbyde omverden.

»Men jeg mener faktisk, at vi har været ret gode til det. Jeg har vist 35 journalister rundt i huset i efteråret. Jagtvej 69 var et af de bedste steder i verden til at lave koncerter. Vi havde et folkekøkken, vi lagde lokaler til fastelavnsarrangementer, teater og bingo. Men det er åbenbart gået i glemmebogen.«

»I kan gøre mange gode ting, der bringer jer nogle skridt i den rigtige retning. Men hvis der kommer ny vold, er det 17.000 skridt tilbage,« mener Kim Larsen.

Ifølge Jan bunder det negative mediebillede i, at Ungdomshuset har svært ved at komme igennem med de positive historier.

»Det er kun to ud af 100 demonstrationer, hvor der har været ballade, men medierne skriver ikke om det positive,« siger han.

Anja har et konkret eksempel:

»Da vi havde et arrangement, hvor vi lavede fastelavnsboller, ringede vi til TV2/Lorry og fik svaret: 'Ring igen, når der er ballade'.«

»Der findes ikke et quick fix. Jeg synes, I gør et godt arbejde, men I skal passe på, at I ikke lyder som andre organisationer, der tror, at de kan ringe til en journalist og 'bestille en historie'. I skal blive ved med at lave de gode aktiviteter, der tilfredsstiller pressens behov for gode historier og gode billeder. I er nødt til at spille med på mediernes betingelser,« siger Kim Larsen.

Jan vurderer, at man vil se anderledes på Ungdomshusets situation om to-tre måneder, når det hele er kommet mere på afstand, og de unge har forklaret befolkningen, at frustrationen var uundgåelig.

»Det ville jeg ikke rådgive jer til at kommunikere,« siger Kim Larsen.

»I må forklare folk i og omkring bevægelsen, at de skal tage et medansvar og holde op med gøre ting, der er ødelæggende for deres omdømme. Hvis I kan beslutte jer for, at racisme og sexisme er forkert, kan I også beslutte, at I holder op med at kalde vold uundgåeligt,« siger han.

Ifølge Kim Larsen bør det være en af pressegruppens kommende opgaver at overbevise andre end inderkredsen om Ungdomshuset berettigelse. Lige nu findes der støtter i advokat Knud Foldschack og blandt musikere og kunstnere. Men det er personer med minimal indflydelse sammenlignet med de politikere, der bestemmer over Ungdomshusets skæbne.

»Det er ikke Knud Foldschack eller de unge fra Jagtvej, der bestemmer, hvem der skal sidde på Rådhuset. Det er sådan nogle bedsteborgere som mig, der kører bil og betaler topskat. I skal vise, at I tager afstand fra vold, at I ikke en trussel, og at I har noget at bidrage med. Ritt Bjerregaard og de andre politikerne skal have fornemmelsen af, at vælgere som mig er parat til at støtte Ungdomshuset på ny,« siger han.

Jan mener, at der er grænser for, hvor meget Ungdomshusets kommunikation kan skifte kurs. Man må stå ved, hvem man er som bevægelse, og pressegruppen har ikke mandat til at sige, at det er dumt at bruge vold.

»Er det ikke, ligesom hvis Danish Crown kalder svinekød for halal?« spørger han.

Ifølge Anja betød nedrivningen af Jagtvej 69, at Ungdomshuset ikke længere har mulighed for at bortvise folk, der ikke lever op til reglerne. Selv om man besluttede at lægge afstand til voldsanvendelse, ville man ikke have nogen sanktionsmulighed.

»Vi har hørt dårlige forklaringer nok,« siger Kim Larsen:

»Det, der står tilbage, er det brændende gymnasium på Christianshavn.«

Mens han pakker sin computer sammen, roser Kim Larsen pressegruppen for deres professionalisme.

»Da jeg forberedte mig på at møde jer, opdagede jeg, at I har arbejdet mere professionelt, end jeg havde forventet. Jeres talspersoner er virkelig gode til at gentage de samme enkle budskaber, når de er på tv. Så I gør det på mange måder godt.«

De tre unge fra pressegruppen sidder tilbage, da kommunikationsfolkene har forladt lokalet. Ditte er den første, der tager ordet.

»Det var en spøjs oplevelse. Det var underligt at få sin kommunikation analyseret af en person, der kommer udefra. Men når en mand, der er vant til at håndtere kriser i pressen, ikke kan se bort fra volden, så må det være, fordi den fylder meget,« siger hun.

Jan mener ikke, at Ungdomshuset kan sammenlignes med de kunder, kommunikationsfolk som Kim Larsen normalt arbejder for.

»Han ville ikke klare sig en eneste dag i Ungdomshusets miljø. Han ville blive fyret på stedet,« siger Jan.

Anja går hen til vinduet, hvor hun kan kigge ud på Gammel Strand, der er badet i forårssolen.

»Jeg mener ikke, at det er hans opgave at sige, at vi skal lægge volden på hylden.«

Ditte bladrer i notesblokken foran sig. Hun har ikke noteret noget.

»Jeg synes, det var interessant, og det skal lige bundfælde sig. Det mest ærgerlige var, at han ikke kunne huske alle de gode arrangementer, vi har lavet,« siger hun.

Jan skubber sin kasket helt tilbage, inden gruppen hæver mødet:

»På mig mindede han om sådan en fyr, der kommer ind i forbrugerprogrammet Kontant på tv og siger 'undskyld'. Han tror, at hvis man bare siger undskyld, er alt godt.« /

»92 procent mener, at politiet har gjort sit arbejde godt eller meget godt i forbindelse med rydningen af ungdomshuset.«

MEGAFON DEN 5.-6. MARTS, EFTER RYDNINGEN AF JAGTVEJ 69

»53 procent mener, at det udelukkende var demonstranternes skyld, at demonstrationen for Ungdomshusets bevarelse udviklede sig så dramatisk, som den gjorde.

Nul procent mener, at det udelukkende var politiets skyld.«

MEGAFON DEN 5.-6. MARTS, EFTER RYDNINGEN AF JAGTVEJ 69

Anbefalingerne til Ungdomshuset

I siger, at I er kreative. Vis det!

I siger, at I vil finde en løsning.

Vis det!

I siger, at I tager afstand fra vold. Vis det!

I siger, at I gør København og Danmark til et bedre sted. Vis det!

DROP VOLD OG KONFRONTATIONER

Lyt til kritikerne

Hold selvjustits

Find et kompromis

Engager jeres ambassadører

Kom i dialog med danskerne

Samarbejd med pressen

Drop politiet som fjende

Kilde: Burson-Marsteller

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen