Krisen på vulkanøen rammer nu de to førende dagblade. Landets største aviser, Morgunblaðið og Fréttablaðið, fusionerer og massefyringer er på vej. Sagen involverer selskabet bag Nyhedsavisen.
Mediemangfoldigheden på Island lider nu et alvorligt knæk som følge af finanskrisen. Her i weekenden blev det aftalt af fusionere øens to alt dominerende aviser, skriver websitet MBL.is ifølge IceNews.is.
Morgunblaðið og Fréttablaðið er hidtil blevet udgivet af to forskellige mediekoncerner og har historisk set været i direkte konkurrence med hinanden. Da gratisavisen Fréttablaðið i 2001 kom på gaden lykkedes det rent faktisk at fravriste betalingsavisen Morgunblaðið dets dominerende position på øen, hvilket siden gav inspirationen til at forsøge sig med en tilsvarende satsning i Danmark i form af Nyhedsavisen.
Men nu eventyret slut. Og ikke kun i Danmark men også på Island.
De to medieselskaber bag de forskellige aviser Arvakur hf. og 365 hf (det tidligere Dagsbrun, som altså stod bag Nyhedsavisn i Danmark) har indgået en aftale om at fusionere aviserne.
Eller rettere så bliver Fréttablaðið fremover en søsteravis til Morgunblaðið, og Morgunblaðiðs egen gratisavis '24 Stundir' (ikke at forveksle med danske 24timer, red.) fusioneres direkte ind i Morgunblaðið.
Aftalen vil ifølge MBL.is betyde, at 'dusinvis' af medarbejdere nu mister deres job.
Årsagen til fusionen anses som en direkte udløber af finanskrisen, som er skyld i et markant fald i annoncesalget og rekordhøje priser på avispapir.
Fusionen betyder i øvrigt, at der nu kun findes en enkelt national avis tilbage på Island udover fusionsavisen mellem Fréttablaðið og Morgunblaðið, og det er tabloidavisen DV.
DV anses dog ikke for at være nogen stor konkurrent, eftersom dens læsertal er forholdsvis lave. Endvidere har avisen været plaget af store finansielle problemer de seneste år. Resultatet er, at Island nu nærmer sig en situation med et nationalt dagbladsmonopol.
Læs også VBs udlængning af historien: Morgunblaðið og Fréttablaðið í eina sæng.
Samt hvordan danske mediabureauer forudser, at annoncesalget på de danske dagblade vil rasle ned med op mod 10 pct. i de kommende måneder, som følge af finanskrisen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.