Næstformanden i Politi- og Retsreporterforeningen, Sune Fischer, ærgrer sig over, at Københavns Politi offentliggjorde spørgsmål fra TV2. »Det er en eksotisk måde at arbejde med pressen på,« siger han.Øjenbrynene er på vej ned i normalt leje, og hovedet er efterhånden holdt med at ryste hos næstformanden i Politi- og Retsreporterforeningen (PRF), Sune Fischer.
Han undrer sig over Københavns Politi, der i sidste uge udsendte en pressemeddelelse, hvor de offentliggjorde en mail fra TV2-journalisten Camilla Bresemann med kritiske spørgsmål om Christiania.
»Vi mener, at en skriftlig korrespondance, som udgangspunkt er fortrolig. Hvis politiet i den forbindelse er bange for at blive fejlciteret, må de sende en pressemeddelelse ud, hvor de forklarer deres syn på sagen,« siger Sune Fischer, der til daglig huserer på Ekstra Bladet i København.
Sune Fischer understreger, at sagen står mellem Københavns Politi og TV2, og at han som repræsentant for Politi- og Retsreporterforeningen melder sig på banen, da medlemmerne i foreningen har et dagligt samarbejde med politiet.
»Sagen med Camille Bresemann viser, at Københavns Politi ikke viger tilbage. Derfor opfordrer vi alle vores medlemmer til at tænke sig om en ekstra gang, inden de kontakter Københavns Politi via mail,« fortsætter han.
Flere gange i løbet af interviewet slår Sune Fischer fast, at hans eget samarbejde med Københavns Politi oftest forløber uden gnidninger. Og så vidt han ved, gør det samme sig gældende for de fleste medlemmer i Politi- og Retsreporterforeningen.
Hvad kan denne sag få af betydning for samarbejdet mellem pressen og Københavns Politi?
»Det er svært at sige, for Københavns Politiet har kun offentliggjort spørgsmål fra journalister én gang tidligere. Lad mig sige det sådan her: Det er en eksotisk måde at arbejde med pressen på,« siger Sune Fischer, der over telefonen har fået kommunikationschefen i Københavns Politi, Jens Harder Højbjergs, ord for at henvendelser fra pressen vil blive behandlet fortroligt.
Men ifølge Sune Fischer er det ikke kun medlemmerne af hans egen forening, der risikerer at løbe ind i problemer med Københavns Politi.
»Københavns Politi håndterer alle mulige forskellige former for kriminalitet – alt fra tung narkokriminalitet på Christiania til trafikforseelser. Deres interessesfære er enorm, så de er i kontakt med alle journalister fra mange forskellige redaktioner på mange forskellige medier.«
»Vi – som journalister – skal passe på med at problemet ud af proportioner, men vi skal tænke os om, inden vi begynder en dialog med Københavns Politi,« siger Sune Fischer – og opfordrer igen til at tage al kommunikation med Københavns Politi mundtligt.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
»Vi mener, at en skriftlig korrespondance, som udgangspunkt er fortrolig (indtil journalisten vælger at offentliggøre den, red.)...,« siger Sune Fischer, der til daglig huserer på Ekstra Bladet i København.
Så det skal være muligt for os at dokumentere hændelsesforløbet, men ikke for 'offeret'? Ikke min definition af fairness.
Vi er så nogen som har opdaget den fantastiske teknologi, som muligør at optage telefonsamtaler på enten selve mobilen eller på en diktafon.
Fungerer fantastisk, specielt i tilfældet 'det har jeg aldrig sagt'....og så en lille afspilning af det som vedkommende 'aldrig havde sagt' !
Jeg ville da blive noget betænkelig eftersom jeg arbejder med nogle gamle mordsager - uopklarede , vel at mærke. Det ville da være yderst ærgerligt at en god historie spoleres af politiet ved at det hele basuneres ud i en pressemeddelese til alle.
Nu kan jeg så forvente at min henvendelse til Politiet kan munde ud i en fin pressemeddelese, hvor såvel mine spørgsmål som politiets svar indgår ?
Hvad er begrundelsen for at offentligøre en henvendelse, hvor går grænsen ?
Kan man næste gang forvente at en henvendelse fra en borger omkring hustruvold i nabohuset også skydes ud som en pressemeddelese ?
Nej, politiet skal besvare henvendelser - uanset hvior de kommer fra - på den måde de er kommet og ikke ved at udsende en pressemeddelese, og det gælder uanset emne og afsender.
Handler denne sag ikke bare om, at Københavns Politi ikke har ønsket at blive gjort til part i en sag, hvor det er helt åbenlyst, at TV2 har gang en partipolitisk agenda, og det taler da kun til politiets fordel, at de ikke er hoppet med på den gallej.
Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen
Flere