Tidligere soldat og krigskorrespondent har lånt 35 millioner og åbnet Frontline Club. Her er der restaurant, udstillinger, diskussioner og klubhygge for krigsjournalister af enhver slags. Psykologbistand hører også blandt klubbens tilbud.
LEJRBÅL. Vaughan Smith vinder aldrig prisen som Londons bedst klædte mand. Som han står der foran Frontline Club tæt ved Paddington Station, ligner han præcis den han er – sig selv.
En af verdens mest erfarne journalister – og kameramænd – siden slutningen af 80erne.
Først som den eneste journalist, der med sit kamera nåede helt frem til den i øvrigt journalist-fri front i den første Irak-krig – forklædt som britisk officer. Fremmest på Balkan, hvor han rapporterede hele vejen – fra de første meget voldelige opgør i Kroatien over Bosnien til Kosovo og Makedonien.
Før Balkan var der Afghanistan – og indimellem Tjetjenien under de voldsomme artilleribeskydning af hovedstaden Grosnij. Senest Irak – som embedded under krigens sidste uger.
Det blev til mere end 12 år med krigen og kameraet som to uadskillelige størrelser. Med venner og kolleger over hele kloden. Og med livet i behold.
En dag i 2002 gik Smith i banken – og kom ud med et lån på 35 millioner kroner.
»Jeg havde i flere år tænkt på at skifte spor. Ikke alene fordi jeg har to små døtre, men fordi jeg elsker denne her branche og de mennesker, der er i den. Og især fordi vi, der har risikeret vores liv i forbindelse med vores arbejde, har alvorligt brug for et sted at kunne mødes. Det er det, klubben skal bruges til,« siger Vaughan Smith.
Vi sidder i et hjørne af klubbens hjerte – lokalet kun for medlemmer på første sal – væggene blotlagte, brune smalle mursten, der er over 150 år gamle – brudt af to meter højre vinduer. Vi forsøger at bekæmpe gårdsdagens sene genforening sammen med Pranvera Shema, Vaughans Smith kæreste fra Kosovo, bordet er fyldt med espressoer, cola og tre forskellige cigaretmærker.
Vaughan Smith var en af de fire uafhængige kameramænd, der skabte Frontline Television i 1989 – et såkaldt 'facility house', der op gennem 1990erne knyttede freelance-kameramænd og -kvinder til sig, som gennem Frontline Television arbejder for især de store, nationale tv-stationer verden over.
I dag er otte af Frontline Televisions folk døde.
»Klubben er skabt til ære for dem og for at give noget tilbage,« siger Vaughan Smith.
Som alt andet han siger, kommer det i et skarpt, præcist engelsk – som søn af en oberst og selv kaptajn i den britiske hær har Vaughan Smith fået »the stiff upper lip« ind med modermælken, og den er kun blevet en promille mildere med årene.
Smith ville skabe et mødested, et holdepunkt for branchens folk, og lige så vigtigt: Et forum, hvor mediefolk kan diskutere og påvirke branchens arbejdsgivere – såvel frontalt som i dialog.
Især freelancerne bekymrer Vaughan Smith, der selv altid har været har været freelancer.
»Uafhængige freelance-producenter er branchens blod. De kan se tingene med andre øjne, kommer fra en verden uden for de store aviser og tv-selskaber. Megen nytænkning kommer fra freelancerne, og de er tvunget til at være ekstremt fleksible, hvis de skal overleve.
Men især i krige er de presset til at tage job og er måske fristet til at skære for mange hjørner, når det drejer sig om sikkerhed. Alene forsikringer koster formuer, som en arbejdsgiver skal betale. Derfor er det ofte en snæver økonomisk overvejelse, der afgør, om en freelancer får opgaven eller ej – eller også må freelanceren gå så langt ned i pris, at der ikke er
meget tilbage,« siger han.
Ifølge Vaughan Smith er mediebranchen, især fjernsynet, domineret af få og store arbejdsgivere, der nærmest har monopol.
»Sikkerheden er underprioriteret. 50 journalister har mistet livet i Irak – lokale og udenlandske – og alt for mange af dem havde enten for ringe forudsætninger for at gøre det, de gjorde, for ringe konkrete sikkerheds-betingelser eller et for stort pres på sig, der gjorde, at de overskred selv fundamentale sikkerhedsregler.
Vaughan Smith har ikke opfundet sit synspunkt til lejligheden. Han var selv i den britiske hær i otte år, var på den sædvanlige turnus i Nordirland og endte som chef for en deling pansrede infanteri-køretøjer. Hans militære uddannelse har givet store fortrin i arbejdet som kameramand: Han har kunnet aflæse frontlinjen, lave kvalificerede trusselsvurderinger og strukturere hele sin tilgang til sikkerhed og dermed komme hjem igen – i live.
Vaughan Smith blev selv såret af en serbisk snigskytte, efter at han havde filmet serbiske panser-enheder, der udslettede en Kosovo-albansk landsby. Det var Vaughan Smith, der filmede ofrene for den såkaldte Racak-massakre i Kosovo. Det var hans billeder, der fik daværende britiske udenrigsminister Robin Cook til at arbejde for en NATO-intervention mod Milosevic.
På Norfolk Place tæt ved Paddington Station, lidt nord for Hyde Park i London, ligger Frontline Club i en fire-etagers hjørne-ejendom, der tidligere var varehus og værkstøjsmagasin.
I stueetagen ligger en offentligt tilgængelig res-taurant med mad i den kvalitetsmæssigt gode ende. Stemningen er helt særlig, med nøgne murstensvægge, intense sort-hvide billeder af krigens ofre og et enkelt, enormt billede af en forkommen russisk soldat i det sønderbombede Grosnij.
På første sal finder man klubbens hjerte, her er fire meter til loftet, en dejligt stor bar, dybe læderstole og mementoer fra alverdens brændpunkter udlånt af klubbens medlemmer.
På væggen mellem to vinduer hænger den tidligere Special Air Service-soldat Andy McNabbs flugtkort fra Irak. Her hænger også den mobiltelefon og det tykke bundt 1.000 DM-sedler, der standsede den serbiske snigskyttes kugle fra at bore sig ind i Vaughan Smiths mave. Her er afghanske mini-tæpper, som Vaughan Smith har fået af mujaheddin-krigere i Afghanistan, et sønderskudt FN-flag og et billede af en storsmilende eks-diktator Saddam Hussein.
I en særligt stor ramme i lyst træ hænger billederne af de otte Frontline Television-folk, der har mistet livet.
På anden sal ligger Frontline Forum, der bruges til præsentation af dokumentarprogrammer, foto-udstillinger, bogudgivelser, diskussioner af de aktuelle konflikter set med branchens briller, og så er det – som der står i klubbens brochure – »et ideelt sted til cocktailparties«.
Øverst oppe er der værelser, som medlemmerne kan bruge i få dage. Klubben har også en aftale med de snesevis af små-hoteller, der ligger få minutters gang væk.
»Værelserne bliver også brugt til samtaler med psykologer for de af vores kolleger, der lider af PTSD (Post-traumatisk Stresslidelse, red.)«, fortæller Smith.
Idéen er, at restauranten i stuen, udlejningen af Frontline Forum og medlemmernes indmeldelses-gebyr og årlige kontingent skal kunne få det til at løbe rundt.
Det er hans håb, at klubben kan hvile i sig selv og være »a campfire« – et lejrbål – hvor medlemmerne kan mødes i den umiddelbare indforståelse, man bliver en del af, når man selv har prøvet at arbejde i krise-, konflikt- og krigsområder. Når historien kommer lige tæt nok på én selv.
»Klubben er for alle mediefolk. Det kan være operatører af et 'feedpoint', redigeringsteknikere, tolke, 'fixere', producere og andre,« siger Vaughan Smith og tilføjer:
»Det er ikke en machoklub. Vi er ikke interesseret i Karl Smart'er og wannabes, kun seriøse mediefolk. Jeg har faktisk ikke hørt én eneste Karl Kæk-historie i den tid, vi har haft klubben!«
Der er store navne på medlemslisten, der tæller 500 medlemmer fra det meste af verden – fra Japan i øst over Berlin til Los Angeles i vest.
Han opfordrer alle danskere, der har hjemme i dette særlige hjørne af journalistikken, til at melde sig ind.
Graham Greene er formand for klubbens bestyrelse, og blandt medlemmerne er John Simpson og Allan Little fra BBC, Christiane Amanpour fra CNN og Anthony Lloyd fra The Times.
»Det er klart, det er godt for klubben, at de store er med, men alle har samme status her. Vi, der har været derude i virkeligheden, ved, hvor vigtige alle er for at få den rigtige reportage hjem – vi ved, at alle løber den samme risiko,« siger klubejeren.
* Blå Bog – Vaughan Smith, 41 år.
Arbejder blandt andet som fotograf, producer og sikkerhedsrådgiver.
Tjente i den britiske hær i otte år, stoppede med titel af kaptajn. Var udsendt til Nordirland, som FN-soldat på Cypern og som pilot på ultralette flyvemaskiner i Tyskland.
Forlod hæren i 1988, tog til Afghanistan som fotograf og dækkede desuden revolutionen i Rumænien.
Gik i 1991 undercover som britisk officer i den første Golf-krig i næsten et år.
Begyndte i 1993 at dække Balkan for blandt andre ZDF, NBC og TV 2. Afslørede i et BBC-program, at FN-soldater solgte deres mad-rationer på sortbørsen til bosniske muslimer muslimer i Sarajevo.
Vaughans Smiths mødte sin første kone, Sanella, i Sarajevo under krigen. Han smuglede hende ud af området, de har to døtre sammen, men er i dag skilt.
Lærte i 1993 Niels Brinch, artiklens forfatter, at kende. Sammen ledede de – i samarbejde med Forsvarskommandoen, Jægerkorpset og Hjemmeværnet – en række sikkerhedskurser for mediefolk. I alt 120 nåede at komme gennem kurset på de ni år, de to stod for det.
Gennem slutningen af 90erne stod der hovedsagelig Balkan, Grosnij, Egypten og Cuba på Vaughans Smiths flybilletter.
I 1998 var han til stede, da urolighederne i eks-Jugoslavien blussede op igen. Det var her, han blev skudt af en snigskytte. Kuglen mistede dog sin kraft, da den ramte hans mobiltelefon og et tykt bundt pengesedler. I 1999 var han den eneste fotograf i Kosovos bagland. Færdedes med KLA-guerillaer, og fik på den måde sine bånd smuglet ud, mens NATO bombede.
Tilbragte en stor del af 2000-02 i Pakistan og Afghanistan.
Var i 2003 i Irak – og opstartede Frontline Club i London.
Vaughan Smith har vundet adskillige priser for sine tv-programmer, blandt andet på Monte Carlos tv-festival i februar 2000 for bedste udenlandske aktualitetsprogram, der blev givet til hans »Kosovo: The Valley«.
Hør Vaughan Smith selv fortælle om sine oplevelser på: www.newseum.org/warstories/interviews/mp3/journalists/bio.asp?ID=18.
* Blå Bog – Niels Brinch, 48 år
Ven og kollega med Vaughan Smith siden 1993. Medlem af Frontline Club og med i klubbens rådgivende komité.
Uddannet på Journalisthøjskolen i 1980.
Kom til TV 2 i 1988, siden 1991 som udlandsreporter.
Dækkede statskuppet i Rumænien i 1989.
Var i Kroatien og Bosnien-Herzegovina i 1992 og har siden dækket alle krigene på Balkan – Bosnien, Kosovo, Makedonien, Serbien og Montenegro.
Har derudover dækket konflikter i blandt andet Pakistan, Irak, Iran, Israel, Jordan, Somalia og Tyrkiet.
* Frontline Club
13, Norfolk Place
London W2 1QJ
Telefon +44 20 74 798 959
www.thefrontlineclub.com
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kommentar: SSR var frem til 1/1-2007 kendt under et andet navn: Patruljekompagniet ved Hærens Operative Kommando ( PTRKMP / HOK ) og var/er en særlig rekognosceringsenhed opstillet af frivilligt specialuddannet personel fra Hjemmeværnet som en enhed som Forsvaret og Politiet kan trække på. En del at de frivillige specialsoldater har været udsendt med forsvaret blandt andet på opgaver som militær bodyguards, såkaldte protection team opgaver i Irak.
Hej Niels. Spændende læsning. Gad vide hvor mange danske journalister der falder ind under kategorien "krigskorrespondenter"? Og hvor gå grænsen? Skal man have prøvet at blive beskudt (som dig) eller skal man bare have stået i en lufthaven i et konfliktland og lave en stand-up?
vh SSR
PS. I takt med at de danske journalister og medier kommer mere ud - er der jo fare for at de støder ind i nogle fordomme - og SSR: Hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni - der faktisk yder et uforholdsmæssigt stort bidrag til Forsvarets internationale operationer... men mon ikke der er nogen som interesserer sig for det på et tidspunkt? :-)